Politiseret forskning: Et amerikansk fænomen? Nej, også et dansk problem

Roger Pielke skriver nu også for American Enterprise Institute, og i hans seneste artikel fra marts, The Politicization of Expertise – The American Enterprise,sætter han fokus på et af mine yndlingsemner: politiseringen af forskningen. Han beskriver, hvordan det amerikanske forskningsmiljø i stigende grad bliver præget af aktivistiske dagsordener, hvor forskere fungerer mere som politiske aktører end som neutrale videnskabsfolk.

Men dette er langt fra kun et amerikansk problem – vi ser det også i høj grad i Danmark. Medierne giver ofte politiske aktivister, der udgiver sig for forskere, frit spil. På vandmiljøområdet har vi fx Stiig Markager, mens Sebastian Mernild og Jens Hesselbjerg har domineret klimadebatten uden nævneværdig kritisk modspil.

Danmarks Radio er en af de største syndere i denne udvikling. Gang på gang ser vi, hvordan DR præsenterer ansatte i lobbyorganisationer som uvildige eksperter. Eksemplerne er mange: Kåre Ebert Manniche fra Danmarks Sportsfiskerforbund og Christian Ibsen fra Concito nævnes ofte som neutrale eksperter, selvom de repræsenterer stærkt politiserede organisationer. DR bryder dermed princippet om alsidighed ved konsekvent at udelukke stemmer, der kunne udfordre den gældende fortælling.

Denne udvikling skader både forskningen og den offentlige debat. Når medierne bliver mikrofonholdere for aktivistiske forskere og lobbyorganisationer, undergraver det tilliden til videnskaben og fratager befolkningen muligheden for at høre nuancerede argumenter.

Her er et NotebookLM resume af Pielkes artikel:

Ekspertise er blevet politiseret i USA, hvilket har ført til en krise i offentlighedens tillid til videnskab og akademikere. Artiklen argumenterer for, at eksperter og deres institutioner i stigende grad har allieret sig med “progressive” politiske synspunkter, hvilket har skabt en kløft mellem eksperter og store dele af befolkningen. Forfatteren foreslår, at ledere inden for ekspertmiljøet skal understrege deres upartiskhed, at politikere og medier skal undgå at bruge videnskab som politisk våben, og at eksperter skal forene sig med demokratiet for at genoprette tilliden.

Hovedtema: Artiklen analyserer den stigende politisering af ekspertise i USA og dens negative konsekvenser for offentlighedens tillid til eksperter og de institutioner, de repræsenterer. Pielke Jr. argumenterer for, at denne udvikling underminerer det nødvendige samarbejde mellem “vidende” og “uvidende” borgere, som er afgørende for et velfungerende demokrati. Han fremhæver også, hvordan eksperter og deres institutioner selv har bidraget til problemet gennem øget partiskhed.

Vigtigste Ideer og Fakta:

