DHI – We enable a sustainable future for water har udarbejdet en rapport med denne titel. Mads Joakim Birkeland er den projektansvarlige. Her er et resume af rapporten.
Når vi taler om at forbedre miljøet i vores kystvande, har kvælstofudledninger fået en central plads i debatten. Men hvor stor en betydning har de danske kvælstofudledninger egentlig for de åbne vandområder og deres økologiske tilstand?
Fjorde, kvælstof og åbne vand: en kvantitativ vurdering
DHI’s rapport fra 2023 giver en kvantitativ vurdering af, hvordan danske kvælstofudledninger påvirker de indre danske farvande. Vurderingen bygger på data fra både 2. og 3. generations vandområdeplaner (2021-2027), indsamlet af Miljøstyrelsen, DTU Aqua og flere universiteter. Kvælstofudledning er en vigtig presfaktor – ikke kun fra marker og industrielle punktkilder, men også fra luftbåren kvælstof og fra andre lande, der strømmer gennem Nordsøen og Østersøen.
Fytoplankton og kvælstof: når algevæksten tager over
Fytoplankton, også kendt som mikroalger, kræver – som alle andre planter – for at kunne vokse. Jo mere kvælstof der er i vandet, jo mere algevækst ser vi. Problemet er, at for meget fytoplankton kan føre til at vandet bliver uklart og iltsvind, hvilket har negative konsekvenser for det marine liv.
Bidraget fra danske udledninger varierer voldsomt afhængigt af, hvor vi kigger. I fjordene, som Limfjorden og Isefjorden, udgør de danske udledninger hele 70%-90% af total-kvælstof (TN). Men i de åbne områder som Storebælt og Kattegat er andelen langt lavere – ofte mellem 1%-20%.
Fjorde vs. åbne farvande: hvor rammer det hårdest?
Der er en tydelig tendens: De lukkede fjorde bærer den største byrde. I Roskilde Fjord og dele af Limfjorden kan danske udledninger bidrage med op til 100% af den biotilgængelige kvælstof (Nbio). I de åbne farvande som Kattegat og Østersøen ser vi en helt anden situation, hvor bidraget kan være helt ned til under 5%. Forskellen er slående og vigtig.
Her kan vi se hvor meget danske kilder betyder for algevæksten i de forskellige områder:
Havets cirkulære økonomi
Vi kan se at kvælstoffluxen gennem systemet er fra 605-640.000 tons/år. Men der er også en intern “genanvendelse” af kvælstof mellem sediment og vand og mellem biomasse og vand. I denne figur er tallene vist, og det kan ses at recirkuleringen på knap 700.000 tons N/år. Ca. lige så meget som N-fluxen.
Hvad betyder det for fremtidige indsatser?
Det betyder, at vi skal være skarpe og selektive med vores miljøindsatser. Det giver ikke mening at investere millioner i at reducere kvælstofudledninger i områder, hvor det danske bidrag er minimalt. Tænk på Sejerø Bugt: Her vil indsatsen ikke have den store effekt. Men i Limfjorden? Der kan vi virkelig gøre en forskel.
Der er også forskel på total-kvælstof (TN) og biotilgængeligt kvælstof (Nbio). Nbio er en langt bedre indikator for, hvordan udledninger påvirker miljøet, fordi det svarer til den kvælstofmængde, som rent faktisk kan bruges af organismerne i vandområderne.
Det handler om realisme og effekt
For at gøre en forskel skal vi være realistiske omkring vores muligheder og begrænsninger. Hvis vi prøver at reducere al kvælstofudledning overalt, ender vi med at bruge enorme ressourcer uden effekt. Vi skal i stedet fokusere på, hvor vi kan få mest for pengene. Det er pragmatisk miljøforvaltning—at koncentrere indsatsen dér, hvor den kan gøre den største forskel.
Der findes ingen hurtige løsninger, men der er potentiale for fremskridt. Ved at prioritere fjordene og de steder, hvor vi ved, at det danske bidrag er betydeligt, kan vi opnå bedre resultater for vores vandmiljø—og det er den vej, vi bør gå.
