Den 18/4 havde jeg fornøjelsen af at høre Otto Brøns-Petersen præsentere David D. Friedman på et CEPOS arrangement. David D. Friedman er søn af den berømte markedskapitalistiske og monetaristiske nobelprisøkonom Milton Friedman.
David D. Friedman er uddannet i fysik og har undervist som professor i det meste sit liv i Jura & Økonomi. Hans politisk holdning er ejendomsrets anarkist.
Jeg følger også hans søn, som hedder Patri Friedman og er idemageren bag seasteading. Her vil man prøve at etablere uafhængige samfund ude på det åbne hav uden for staternes jurisdiktion således, at der kan opnå et miljø, hvor forskellige samfundsformer kan konkurrere med hinanden om de bedste løsninger.
Det var en fornøjelse at høre David D. Friedmans foredrag. Han kom med mange gode eksempler på, hvorfor det er bedre at lade markedet råde frem for at blande staten ind i det og at markedsfejl ikke er nær så store som politikfejl.
Her er link til et af hans blogopslag, hvor han taler om eksternaliteter, befolkningstilvækst og klimaændringer:
Og her er et resume af blogopslaget:
Befolkning
David Friedman diskuterer i sin artikel, hvordan synet på befolkningsvækst har ændret sig over tid. For 60 år siden blev befolkningsvækst set som en truende katastrofe, der krævede drastiske tiltag for at blive afværget. Friedman fremhæver, hvordan den daværende konventionelle visdom fokuserede på de negative eksternaliteter (omkostninger påført andre af individets handlinger), som en stigende befolkning kunne medføre. Han udfordrede denne opfattelse ved at foreslå, at både positive og negative eksternaliteter skulle overvejes. Han påpeger, at befolkningsvæksten ikke resulterede i de frygtede katastrofer, som var spået – faktisk fortsatte fattige landes befolkninger at vokse, og antallet af kalorier per person steg. Friedmans konklusion var, at det var for usikkert at bestemme, om nettoeffekten af befolkningstilvækst var positiv eller negativ, og derfor burde regeringer ikke gribe styrende ind i befolkningsudviklingen.
Klima
I forhold til klimaændringer stiller Friedman det samme grundspørgsmål: Er de nettoeffekter, der følger med klimaændringer, positive eller negative? Han argumenterer for, at mennesker og samfund har tilpasset sig historiske klimaændringer og vil fortsætte med at tilpasse sig gradvise ændringer. Friedman diskuterer forskellige forventede konsekvenser af klimaændringer, herunder både mulige positive effekter som udvidelse af beboelige områder og negative effekter som havniveaustigninger og øget forekomst af ekstreme vejrfænomener. Han konkluderer, at det er vanskeligt at foretage en præcis vurdering af de samlede eksternaliteter forbundet med klimaændringer, og at der er for meget usikkerhed til at kunne fastslå en klar retning for politiske tiltag. Friedmans synspunkt er i overensstemmelse med den klimaøkonomiske videnskab, som afviser, at klimaændringer vil få katastrofale konsekvenser, og han opfordrer læseren til selv at vurdere de tilgængelige beviser og meninger som grundlag for danne sin mening om klima- og energipolitik
Et interessant citat fra bloggen er følgende:
As best I can tell he has made no effort to find and include very low probability high benefit outcomes of climate change, of which the most obvious is holding off the next glaciation
Det er en rigtig god kontrast til mange af de alarmistiske vurderinger af omkostningerne ved fremtidens klimaændringer, som med arme og ben forsøger at inddrage meget usandsynlige drastiske hændelser (=tipping points) for at få problemerne til at se større ud end de reelt er. Men man “glemmer” bekvemt at inddrage den godt nok usandsynlige, men voldsomt positive konsekvens af den globale opvarmning nemligm at den udsætter den næste istid, som ellers ville medføre at store dele af den polnære verden igen vil blive dækket med 2 kilometer is.
