I dette gæsteindlæg fra professor Torben Larsen – Aalborg Universitets forskningsportal beskriver han, hvordan Limfjorden for 200 år siden gik fra at være et ferskvandssystem til at blive gennemstrømmet af saltvand. Det er en spændende og interessant historie, som illustrerer, at natur og miljø ikke er statiske fænomener, men kan ændre sig betydeligt af helt naturlige årsager.
Indlægget er bragt i WATERTECH/Ingeniøren, februar 2025 (bag betalingsmur)
200-års jubilæum for en åben kanal mellem Limfjorden og Vesterhavet
I omkring 700 år var Nordjylland landfast med det sydlige Jylland via den smalle landtange (Agger Tange) langs vestkysten. Tangen var dannet af den langsgående sandtransport på vestkysten på samme måde som fx tangen ved Ringkøbing Fjord. Disse landtanger udgør en naturlig stormflodssikring af de bagved liggende områder. Imidlertid brød flere stormfloder i Vesterhavet i tidens løb kortvarigt gennem Agger Tange, men sandtransporten på kysten lukkede hullerne igen efter kort tid.
Den 3. februar 1825 lykkedes det for en særdeles kraftig stormflod i Vesterhavet at danne en permanent kanal, der hurtigt voksede sig større og større. Efter få år havde den nået en størrelse og dybde så skibstrafikken kunne begynde at udnytte den. Denne nye åbne kanal mellem Limfjorden og Vesterhavet var på en gang en økologisk katastrofe for selve Limfjorden og samtidigt en kæmpe infrastrukturforbedring til gavn for samfundet omkring fjorden.
Den økologisk katastrofe i den vestlige Limfjord opstod fordi fjordområdet på kort tid skiftede fra at være et ferskvandsområde til at blive et saltvandområde. Dette dræbte størstedelen af plante- og dyrelivet i fjorden og økosystemet måtte begynde forfra. Desuden oplevede fjordens kystområder tiltagende oversvømmelser fordi stormfloder fra Vesterhavet trængte ind.
Den store gevinst var at den nye kanal åbnede op for skibstrafik. Jernbaner eksisterede ikke og hidtil havde skibstrafik ikke kunnet passere de lavvandede fjordgrunde ved Løgstør så den vestlige Limfjord havde været meget isoleret fra omverdenen. Det blev nu muligt at sejle og eksportere landbrugsvarer til især til Norge, England og Nordtyskland og i modsat retning importerede man industrivarer, kul og stål. Limfjordsbyerne nød godt heraf og blomstrede op, ikke mindst Thisted.
Men glæden var kort. Allerede efter 20 – 30 år blev det klart at Agger Kanal gradvist ville sande til igen. For at opretholde skibstrafikken besluttede købstæderne i den vestlige Limfjord med støtte fra staten at etablere Frederik den Syvendes Kanal ved Løgstør så sejladsen kunne ske østover via Kattegat. Dette var en 4,4 km lang kanal langs kysten syd for Løgstør som kunne føre skibene uden om de lavvandede grunde. Kanalen var med den tids målestok et meget stort anlægsprojekt. Den blev åbnet i 1861.
I 1862 brød en ny stormflod brød igennem landtangen ca. 3 km syd for Agger Kanal og skabte Thyborøn Kanal. Den nye kanal overtog hurtigt vandskiftet mellem fjorden og havet således at Agger Kanal sandede til hvorimod Thyborøn Kanal hurtig voksede sig så stor at den værdifulde skibstrafik til Vesterhavet kunne genoptages.
Efter erfaringen med Agger Kanal stod det nu klart at hvis der ikke blev gjort noget ville Thyborøn Kanal lide samme skæbne og sandsynligvis sande til efter en kortere årrække. Derfor nedsatte staten en kommission der skulle komme med forslag til den nye kanals fremtid. I kommissionen argumenterede landbrug og fiskeri for at kanalen skulle lukkes hvorimod byerne med deres handel og industri forfægtede det modsatte synspunkt. På omtrent samme tidspunkt blev det statslige Vandbygningsvæsen etableret som derfor kunne vejlede kommissionen.
Efter kommissionens anbefaling i 1874 besluttede staten at Thyborøn Kanal i fremtiden skulle holdes åben og at dette skulle effektueres ved at Vandbygningsvæsenet skulle bygge høfder langs de to tanger. Hermed ville man opnå at sandtransporten langs kysten blev bremset ned, hvorved sandtilførslen til kanalen blev formindsket så meget, at den vekslende tidevandsstrøm kunne opretholde en passende sejlbar kanal. Dette indebærer dog at 0,5 – 1.0 million kubikmeter sand fra kysten årligt transporteres ind gennem kanalen og aflejres på Fjordgrundene i Nissum Bredning. Dette sand forsvinder dermed ud af sandbudgettet for vestkysten og har i 200 år bidraget til kysttilbagerykningen syd for kanalen. I dag hvor kystfodring har standset kysttilbagerykningen må der kystfodres det tilsvarende ekstra.
I 1930erne opstår den såkaldte ”katastrofe-teori” hos Vandbygningsvæsenet foranlediget af at de løbende opmålinger af vanddybderne langs vestkysten viste en hastig tilbagerykning af dybdekurverne. Teorien var at dette ville føre til en total kollaps af tangerne så fjorden ville ligge åben og ubeskyttet hen. En kommission bliver nedsat og et flertal anbefalede en total lukning af kanalen med en dæmning. Da dette fremlægges som lovforslag i Landstinget i 1946 sejler flere hundrede fiskerkuttere til København i protest. Regeringen bøjede sig og ændrede lovforslaget så dette herefter også indbefattede en skibsfartssluse og en afvandingssluse. Dette blev herefter vedtaget ved lov. Imidlertid blev loven langt fra fuldt ud efterlevet. Da de landbaserede tilbagetrukne sikkerhedsdæmninger var fuldført, gik anlægsarbejdet i stå og dæmningen med sluserne over kanalen blev aldrig udført. Årsagen var en kombination af pengemangel og en opstået faglig tvivl om projektets nødvendighed. Ved lov i 1970 blev 1946-loven ophævet. I et miljømæssigt perspektiv var det et stort held at projektet ikke blev afsluttet. Det ville have medført endnu dårlige vandmiljø i Limfjorden end det vi har nu.
