Anvendelsen af faglig viden som grundlag for politiske beslutninger er i dag på et sørgeligt lavt niveau. Det handler ikke om, hvad der er rigtigt og forkert eller om det er godt for samfundet, men blot om det gavner genvalget og beriger de grønne lobbyister, ren public choice. Det positive er, at der trods alt ikke findes nogen politikere, som åbent erklærer, at beslutninger skal træffes på et uvidenskabeligt grundlag. Tværtimod! Alle ønsker naturligvis at fremstå rationelle, evidensbaserede og ansvarlige – i hvert fald i fjernsynet.
Men netop derfor bliver kampen om videnskaben intens. Når alle vil være på den rigtige side af fornuften, gælder det om at få videnskaben til at sige netop det, man selv mener. Hvis man har videnskaben på sin side trumfer det alt. Resultatet er et massivt pres for at ensrette forskningsresultater, institutioner og offentlige udmeldinger. Vi ser det inden for miljøforvaltning og vandmiljø, hvor hele problemstillingen ofte reduceres til én enkelt faktor: kvælstof fra dansk landbrug – uden at inddrage andre kilder, predation fra skarver og sæler eller naturlige variationer. Vi ser det inden for klimavidenskab, hvor det i høj grad handler om at tegne et vildt overdrevet, alarmistisk billede af klimaændringernes konsekvenser – samtidig med at man helt undlader at forklare, at en forceret grøn omstilling vil være mange gange mere skadelig for samfundsøkonomien end de klimaændringer, vi faktisk står overfor. Og vi så det i fuldt flor under corona, hvor der i visse kredse herskede en tyrkertro på, at det var statslige restriktioner og nedlukninger, der reddede os. Men den videnskabelige evidens peger i en anden retning: Det var i højere grad vores frivillige adfærdsændringer – vores egne valg og forsigtighed – der gjorde forskellen. Alligevel blev kritikere af de officielle strategier ofte udskammet og marginaliseret. Se disse bøger om den danske nedlukning: Kolbeins bøger – Dahl-Madsen
Fællesnævneren er et stigende pres for konsensus og en voksende intolerance over for dem, der stiller kritiske spørgsmål. Hvis du afviger fra den accepterede fortælling, bliver du stemplet som „benægter‟, „konspirationsteoretiker‟ eller „anti-videnskabelig‟. Forskere, der burde debattere frit, bliver i stedet udskammet eller direkte fyret.
En af de dygtige modstandere af denne udvikling er den danske læge og forsker Peter C. Gøtzsche. Han er kendt som medstifter af Cochrane-samarbejdet og har gennem årene gjort sig bemærket med sin skarpe kritik af medicinalindustriens og forskningsverdenens politisering. Han blev selv smidt ud af Cochrane, da han nægtede at rette ind.
I et nyt indlæg i Watts Up With That tager Gøtzsche og andre forskere til genmæle mod et angreb i Science Magazine. Det handler om det nye tidsskrift Journal of the Academy of Public Health, der netop ønsker at skabe et rum for åben debat om folkesundhed uden politisk slagside.
Indlægget kan læses her: https://wattsupwiththat.com/2025/03/27/science-magazine-unfairly-attacks-the-journal-of-the-academy-of-public-health/
Science Magazine affærdiger tidsskriftet og dets redaktører som „kontroversielle‟ og „misinformerende‟ – ikke fordi de tager fejl, men fordi de vover at stille spørgsmålstegn ved den officielle fortælling om COVID-19, vacciner og WHO’s rolle. Artiklen i Science findes her: https://www.science.org/content/article/critics-covid-19-policies-launch-new-public-health-journal
Blandt forfatterne til det nye tidsskrift er prominente navne som Martin Kulldorff og Jay Bhattacharya, kendt fra The Great Barrington Declaration (https://gbdeclaration.org/).
Gøtzsche og de andre forfattere peger på den farlige tendens: At en lille gruppe toneangivende tidsskrifter og institutioner forsøger at lukke munden på kritikere – ikke med argumenter, men med stempler, udelukkelse og skam.
Denne kamp om sandheden finder ikke kun sted i sundhedsvidenskaben. Vi ser samme mekanismer i spil inden for både klima- og vandmiljøpolitik, hvor „konsensus‟ bliver brugt som en politisk hammer. Dette skaber et fortegnet billede og fører til politik, der måske nok virker resolut, men ikke nødvendigvis løser problemet. Men videnskab er ikke et spørgsmål om afstemninger. Det er netop evnen til at rumme uenighed, usikkerhed og opdatering af viden, der gør videnskaben stærk.
Derfor skal vi støtte dem, der tør sige imod – også når de ikke lige passer ind i skabelonen for, hvad der er „ordentligt‟ eller „belejligt‟. Ikke fordi de nødvendigvis har ret i alt – det har kun Gud og nogle få redaktører på Politiken – men fordi vi mister det vigtigste, hvis vi mister retten til at tvivle.
