En lille biografisk novelle om Inge og mig
Der findes sange, som ikke bare er musik, men som åbner en lem i tiden.
For mig er Bryan Adams’ “Summer of ’69” sådan en sang. Ikke fordi mit liv lignede en rockvideo, og heller ikke fordi alt det afgørende i mit liv udspillede sig netop i 1969. Men fordi sangen rammer noget, som er sandt for næsten alle mennesker, der har levet længe nok til at se både frem og tilbage: at der var en tid, hvor livet stod åbent på en særlig måde. Hvor venskaberne var tætte, kærligheden ny, fremtiden endnu ikke fordelt ud i regninger, kalendere og vaner. En tid, der siden bliver stående i erindringen med et lys over sig, som ingen elektriker kan levere mage til.
Når jeg hører den sang, tænker jeg på Inge og mig.
Jeg tænker på P.O. Pedersen-kollegiet, hvor vi boede som unge, og hvor livet havde den sjældne kombination af fattigdom og rigdom, som kun studenterlivet kan frembringe: få penge, få kvadratmeter, men til gengæld en overflod af mennesker, latter, diskussioner, øl, håb og fremtid. Det var et dejligt sted at bo. Ikke dejligt i ejendomsmæglerforstand, forstås. Ikke med designerkøkken og gulvvarme og alt det pjat. Men dejligt, fordi det var levende. Fordi dørene stod åbne. Fordi vennerne altid var lige i nærheden. Fordi der var en følelse af, at verden endnu ikke havde lukket sig om os.
Jeg husker en aften særlig tydeligt. Vi sad på mit værelse sammen med mine studenterkammerater fra Sydfyn. Vi sad og spillede Mousel og drak øl og havde det, som unge mennesker har det, når de ikke aner, at de en dag vil komme til at savne netop den aften mere, end de tror muligt. Så var det Inge, der stak hovedet ind ad vinduet og bad om ro. En ganske rimelig bøn, kunne man sige. Men rimelighed har sjældent været ungdommens stærkeste side. Jeg svarede noget i retning af: “Kan du ikke bare komme ind og få en øl?” Det endte vist med, at vi dæmpede os lidt. Men hele episoden står tilbage for mig som et lille billede på den tid: man levede tæt, højt og åbent.
Det var også i det miljø, at Inge og jeg fandt hinanden.
Ikke nødvendigvis i én stor dramatisk scene, men på den mere virkelige måde, hvor kærligheden vokser frem gennem samtaler, latter, små blikke og den gradvise erkendelse af, at netop dette menneske betyder mere end de andre. Der var noget ved Inge, som ikke bare lyste i et rum, men som skabte orden i det. Klarhed. Intelligens. En ro midt i ungdommens ellers ganske betydelige virvar. Hun var ikke et menneske, man blev færdig med at opdage. Det er hun sådan set stadig ikke.
Senere fik vi vores kandidatuddannelser og flyttede væk fra kollegiet. Det var jo sådan, livet skulle gå. Man kan ikke blive boende i ungdommens forhal for evigt, selv om mange sikkert ville have godt af at prøve. Vi flyttede til Wittenberggade på Amager, og det var ærlig talt ikke noget sted, der i sig selv kaldte på lyrik. Det var lidt kedeligt, ja. Men det var også opmuntrende, fordi det var vores. Vi havde vores egen andelslejlighed. Vores egne nøgler. Vores eget voksne liv i begyndende udgave.
Og så skete der noget, jeg aldrig har glemt.
En aften lå Inge og jeg i stuen og græd os lidt i søvn, fordi vi var så kede af, at vi ikke længere boede på kollegiet. Det lyder måske næsten komisk. To unge, veluddannede mennesker med en bolig og en fremtid foran sig, og så ligger de dér og græder over et kollegium. Men det var ikke komisk. Det var sandt. For P.O. Pedersen-kollegiet havde været et helt ubegribeligt fantastisk sted med hensyn til gode venner, oplevelser og glade tider. Vi følte ikke bare, at vi havde flyttet adresse. Vi følte, at vi havde forladt et helt land.
Det mærkelige er, at vi den aften tog fejl og havde ret på samme tid.
Vi havde ret i, at noget enestående var forbi. Kollegietiden var ikke noget, man bare kunne kopiere et andet sted. Den havde sin egen tone, sin egen duft, sin egen slags glæde. Men vi tog fejl i at tro, at det bedste nødvendigvis lå bag os. For livet viste sig at have andre rigdomme på lager, og mere solide rigdomme end dem, man kan holde fest på.
Siden 1973 har vi boet i Charlottenlund. Det er jo ikke helt dårligt sluppet. Her er årene gået, og de er gået forbavsende godt. Ikke uden problemer, naturligvis. Kun tåber tror, at et langt liv eller et langt ægteskab kan leves uden knaster. Men vi har været heldige. Og mere end heldige, egentlig. Vi har haft evnen til at holde fast i det væsentlige og lade noget af det uvæsentlige sejle. Det er en undervurderet livskunst.
