I går sad fru Inge til fredagskafe og lyttede til et medrivende foredrag af operasanger Maria Kontra om Georg Friedrich Händels vidunderlige operaverden. Stemningen var varm og livlig med historier om kastratsangere, konger og kærlighed, mens Maria Kontra med glød og humor foldede Händels liv og musik ud.
Den tyske mester i den engelske opera
Händel (1685–1759), født i Halle i Tyskland, var et naturtalent, der trodsede sin fars ønske om at blive jurist. Han drog i stedet til Italien, hvor han lærte den sprudlende operastil at kende og forfinede sin sans for dramatik og melodi. Da han senere slog sig ned i London, forvandlede han byens musikliv og gjorde opera til den store kulturbegivenhed for det engelske publikum.
I løbet af sit liv skrev Händel 42 operaer, de fleste på italiensk tekst. Blandt de mest elskede er Rinaldo, Giulio Cesare, Tamerlano, Alcina – og ikke mindst Agrippina, som han skrev allerede som 24-årig i Venedig. Agrippina er en mesterlig satire over romersk magtbegær og menneskelig intrige, og dens succes i 1709 gjorde Händel berømt i hele Europa.
Opera som datidens film
I 1700-tallet var operaen tidens helt store underholdning – en blanding af kunst, mode og magt. Publikum kom for at se og høre stjernerne, især de berømte kastratsangere, hvis stemmer kunne smelte selv den mest hårdkogte general. Händel skrev til deres styrker med kirurgisk præcision: arier, der kunne få hjertet til at banke og tårerne til at trille.
En guldgrube i det 21. århundrede
Som Maria Kontra mindede om, er Händels musik stadig levende og uforlignelig i sin kraft. Og for os nutidige lyttere er det let at dykke ned i den: YouTube rummer en sand guldgrube af Händel-operaer – fra overdådige barokopsætninger til moderne fortolkninger. En verden af drama, skønhed og menneskelighed, lige til at nyde over en kop kaffe på en ganske almindelig fredag.
Se denne perle:
Når du nu bliver nørdet, vil jeg også:
Jeg deler jeres store glæde ved Händels musik. Det begyndte vel med ”Messias”, men da jeg i 1968 i Køge, i en udsalgskasse fra en lille pladebutik, fandt en LP med nogle af hans orgelkoncerter, var jeg solgt. Den var udgivet af ”Supraphon”, et tjekkisk forlag, som jeg havde stiftet bekendtskab med under et udvekslingsbesøg året før, 1967:
Sammen med en halv snes danske medstuderende fra KVL og en enkelt nordmand oplevede vi Prag-foråret før det begyndte. Jeg glemmer aldrig den morgen i august 1968, da vi hørte i radioen, at russerne havde invaderet Tjekkoslovakiet.
Tjekkerne (vi nåede ikke til Slovakiet) var meget åbne, og selv en universitetslærer var ganske frimodig. Vi besøgte også en lille vinbonde i hans vinkælder (han havde fået lov til at beholde et par tønder land). Jeg glemmer aldrig, da han fortalte om, hvordan han havde måttet afgive sine to heste til det nye kollektiv. Han græd, og det gjorde vi også.
Vi skulle selv arbejde en uge i et landbrugskollektiv: Hver morgen stille op, nærmest på geled som soldater. Hver lille gruppe fik ordre om en bestemt opgave, og så var det bare ud i marken. Jeg husker bedst, at vi skulle gå gennem en rapsmark og skille stråene ad i baner, så mejetærskeren kunne komme til. Der var 35 grader celsius, men heldigvis en kro i nærheden, hvor vi og de tjekkiske landarbejdere i middagspausen kunne udligne væ(d)skebalancen med det gode tjekkiske øl. De var ret åbne i deres kritik af systemet. (Mange kunne tysk, selv om det ikke var populært).
Da kassettebåndoptagere for 50 år siden begyndte at blive gode nok til HiFi, brugte jeg et bånd, jeg havde optaget med Supraphon-orgelkoncerterne, til at vurdere kvaliteten. De har alt: Dybe toner, høje toner, dynamik. Jeg endte med en Akai GXC-710D, som var fantastisk for sin tid, og holdt i mange år. Takket være Händels orgelkoncerter.
Jeg oplevede Agrippina i Cambridge 1985 under et EU-”traineeship” (hed det vist). Cambridge er en lille by, så det var en tourné med Kent Opera, bl.a. Felicity Palmer og Ulrik Cold. Jeg husker især scenografien, smuk og meget enkel, med tre store romanske buer. I 1986 Messias (”Messiah”) i King’s College Chapel (Baroque Players of London). Desværre bag ”The (Rood) Screen”, for koret var jo forbeholdt lærere og studenter på King’s College. Men lyden var alligevel formidabel, for der er jo masser af plads over the screen.
For mig er Händel stadig synonym med de store orgelkoncerter.
Tak for din meget inspirerende kommentar