Fordi han ingen suppe nød

Min kære frue Inge kan et ord, som jeg ikke havde hørt før jeg lærte hende at kende: suppenød. Hun husker det fra sin barndom, fordi hendes far brugte det, når hun var lille. Og selvfølgelig — som med så mange af fars sære udtryk — viser det sig, at det faktisk har rødder i en rigtig tekst.

Det stammer fra børnebogen Den store Bastian, skrevet af Heinrich Hoffmann i 1845 og oversat til dansk kort efter. Her lyder det famøse vers:

Den femte dag vor Mads var død,
fordi han ingen suppe nød.

En barsk morale i 1800-tallets pædagogik: nægter man suppen, dør man! Den slags slår man ikke om sig med i den moderne børnepsykologis tid, men i Hoffmanns univers var ulydighed noget, der hurtigt fik konsekvenser.

Fra suppe til sprog

I ældre dansk betyder at nyde ganske enkelt at spise eller indtage noget med velbehag. Så når Mads “ingen suppe nød”, betyder det, at han ikke spiste sin suppe. Men over tid har linjen fået sit eget liv. Den er blevet citeret, forvansket, brugt humoristisk — og måske er det herfra, at ordet suppenød er opstået som en slags ordspil:

En suppenød – det kunne være én, der ingen suppe nød. Altså en, der ikke fik del i varmen, fællesskabet eller livets simple glæder.

Bunden af sagosuppen

Der er noget smukt ved det. Et enkelt rim fra en moraliserende børnebog har sneget sig ind i familiers sprog og fået nyt liv som et lille, kærligt drilleri. “Han er da en rigtig suppenød,” kunne man sige — ikke ondt ment, bare en, der sidder udenfor og surmuler lidt, fordi han ikke fik suppen.

Og sådan ligger historien altså i bordet, som Inge sagde.

Udtrykket: “Bunden af sagosuppen stammer fra Christian Winthers novelle Flugten til Amerika, først trykt i 1830 i Dansk Ugeskrift.

Novellen er en del af hans ironi over datidens borgerlige småliv og drømmen om eventyr i Amerika.
Her bruger Winther billedet med “sagosuppen” som et spiddende symbol på det stillestående, småborgerlige Danmark.

Hverken Inge eller jeg brød os godt om sagosuppe, da vi var børn.