Vi har fået vores børn: Signe og Bjarke. Og med dem kom den mærkelige erfaring, som alle forældre før eller siden gør: at hjertet kan forlade kroppen og begynde at gå rundt udenfor én selv. Siden kom børnebørnene: Ida, Bjørn, Arthur og Carla. Og dér må man bare sige, at livet blev endnu rigere. Ikke mere enkelt, ikke mere overskueligt, men rigere. Der er noget dybt bevægende ved at se sine børn blive voksne og sine børnebørn komme til verden med deres helt egne stemmer, temperamenter og ansigter. Det er som at opdage, at ens eget liv fortsætter i former, man ikke selv har fundet på.
I dag er Inge og jeg nået en alder, hvor man ikke længere kan bilde sig ind, at tiden er et råstof i ubegrænset mængde. Sidste år fyldte vi 160 år tilsammen. Det er et tal, som i ungdommen ville have lydt næsten grotesk. Den slags alder havde dengang tilhørt gamle mennesker, ikke os. Ikke de to, der fandt hinanden blandt studerende, øl, musik og åbne døre på P.O. Pedersen-kollegiet. Ikke de to, der græd i Wittenberggade, fordi de savnede det liv, de lige havde forladt. Og dog er det os.
Det underlige er, at vi ikke føler os færdige.
Når jeg ser på vores liv, bliver jeg somme tider næsten svimmel over, hvor godt det er gået. Vi er økonomisk komfortable. Vi har selvfølgelig haft problemer hist og pist, men den slags kan som regel løses. Vi behøver ikke gå rundt og frygte alderdommen som en økonomisk katastrofe. Vi lever i en tid, hvor lægevidenskab, teknik og almindelig velstand faktisk giver mulighed for, at man kan blive meget gammel og stadig have et godt liv. Det er jo i grunden et civilisatorisk mirakel, selv om folk nu om stunder hellere vil gå og beklage sig over alt muligt andet.
Derfor er vemodet heller ikke det eneste, når jeg hører “Summer of ’69”. Sangen vækker noget hjemveagtigt i mig, ja. En længsel efter den tid, hvor Inge og jeg mødte hinanden, og hvor alt syntes nyt og stærkt og muligt. Men den vækker også taknemmelighed. For det var ikke bare en gylden begyndelse. Det blev til et helt liv.
Det blev til alle årene i Charlottenlund. Til middage, arbejde, børn, børnebørn, gode venner og de mange små og store øjeblikke, som et ægteskab i virkeligheden består af. Ikke kun de store højdepunkter, men også hverdagen, samtalerne, uenighederne, de fælles beslutninger, de sene aftener, de tidlige morgener og den voksende viden om, at man hører sammen. Det unge menneske tror ofte, at kærlighed først og fremmest er ild. Det gamle ved, at den i lige så høj grad er glød.
Og den glød findes stadig mellem Inge og mig.
Det er måske det, der rører mig mest. At vi, efter alle disse år, stadig kan spise god mad sammen og tale i munden på hinanden og tænke, at verden egentlig er et fantastisk sted. Ikke fordi verden er perfekt. Den er fuld af sludder, støj og menneskeligt idioti, som den altid har været. Men også fuld af gode mennesker, mærkelige nådegaver og store held. Og når man har fået lov at kende så mange gode mennesker og oven i købet har fået en dejlig familie, så ville det jo være direkte utaknemmeligt ikke at indrømme, at man har levet godt.
Ja, der er noget vemodigt i, at man på et tidspunkt skal herfra. Det ville være pjattet at lade som om andet. Men måske er det netop prisen for at have elsket livet. Kun den, der virkelig har haft noget at miste, kan føle det stik.
Alligevel er det ikke afskeden, der fylder mest, når jeg ser på Inge.
Det er lyset.
Lyset fra den unge kvinde, jeg mødte dengang, og lyset fra det menneske, hun er blevet gennem et langt liv. Den sjældne blanding af intelligens, karakter, varme og den tørre klarhed, som kan få sentimentalitet til at stå ret og tale ordentligt. Og måske er det i virkeligheden dér, hele historien ligger: at ungdommens sommer var vidunderlig, men at det bedste ikke var, at den fandt sted. Det bedste var, at den førte til alt det, der kom bagefter.
Så når Bryan Adams synger om “the Summer of ’69”, hører jeg ikke bare en sang om ungdom. Jeg hører et ekko af den tid, hvor Inge og jeg begyndte. Jeg hører P.O. Pedersen-kollegiets gange. Jeg hører latteren på værelserne. Jeg ser Wittenberggade og den lidt triste, men alligevel håbefulde første bolig. Jeg ser Charlottenlund og alle årene der. Jeg ser Signe og Bjarke. Jeg ser Ida, Bjørn, Arthur og Carla. Jeg ser et helt liv.
Og jeg tænker, at måske var det netop dét, der var vores summer of ’69.
Ikke bare en sommer. Ikke bare en ungdom. Men begyndelsen på en kærlighed og et liv, som viste sig at være langt rigere, længere og lykkeligere, end vi dengang havde fantasi til at forestille os.
Og det bedste af det hele?
At den sommer, når alt kommer til alt, aldrig helt sluttede.