• Demokrati kræver samarbejde på trods af uundgåelig uvidenhed: Pielke Jr. indleder med et citat fra E. E. Schattschneider, der understreger, at demokrati er et samarbejde mellem “uvidende mennesker og eksperter.” Han forklarer, at ingen individuel person besidder tilstrækkelig viden til at styre et samfund alene: “There is no escape from the problem of ignorance, because nobody knows enough to run the government.” Dette nødvendiggør samarbejde på tværs af forskellige ekspertiser og politiske synspunkter.
• Ekspertise defineres bredt og er ikke blot akademiske grader: Forfatteren understreger, at ekspertise ikke er begrænset til formel uddannelse og titler. Han giver eksempler på hverdagsfærdigheder og erfaringer som gyldige former for ekspertise: “It is essential to recognize that expertise is not the same thing as having a credential—like a college degree, a PhD, or an MD. For instance, a parent who dropped out of high school has plenty enough expertise to know if the price of eggs is too high for their household budget, and a migrant farm worker has developed unique skills for harvesting a field.”
• Patologisk politisering af credential-ekspertise: Pielke Jr. hævder, at især credential-ekspertise (baseret på formel uddannelse) er blevet “patologisk politiseret” i de seneste år. Dette tilskrives dels et generelt fald i offentlighedens tillid til institutioner og dels eksperters egen tilbøjelighed til at blive åbenlyse partisaner og fremme politiske dagsordener, der ikke deles af størstedelen af amerikanerne.
• Medier og politikere forværrer problemet: Forfatteren påpeger, at mainstreammedier og Republikanerne også har bidraget til problemet ved at bruge eksperter som “boogeymen” til politisk vinding.
• Institutioners rolle i politiseringen: Pielke Jr. fokuserer særligt på de institutioner, som credential-eksperter tilhører (universiteter, forskningslaboratorier, videnskabelige organisationer). Han argumenterer for, at disse institutioner i de seneste årtier er blevet mere åbenlyst partiske og politiske, hvilket har ført til, at offentligheden opfatter videnskab og akademi som mere politiseret.
• Faldende tillid til videnskab varierer ideologisk og demografisk: Artiklen præsenterer data fra AEI’s Center for Technology, Science, and Energy, der viser en klar sammenhæng mellem ideologisk overbevisning og tillid til videnskab udført af universiteter og føderale myndigheder. “Extreme liberals have the most trust in colleges and universities, and extreme conservatives have the least.” Interessant nok viser undersøgelsen ingen tilsvarende sammenhæng for tilliden til medicinal- og teknologivirksomheder (dog antydes en mulig ændring for tech-sektoren i relation til Elon Musk). Tilliden til videnskab er også faldet inden for de fleste demografiske grupper siden 2019, især blandt latinamerikanske og sorte amerikanere. Derudover er der en markant forskel i tillid baseret på uddannelsesniveau.
• Bekymring for politiske dagsordener driver mistillid: En Gallup-undersøgelse fra 2024 viser, at blandt dem med meget lav tillid til universiteter, er bekymringen for “politiske dagsordener” den primære årsag.
• Politiseringen kan ramme alle sektorer: Pielke Jr. advarer om, at også medicinal- og teknologivirksomheder risikerer at blive ramt af den samme patologiske politisering, hvis deres ledere åbenlyst allierer sig med bestemte politiske grupper, som det ses med den voksende polarisering omkring Elon Musk.
• Demografiske og ideologiske ændringer i eksperklassen: Forfatteren henviser til studier, der viser en stigende tendens til, at højtuddannede amerikanere stemmer på Demokraterne, og at den “credentialed, expert class” overvejende består af hvide, højtuddannede Demokrater med progressive holdninger, der er ude af trit med mange amerikaneres synspunkter. “College professors and scientists are also overwhelmingly white college-educated Democrats.” Dette forklarer, ifølge Pielke Jr., hvorfor de, der deler eksperternes politiske synspunkter, har størst tillid til dem.
• Anbefalinger til depolarisering: Pielke Jr. foreslår tre tiltag for at genoprette tilliden:

1. Ledere inden for den credential-eksperte verden skal tydeligere kommunikere, at deres institutioner tjener hele offentligheden.
2. Politikere og medier skal stoppe med at bruge videnskab og forskere som politiske stridsspørgsmål.
3. Credential-eksperter skal “make peace with democracy” og anerkende, at videnskab og akademi ikke er politiske partier. “Neither science nor academia is a political party or part of a political party.” Han understreger vigtigheden af en pragmatisk arbejdsdeling mellem ekspertise og almindelig dømmekraft.

• Prioritet i 2025: Pielke Jr. konkluderer, at adresseringen af krisen i offentlighedens tillid til videnskab bør være credential-ekspertfællesskabets højeste prioritet i 2025.

Vigtige Citater:

• “democracy is like nearly everything else we do; it is a form of collaboration of ignorant people and experts.” (E. E. Schattschneider)
• “There is no escape from the problem of ignorance, because nobody knows enough to run the government.” (E. E. Schattschneider)
• “politics is not about getting people to think alike, but enabling people who think differently to act alike.” (Parafrase af Walter Lippmann)
• “It is essential to recognize that expertise is not the same thing as having a credential—like a college degree, a PhD, or an MD.”
• “The pathological politicization of expertise is therefore problematic not simply as a matter of politics but because we need to reconcile expertise with democratic politics for society to function and its citizens to thrive.”
• “Extreme liberals have the most trust in colleges and universities, and extreme conservatives have the least.”
• “Among those who report very little confidence in colleges and universities, concern about “political agendas” tops the list…” (2024 Gallup Poll)
• “College professors and scientists are also overwhelmingly white college-educated Democrats.”
• “Neither science nor academia is a political party or part of a political party.”
• “In 2025, addressing the crisis of confidence in public trust in science should be the credential-expert community’s top priority. It is that important.”

Konklusion:

Roger Pielke Jr. tegner et bekymrende billede af den stigende politisering af ekspertise i USA, som underminerer offentlighedens tillid og det nødvendige samarbejde for et velfungerende demokrati. Han argumenterer for, at eksperter og deres institutioner har et medansvar for denne udvikling og opfordrer til en bevidst indsats for at genopbygge tilliden ved at fremme upartiskhed, afpolitisere videnskab og anerkende vigtigheden af forskellige former for ekspertise i samfundet. Artiklen peger på en dyb splittelse i tilliden til videnskab baseret på ideologi, uddannelse og demografi, hvilket udgør en betydelig udfordring for den fremtidige samfundsdebat og politiske beslutningstagning.