Halvvejs mellem Kyoto og 2050: Netto-Nul er meget usandsynligt

Vaclav Smil er en respekteret forsker og forfatter, som har skrevet mange bøger og artikler om energi, miljø, fødevaresystemer, historie og økonomi. Når han ytrer sig, bør man lytte.

Senest har han udgivet denne publikation: Halfway Between Kyoto and 2050: Zero Carbon Is a Highly Unlikely Outcome | Fraser Institute som fuldstændig rundbarberer ideen om, at verden skulle kunne undvære kul mm. om kun 26 år.

Jeg hæfter mig især ved hans overslag over omkostningerne ved omstillingen, som i den udstrækning. den overhovedet vil være teknologisk mulig – hvilket den ikke er – vil koste de velhavende lande  mindst 20 procent af deres årlige BNP. Her tager han udgangspunkt i et nyt studium fra Mckinsey: the-net-zero-transition-executive-summary.pdf (mckinsey.com)

Som viser et beløb på 9.300 mia. dollars per år, budgetteret. Hvorefter Smil tørt bemærker, at i virkeligheden verden bliver det dobbelt så dyrt og der er kun den rige del af verden = os, til at betale. Da udviklingslandene hverken vil eller kan betale den slags penge.

Desuden fremhæver han “foregangslandet” Danmark, som i sin ønsketænkning om at være leder af  “den grønne omstilling” åbenbart optræder som parasit på det international energisystem. Se dette herlige citat:

Danmark, hvor halvdelen af elektriciteten nu kommer fra vindenergi, fremhæves ofte som en særlig succeshistorie inden for afkarbonisering: siden 1995 har landet reduceret sine energirelaterede emissioner med 56 procent (sammenlignet med EU-gennemsnittet på omkring 22 procent) – men, i modsætning til sine naboer, producerer landet ikke nogen betydningsfulde metaller (aluminium, kobber, jern eller stål), det fremstiller ikke glas eller papir, syntetiserer ikke ammoniak, og det producerer heller ikke biler. Alle disse produkter er energikrævende, og overførsel af de emissioner, der er forbundet med deres produktion, til andre lande skaber et ufortjent grønt ry for det land, der udfører overførslen.

Her er det oversatte resume:

• I denne artikel vurderes de historiske reduktioner af kulstofemissioner og muligheden for at eliminere fossile brændstoffer for at opnå netto-nul kulstofemission inden 2050.
• På trods af internationale aftaler, offentlige udgifter og reguleringer samt teknologiske fremskridt steg det globale forbrug af fossile brændstoffer med 55 procent mellem 1997 og 2023. Andelen af fossile brændstoffer i det globale energiforbrug er kun faldet fra næsten 86 procent i 1997 til cirka 82 procent i 2022.
• Den første globale energiovergang fra traditionelle biomassebrændstoffer som træ og trækul til fossile brændstoffer begyndte for mere end to århundreder siden og udfoldede sig gradvist. Denne overgang er stadig ikke fuldstændig, da milliarder af mennesker stadig er afhængige af traditionelle biomasseenergier til madlavning og opvarmning.
• Omfanget af nutidens energiovergang kræver cirka 700 exajoule af nye ikke-kulstofbaserede energiproduktioner inden 2050, hvilket kræver omkring 38.000 projekter på størrelse med Site C Clean Energy Project (bchydro.com) eller 39.000 ækvivalenter af Muskrat Falls Generating Station – Wikipedia.
• Omstilling af energiintensive processer (f.eks. jernsmeltning, cement og plastik) til ikke-fossile alternativer kræver løsninger, der endnu ikke er tilgængelige til storskala brug.
• Energiovergangen medfører hidtil usete krav til mineraler som kobber og lithium, hvilket kræver betydelig tid til at lokalisere og udvikle miner.
• For at opnå netto-nul kulstof skal velhavende lande pådrage sig omkostninger på mindst 20 procent af deres årlige BNP.
• Mens globalt samarbejde er essentielt for at opnå afkarbonisering inden 2050, har store udledere som USA, Kina og Rusland modstridende interesser.
• For at eliminere kulstofemissioner inden 2050 står regeringer over for hidtil usete tekniske, økonomiske og politiske udfordringer, hvilket gør en hurtig og billig overgang umulig.

Smil siger det som det er

Det kommer ikke bag på nogen af os klimarealister, at det forholder sig sådan, men det er godt nok dyrere end selv jeg havde regnet med. Og gør den “grønne omstilling” til en endnu mere dyr og skadelig forretning, end den var i forvejen.