I 1960erne var det efterhånden blevet mærkbart at vandmiljøet overalt ved hav og fjord i Danmark var blevet dårligt. I Limfjorden observerede man at hyppigheden af iltsvind og de såkaldte bundvendinger var forøget samt at fiskeriet var kraftigt på tilbagetog. De nyoprettede amter omkring Limfjorden fik dannet en fælles Limfjordskomité, der igangsatte den første større danske forureningsundersøgelse betegnet ”Limfjordsundersøgelsen 1973-75”. Den superkorte konklusion var at Limfjorden var kraftigt forurenet på grund af tilførslerne af kvælstof og fosfor. En konklusion der som bekendt siden er blevet landsdækkende.
Efter årtusindskiftet fik de stadig stigende oversvømmelser i Limfjordområdet plus erkendelsen af den voksende vandstand i havet, flyttet opmærksomheden tilbage på problemet med den åbne forbindelse mellem Limfjorden og Vesterhavet. Allerede i 2007 afholdt Ringkøbing Amt en konference med titlen ”Havet stiger – hvad gør vi nu? hvor fokus netop var Thyborøn Kanal, og i 2012 fremlagde Kystdirektoratet en omfattende undersøgelse der påviste at de ekstreme højvande i den vestlige Limfjord var vokset mærkbart over en længere årrække. Det blev forklaret at årsagen var at kanalens tværsnitsareal gradvist var vokset sandsynligvis lige siden dens dannelse i 1862.
Fra Kystdirektoratet og kommunerne var løsningsforslaget for problemet med de voksende oversvømmelser at indsnævre kanalen så meget at det kompenserede for de stigende vandstande. Kommunernes tilslutning hertil har imidlertid været lidt forbeholden måske fordi planerne for en stor udvidelse af havnen i Thyborøn med stor vanddybde havde (og har) høj prioritet. Svagheden ved indsnævringsprojektet var imidlertid at dets miljømæssige konsekvenser ikke var blevet grundigt vurderet. Dette kunne skyldes at forslagsstillerne mente at dette var overflødigt fordi det man gjorde med indsnævringen, kun var at føre systemet tilbage til en tidligere tilstand, hvilket derfor ikke burde betegnes som en forringelse. Om dette er et acceptabelt synspunkt eller ej skal ikke diskuteres her, men det skal blot konstateres at det lokale pres for gennemførelsen af indsnævringsprojektet øjensynlig er aftaget betydeligt og at fuld enighed ikke længere er til stede. En dybere undersøgelse af punktet må forventes i fremtiden.
Det er uomtvisteligt at Limfjorden i dag udgør Danmarks største vandmiljøproblem og det er lige så åbenbart at den netop (2024) vedtagne grønne trepart er det hidtil største og bedste forsøg på at forbedre fjordens vandmiljø. Dette vil ske ved at udtage landbrugsarealer og dermed reducere tilledningen af især kvælstof. Om det virkelig er muligt at komme så langt, at det EU Vandrammedirektiv vi selv har været med til at vedtage, bliver opfyldt, er en sag politikerne kommer til at slås med. Dog bør den grønne trepart ubetinget gennemføres. Imidlertid må der findes en løsning på modstriden mellem forslaget om at indsnævre Thyborøn Kanal og den grønne trepart.
Afslutningsvis skal det fastslås at alt tyder på at de sidste 200 års debat om Limfjordens forbindelse til Vesterhavet kan fortsætte mange år fremover.
Mine kommentarer
I vandrammedirektivet arbejder man med en idé om, at vi skal tilbage til et vandmiljø, som det var i stenalderen. Det kan på mange måder være fornuftigt, men problemet er, at vandmiljøet af helt naturlige grunde har ændret sig meget gennem tiden. Det er derfor helt berettiget, at befolkningen omkring Limfjorden ønsker mere stabilitet og kontrol med situationen – både i forhold til stormfloder og miljømæssige forhold. Derfor kan det give mening at gennemføre en slusepraksis, som holder vandgennemstrømningen under kontrol.
Det betyder dog også, at Limfjorden reelt ikke længere er et naturligt farvand. I en naturlig situation ville der over lange perioder ske store ændringer – fra en helt lukket tange til en åben kanal – hvilket ville skabe et meget ustabilt miljø. Når det tages i betragtning, bør man heller ikke være for firkantet med hensyn til, hvilken vandmiljøtilstand man ønsker i Limfjorden.
Limfjorden er, ifølge vandrammedirektivet, et modificeret vandområde. Derfor kan man acceptere en vandkvalitet, der er absolut god, men som ikke nødvendigvis behøver at være den samme som i stenalderen. Det er indlysende, at det har stor betydning for indsatsen i Limfjordsområdet, om der er større eller mindre vandgennemstrømning fra Nordsøen og ud mod Kattegat. Dette bør bestemt indgå i overvejelserne om, hvordan den optimale forvaltning af Limfjordens vandmiljø skal tilrettelægges.
Den grønne treparts bestræbelser for at opnå et bedre vandmiljø i Limfjorden bliver ikke gjort lettere af, at klimaændringerne har gjort at der er lavere vindhastigheder og højere temperaturer som begge er med til at øge iltsvindet.
