Vi ved det jo godt alle sammen. Det famøse RCP8.5-scenarie har absolut intet med virkeligheden at gøre. Alligevel bliver det igen og igen hevet frem som om, det var et realistisk billede af fremtiden – både i medier, forskningsartikler og klimamodeller, hvor det optræder som det “værste tilfælde”, vi skal frygte og forberede os på.
Men heldigvis er der ved at ske noget. Selv Trump-administrationen har nu i en præsidentiel erklæring afvist, at RCP8.5 kan bruges som et validt fremtidsscenarie. Og endnu mere klarsyn finder vi en nylig blogpost fra hos Roger Pielke Jr., (Resumeret for neden) som har givet den måske skarpeste dissekering af scenariet til dato: RCP8.5 er ikke bare usandsynligt – det er falsificeret. Det passer simpelthen ikke med de faktiske udledninger, vi ser i dag.
En rig og varm fremtid – ifølge IPCC selv
Men her kommer det måske mest interessante: Selv i RCP8.5-scenariet, som bruges som det mest ekstreme tænkelige, forestiller IPCC sig en verden, der er meget rigere end i dag. Flere mennesker, højere energiforbrug – og altså en højere indkomst pr. person. Og det illustrerer glimrende mit gamle motto:
Hellere rig og varm end kold og fattig.
For hvad betyder det i praksis? Jo, at selv hvis temperaturen stiger mærkbart, så vil vi – i kraft af vores rigdom, teknologi og adgang til billig energi – sagtens kunne tilpasse os. Ikke med mirakler, men med sund fornuft, ingeniørkunst og økonomisk handlekraft. Og det bliver tilmed billigt.
Klimadystopiens tro væbnere
Alligevel hører vi igen og igen fra klimadystopiens prædikanter, at fremtiden uundgåeligt bliver absolut værre. At alt forværres – hungersnød, krig, ulighed, sygdom. Alt sammen, ifølge dem, pga. klimaet. Det lyder jo forfærdeligt – men det har intet med virkeligheden at gøre.
De seriøse vurderinger – dem der bygger på, hvad mennesker faktisk gør, og ikke hvad man forestiller sig, de kunne finde på at ignorere – viser, at klimaændringer har en meget begrænset effekt på menneskelig velfærd. Og de useriøse scenarier? Ja, de bygger på ideen om, at menneskeheden står som en hjernedød fåreflok og glor på vandstanden, uden at gøre noget som helst.
Det er rendyrket fantasi.
Den egentlige worst case?
Skal vi tage worst case alvorligt – og det skal vi – så må vi også definere det med realistiske antagelser. Ikke som et fantasiscenarie opfundet af forskere, der skulle bruge noget ekstremt at fodre deres modeller med. Worst case skal handle om plausible risici, ikke politisk spin forklædt som videnskab.
Og her er pointen: Selv det værste klimascenarie, du med rimelighed kan opfinde, fører ikke til en fremtid, der er værre end nutiden. Ikke hvis man måler på menneskelig velfærd. Vi har langt større problemer at frygte: pandemier, krig, økonomisk kollaps, AI gone rogue – men klimaændringer? Dem klarer vi. Og vi klarer dem bedst med rigdom, energi og teknologisk fremskridt.
Her er resumeet af Pielkes fortrinlige blogpost, (kun for abonnenter)
Resume: RCP8.5 – En urealistisk klimafortælling
Baggrund
RCP8.5 er et klimascenarie, der ofte beskrives som “worst case”, men som bygger på forældede og usandsynlige antagelser – f.eks. en voldsom stigning i kulforbrug, som overstiger verdens kendte reserver. Forskere har gentagne gange påpeget, at scenariet ikke blot er usandsynligt, men allerede er i modstrid med virkelighedens udledninger.
Trump-administrationens udmelding
I et forsøg på at genetablere “guldstandard-videnskab” nævnte Trump RCP8.5 som et forkert brugt ekstremt scenarie. Ironisk nok blev RCP8.5 samtidig præsenteret på en måde, som heller ikke var helt præcis – men kritikken af dets fortsatte udbredelse var ikke ubegrundet.
Faktisk brug og misbrug
På trods af at forskningsverdenen har indset RCP8.5’s manglende realisme, bliver det stadig brugt i tusindvis af forskningsartikler hvert år – også efter IPCC’s AR6-rapport i 2021. Altså er ideen om, at “videnskaben har ryddet op i brugen af RCP8.5”, stærkt overdreven.
Hvad er egentlig et ‘worst case’?
Der findes ingen bredt accepteret, systematisk metode til at definere et “worst case” klimascenarie. Ofte betyder det bare: det mest ekstreme scenarie, IPCC-forskere har lavet til modellering. Men det giver hverken politisk eller praktisk mening, hvis det ikke er plausibelt.
Politik og værdier spiller ind
“Værste tilfælde” handler ikke kun om temperatur – det handler også om menneskelige forhold: rigdom, sundhed, ulighed. Et scenarie med 4 °C opvarmning i en rig verden kan være bedre end ét med lav opvarmning, men massiv fattigdom. Derfor er definitionen af “worst case” ikke kun teknisk, men politisk og værdibaseret.
Konklusion
Brugen af klimascenarier – især “worst case”-scenarier – bør ske med omtanke og i bred dialog, ikke dikteres af hverken politikere eller en snæver kreds af eksperter. RCP8.5’s vedvarende dominans er et eksempel på, hvordan gamle narrativer kan fortsætte, selv når de ikke længere matcher virkeligheden. Scenarieplanlægning for klimapolitik må være demokratisk, gennemsigtig og forankret i både realisme og samfundets værdier.
