Forleden aften genså Inge og jeg Babettes gæstebud på DR2, og gensynet trak straks et meget levende minde frem – nemlig hvor utrolig glad vores thailandske kokkepige Jinda var for netop den film. Det er stadig – efter alle disse år – en af verdens bedste film. Smukt instrueret, stramt fortalt og med et skuespil, der hviler i sig selv. Især Ebbe Rode gør indtryk som den tavse, næsten stivnede skikkelse, der stort set kun har én replik i hele filmen. Mere skal der heller ikke til. Halleluja.
Filmen bygger på Karen Blixens novelle Babettes gæstebud og handler kort fortalt om den franske kokkepige Babette, der havner i et strengt pietistisk miljø på den jyske vestkyst. Da hun vinder i lotteriet, bruger hun hele gevinsten på at tilberede et overdådigt fransk festmåltid for landsbyens fromme beboere – mennesker, der egentlig har afsvoret nydelse. Resultatet er ikke bare et måltid, men en stille åbenbaring: Maden opløser konflikter, blødgør sindene og skaber fællesskab. Filmen modtog en Oscar i 1988 – med god grund.
Mens vi sad og så filmen, kom vi til at tænke på vores tid i Thailand.
Da jeg boede der fra 1997-99 – i starten sammen med vores søn Bjarke – var det ganske enkelt forventet, at man havde tjenestefolk. Det var ikke et spørgsmål om luksus, men om kultur. Inge kom først senere og blev yderst overrasket over at Bjarke og jeg havde fået styr på det hele uden hende. Vi blev hurtigt af vores gode venner, familien Bechmann, anvist en ung kvinde, Jinda, som skulle være vores kokkepige.
I starten forestillede jeg mig – med dansk beskedenhed – at det måske var lidt voldsomt for hende at lave mad til alle vores gæster. Og at vi derfor skulle gå ud at spise.
Det var en fejl.
Jinda blev oprigtigt fornærmet. Selvfølgelig kunne hun lave maden – til alle der kom. Og det gjorde hun.
De første aftener i vore hus i Muang Ake serverede Jinda klassisk thailandsk mad for Bjarke og mig, og vi spiste med stor appetit. Men allerede næste aften var der kommet en ekstra ret på bordet. I Thailand betyder det nemlig noget helt andet at spise op end i Danmark. Hvis man spiser det hele, så må det jo være, fordi man ikke har fået nok.
Så kom der endnu en ret. Og endnu en.
Efter nogle dage måtte vi forsigtigt forklare, at vi faktisk var mætte – og at hun ikke skulle tage det som kritik, men tværtimod som ros. At ris i Thailand i øvrigt ikke er “fyld”, men snarere et signal om, at man endnu ikke er helt tilfredsstillet, gjorde kun kulturforskellen tydeligere.
At have en husassistent og kok som Jinda betød, at vi kunne føre et helt andet selskabsliv, end vi nogensinde kunne have gjort i Danmark. Jeg kunne uden videre sige om torsdagen:
“På lørdag kommer der 14 mennesker til middag.”
Jinda lyste op.
“Master, give me some money for food.”
Selvfølgelig. Hun bad også om lidt ekstra til at hyre en serveringshjælp – helt naturligt. På selve dagen kunne jeg tage en løbetur, sætte mig ud med et glas vand og vente på gæsterne. Alt var klappet og klart. Jeg skulle ikke lave en pind. Herligt.
Hun fik en helt hæderlig løn – omkring 6.000 baht om måneden dengang – og hun bad selv om en cykel, som hun naturligvis fik. Det var ikke almisser, men gensidig respekt. Det fungerede.
Og ja, jeg må indrømme: Jeg ville ønske, at noget tilsvarende var muligt i Danmark. Ikke af nostalgisk herskabstrang, men fordi det faktisk var rimeligt for begge parter. I dag er det umuligt. Reglerne er vanvittige, systemet er ufleksibelt, og forestillingen om, at ingen frivilligt kunne ønske sig den slags arbejde, er dybt patroniserende.
Babettes gæstebud handler i sidste ende om det samme: At dygtighed, stolthed og generøsitet kan forandre mennesker – også uden store ord. Netop derfor var det umuligt for os at gense filmen uden at tænke på Jinda. Hun forstod ikke et dyk af den danske dialog, da hun så filmen sammen med os dengang i Thailand. Men hun var begejstret – næsten overstrømmende. Hun forstod det hele alligevel.
Mad er et sprog, der ikke behøver oversættelse.
