Gæsteindlæg af Steffen Frølund, klimaordfører, LA
Hvert eneste år er der såkaldt ’Earth overshoot’-dag i Danmark, hvilket er den dag, hvor vores forbrug af naturressourcer angiveligt har oversteget, hvad kloden kan nå at genskabe på et år.
Årsdagen markeres altid rituelt af venstrefløjen, der bruger det som anledning til at råbe vagt i gevær med dommedagsprofetiske skræmmebilleder om fremtiden.
Men er det nu også en så forfærdelig nyhed, som det lyder?
Kaster man et blik i historiebøgerne, vil man hurtigt få et lidt mere nuanceret billede af vores ressourceforbrug end dét, venstrefløjen leverer.
Malthusianismens fejlslutning
I slutningen af det 18. århundrede lagde den britiske økonom og historiker Thomas Malthus mærke til, at befolkningsudviklingen i mange vestlige lande var eksploderet.
Det fik ham til at konkludere, at det var et spørgsmål til tid, før verden ville blive plaget af elendighed og hungersnød, da klodens begrænsede naturressourcer ikke ville kunne følge med den fremskredne befolkningsudvikling.
Men Malthus’ forudsigelser ramte fuldstændig forbi skiven.
Han overså nemlig det potentiale for fremskridt, der opstår, når innovation og ny teknologi øger produktiviteten og muliggør, at vi får mere ud af færre ressourcer.
Men som det årlige ritual med Earth Overshoot Day illustrerer, findes der stadig mange mennesker, som alligevel tror på, at overpopulation er et problem.
Man skal eksempelvis ikke har fulgt meget med i klimadebatten for at være stødt på argumenter om, at vi umuligt kan afkoble økonomisk vækst fra en overskridelse af planetens naturlige grænser, og at vi derfor hellere må sætte prop i vækstudviklingen.
Problemet er blot, at argumentet ikke holder et nærmere eftertjek.
For det første er det en faktuel kendsgerning, at økonomisk vækst i dag er blevet afkoblet fra CO2-udledning i mange lande.
Mens USA’s vækst de seneste 30 år er buldret derud af, har landets årlige CO2-udledning eksempelvis ikke været lavere siden starten af 90’erne. Vi er selvfølgelig stadig langt fra at nå over den grønne målstreg. Og personligt så jeg gerne, at vi hævede klimaambitionerne og gjorde mere for at udrulle et regulatorisk rammeværk, som sætter turbo på udviklingen med f.eks. en global CO2-afgift.
Men selvom vores nuværende indsats ikke er tilstrækkelig, skal man heller ikke undervurdere, hvor godt hjulpet på vej vi er af netop den kapitalistiske markedsøkonomi.
For selvom kapitalisme (i lighed med enhver anden økonomisk styreform) også kommer med visse ulemper i form af CO2-udledning, har producenterne i enhver markedsøkonomi nemlig også et incitament til at bruge så få ressourcer som muligt.
Kapitalisme er ikke synderen
For når producenterne i deres evige bestræbelser på at generere mere profit vil skære nogle af deres omkostninger fra, bliver de nemlig tilskyndet til at bruge færre ressourcer. Konceptet hedder dematerialisering, og er man i tvivl om effekten af dét, skal man bare række hånden ned i bukselommen og finde sin smartphone frem.
For mens man for tyve år siden skulle ud at købe adskillige produkter for at få eksempelvis en telefon, et kamera, en kalender, et kort, en encyklopædi, et fotoalbum osv. er alt dette i dag samlet i én enkelt enhed.
Mange mennesker tror stadig i dag, at vores forbrug af naturressourcer uvægerligt må stige proportionalt med vores vækst. Men det er altså forkert.
Selvfølgelig er der masser områder, hvor de to ting går hånd i hånd.
Men hvad angår den overordnede tendens peger pilen faktisk kun i én retning; nemlig at økonomien fortsat vækster, uden at vores klimaaftryk og ressourceforbrug nødvendigvis følger udviklingen.
Men selvom vi i dag har formået at afkoble økonomisk vækst fra CO2-udledning, frygter mange stadig, at vi er ved at blive for mange mennesker på kloden.
Frygten for overbefolkning har reelle konsekvenser
Den amerikanske venstrefløjs rockstjerne Alexandria Ocasio-Cortez er en af de vægtige stemmer, der bidraget til at blæse liv i denne fejlslutning.
Det kommer eksempelvis til udtryk, når hun på sin Instagram skriver ting som: ”der er dybest set en videnskabelig konsensus om, at vores børns liv bliver meget vanskeligt, og det får unge mennesker til at have et legitimt spørgsmål: Er det okay stadig at få børn?”.
Og Ocasio-Cortez’ postulat om at overpopulation er et tiltagende problem er langt fra at være en enlig svale.
Herhjemme viser en undersøgelse fra 2023 eksempelvis, at hele 26 pct. af de unge kvinder mellem 20 og 30 år overvejer at fravælge at få børn som følge af bekymringer for klimaet.
Problemet er blot, at denne lede ved, at der kommer flere mennesker på kloden, ikke har noget videnskabeligt belæg.
Der er hverken belæg for, at vi rent faktisk vil blive ret mange flere mennesker på kloden, eller at det skulle være et problem, hvis vi vendte fremskrivningen og blev mange flere end forventet.
Den spirende skepsis for at få flere mennesker på kloden er således ikke andet end en ufortyndet antihumanisme, der er opstået som et produkt af en antividenskabelig misforståelse.
De to forskere Marian Tupy og Gale Pooley har i deres bog Superabundance dokumenteret, at ressourcer paradoksalt nok bliver mere tilgængelige i takt med befolkningens vækst.
Og ikke nok med det. Mængden af naturressourcer vokser faktisk hurtigere end forøgelsen i antallet af mennesker.
For i gennemsnit skaber hver ekstra person nemlig mere værdi for kloden end den mængde, som vedkommende forbruger.
Med flere mennesker følger nemlig en uudtømmelig ressource; kreativitet.
For jo flere mennesker, vi bliver, desto flere gode idéer bliver der genereret. Gode idéer fører til mere innovation, hvilket fører til økonomisk vækst og flere menneskelige fremskridt.
Men på trods af disse kendsgerninger betragter mange miljøforkæmpere alligevel mennesker som en slags virus, der slider på kloden.
For selvom der ganske vist ér visse konsekvenser af menneskers forbrug på jorden (hvilket CO2-udledningen er et skoleeksempel på), overser de misantropiske miljøforkæmpere nemlig, at det ikke bliver ved med at være sådan.
Som et produkt af den menneskelige kreativitet vil det nemlig også være fremtidens mennesker, der kommer til at finde på de gode idéer til eksempelvis fremtidens vindmøller, banebrydende atomkraftreaktorer eller nye grønne transportformer med videre.
Uanset hvordan man vender og drejer den, ender man ved den samme konklusion. Vi løber ikke tør for ressourcer, og flere mennesker på kloden vil være en gevinst, som kommer til at berige os alle.
