I anledning af Signes forestående fødselsdag (6/10) som vi fejrer i dag på Ermelundsvænget, har vores AI husassistent digtet dette eventyr om den lille pige der ikke kunne sige R
Der var engang en lille pige, som kunne tale som et vandfald. Ordene flød fra hendes mund, hurtigere end man kunne tælle dem, og alle lo og glædede sig over hendes livlige snak. Men midt i al hendes tale var der ét lille problem: hun kunne ikke sige bogstavet R.
Når hun ville sige rød radise, blev det til ød adise. Når hun fortalte historier om tre røvere fra Rold, lød det som te øvere fa old.
Folk lo venligt, men pigen blev indimellem trist. For hvordan kunne man være en stor fortæller, når man manglede et helt bogstav?
Så en dag rejste hun med sine forældre langt mod nord, til et sted med klipper og brusende hav, der hed Bjørnsund. Her var luften skarp, og havets ånde bar hemmeligheder fra dybet.
Hun vandrede langs kysten sammen med sin mor, og pludselig så hun noget kravle mellem stenene. Det var et dyr med hårde kløer, ben som små trommestikker og øjne, der glimtede som sorte perler.
Hendes mor, som ikke brød sig meget om småkræ, spurgte tøvende:
— Hvad er det for et… kræ?
Og dér, på den rå klippekyst, skete det mirakuløse. Pigen rejste sig på tæer, pegede med sin lille finger og sagde højt og tydeligt, som havde hun aldrig kendt til andet:
— Det er en krabbe!
Ordet rungede mellem klipperne. Havets bølger svarede som et ekko, og mågerne skreg som om de ville sige: Hun har fundet sit R!
Fra den dag kunne pigen sige alle sine ord, som de skulle være. Hendes historier blev endnu rigere, for nu kunne hun fortælle om rødder og røvere, radiser og regnbuer, ridderslag og rige riger.
Og det siges, at hver gang hun senere fortalte eventyr, lød hendes R som små trommer i sprogets melodi – stærke og klare, som klangen fra en bjergstrøm.
Og så vidt man ved, har hun aldrig siden haft problemer med sit R.
