Inge og jeg har gjort det til en hyggelig vane hver dag at gætte dagens ord fra Weekendavisen. Det er blevet en slags sproglig gymnastik, hvor vi på skift prøver at ramme plet – eller i det mindste komme tæt på. Når Inge gætter ordet er det mere forstand en held, når jeg gætter ordet, er det mere held en forstand🙂
I dag viste det sig, at ordet var næsvis.
Det udløste straks en livlig diskussion: For hvem er egentlig næsvise?
Vi blev hurtigt enige om, at det må være samtlige af vores børnebørn – Ida, Bjørn, Arthur (måske især!) og Carla. Ikke onde eller uartige, men herligt kvikke, frække og uforfærdede.
Det fik mig til at skrive et lille eventyr i Brødrene Grimms ånd – om fire næsvise børnebørn, en trold og det, at mod og næsvished somme tider går hånd i hånd.
De fire næsvise og trolden i skoven
Der var engang fire børn, der alle var næsvise som en flok gråspurve i kirketaget. De hed Ida, Bjørn, Arthur og Carla. De kunne ikke lade være med at stille spørgsmål, svare igen og komme med bemærkninger, der fik voksne til at tage sig til hovedet – men også til at smile.
En dag gik de fire ud i skoven for at samle agern og finde eventyr, som de plejede. Det var en diset efterårsdag, hvor tågen lå som fløde på mosen, og træerne knagede, som om de hviskede gamle hemmeligheder.
Pludselig lød et drøn så højt, at jorden rystede. Ud fra skovens mørkeste hul kom en kæmpetrold med næse så lang som en flagstang og øjne som to lanterner.
“HVEM VOVER AT LAVE STØJ I MIN SKOV?” brølede trolden.
De fire stivnede – men kun et øjeblik. For det var ikke let at skræmme næsvise børn.
Ida trådte et skridt frem og sagde:
“Vi laver ikke støj, vi laver minder, din store rod!”
Trolden gispede – ingen havde talt sådan til ham før.
Bjørn, som altid havde en bemærkning klar, nikkede og sagde:
“Ja, og hvis du boede lidt pænere, ville du nok have gæster oftere. Man kan jo dårligt se døren for al den mos!”
Trolden blev rød i hovedet af raseri. Han trampede så jorden slog revner. Men Arthur, som var kvik og modig, lagde hænderne i siden og sagde:
“Du kan godt brøle, men vi ved jo, at du bare er en ensom gammel trold, der mangler nogen at snakke med.”
Det fik trolden til at standse midt i sit tramp. Hans øjne flakkede, og hans store næse duvede ned som et sørgmodigt flag.
“Jeg… jeg har ikke haft nogen at snakke med i hundrede år,” sagde han snøftende.
Carla, den yngste men mest næsvise af dem alle, klappede trolden på foden og sagde:
“Så kan du starte med at sige undskyld for at råbe sådan. Vi er faktisk ret flinke, når man ikke skræmmer livet af os.”
Trolden gned sig i panden, sukkede dybt og sagde:
“Undskyld, små mennesker. Jeg bliver bare så vred, når ingen besøger mig.”
Og sådan endte det med, at de fire næsvise børn ikke alene slap for troldens vrede, men fik ham til at smile for første gang i århundreder. De drak brombærsaft af troldens kobberkrus og fortalte ham historier om verden udenfor skoven.
Da de skulle hjem, sagde trolden:
“Kom igen, mine små venner. Jeg lover, jeg ikke brøler – bare brummer lidt.”
Og sådan blev den store trold og de næsvise børnebørn de bedste venner, man kan have, selvom trolden engang imellem fik en skarp bemærkning eller to med på vejen.
For som Ida sagde, mens de gik hjem i aftenskæret:
“Man skal ikke være bange for trolde – kun for kedelige mennesker, der aldrig siger deres mening.”
Hvad betyder “næsvis”?
Ordet næsvis betyder, at man er fræk, kæk eller rapkæftet – især når man svarer igen til nogen, der egentlig burde have det sidste ord. Det bruges oftest om børn og unge, der har modet (eller frækheden) til at sige, hvad de mener.
Men ordet har en fascinerende historie. Ifølge Den Danske Ordbog stammer næsvis fra middelnedertysk nesewis, som oprindeligt betød “en, der har en klog næse” – altså nogen, der lugter sig frem til sandheden.
Med tiden skiftede betydningen fra det bogstavelige til det overførte: en person, der “stikker næsen frem”, som tror, han ved bedst, og ikke kan lade være med at svare igen.
Så når man i dag siger, at nogen er næsvis, er det i virkeligheden en blanding af beundring og irettesættelse. En næsvis person er én, der tør – men måske burde tie.
Næsvishedens dyd
Man kan mene, at næsvished er en fejl, men jeg ser den som et tegn på liv. Et næsvist barn er et tænkende barn. Og som enhver bedsteforælder ved, er der ikke noget bedre end et barnebarn, der stiller spørgsmål – også når man ikke har svaret.
