Jens Olaf Pepke Pedersen har delt dette morsomme opslag på sin Facebook side:
Pelle Haleløs?
Dannelseskrisen ser ud til at være total på Københavns Universitet, hvor selv de litteraturstuderende har opgivet at læse en hel bog. Af samme årsag er Pelle Erobreren derfor taget af pensum.
Jeg ser dog en vej ud af krisen, hvor KU opdaterer deres pensum og erstatter Pelle Erobreren med Pelle Haleløs. I forvejen er det svært for moderne universitetsstuderende at identificere sig med Pelle Erobreren, der oplever både fattigdom og hårdt arbejde, hvorimod Pelle Haleløs er helt central i en moderne diskurs om social uretfærdighed og intersektionalitet.
Pelles Haleløs repræsenterer således det store flertal i samfundet, der alle sammen på forskellig vis afviger fra samfundets konservative normer, hvad enten det drejer sig om fysisk udseende, identitet, køn, etnicitet, eller evner.
Pelles manglende hale og accept af sin egen anderledeshed er således en ubetinget hyldest til kropspositivitet og selvkærlighed, ligesom han symboliserer vigtige minoritetserfaringer i oplevelsen af strukturel ulighed og systemisk undertrykkelse.
Pelle Haleløs’ oplevelser kan med fordel ses gennem en intersektionel linse, hvor hans manglende hale blot repræsenterer én form for marginalisering, men han oplever også mange andre udfordringer, der knytter sig til sociale hierarkier og fordomme i samfundet.
Endelig skal det diskuteres, om Pelle Haleløs muligvis kan føle, at han har en hale. For i så fald har han allerede en hale. Det er nemlig helt centralt for diskursen at problematisere, om der overhovedet findes katte med biologiske haler, da en hale formodentlig blot er en social konstruktion.