Der er virkelig ikke meget nytænkning i at ville gøre mennesker fattigere og kalde det fremskridt. Alligevel sidder kommentatorer og taler om Alternativet, som om partiet bringer noget friskt ind i dansk politik. Det er vrøvl. Der er intet nyt over ideen om, at mennesket bør forbruge mindre, producere mindre, rejse mindre, spise mindre, eje mindre og i det hele taget fylde mindre i verden. Det er en urgammel tanke. Den fandtes længe før CO2-regnskaber, før folketinget og før Peter Mogensen begyndte at gøre sig klog i tirsdagsanalysen.
Det hed askese, bod, nøjsomhed og forsagelse, længe før det kom til at hedde bæredygtighed, modvækst og grøn livsstil. Munkene gjorde det. Sekter gjorde det. Dommedagsprædikanter gjorde det. Talrige bevægelser gennem historien har prædiket, at menneskets stræben efter et bedre, rigere og lettere liv i virkeligheden var problemet. Alternativet har ikke opfundet noget som helst. De har bare givet den gamle afsavnsdyrkelse en ny grafisk identitet og et moderne ordforråd.
Det er den samme gamle vise: Velstand er mistænkelig. Forbrug er syndigt. Vækst er noget skamfuldt. Fremskridt skal bremses. Menneskelige ønsker skal tæmmes. Det bliver solgt som idealisme, men i praksis er det bare civilisationslede forklædt som moral.
Det virkelig groteske er, at den slags ideer næsten altid bæres frem af mennesker, som selv nyder frugten af den vækst, de ser ned på. Det er let nok at være imod vækst, når man bor varmt, spiser godt, får sin medicin, kan købe en flybillet, har strøm i kontakten og kan få en ny hofte, når den gamle er slidt op. Modvækst er en luksusidé for folk, der allerede har fået hele gevinsten fra væksten. Det er overklassens dårlig samvittighed ophøjet til politisk program.
Lad os sige det, som det er: Når man angriber vækst som princip, angriber man ikke bare plastikdimser og ligegyldigt forbrug. Man angriber også det, som gør et moderne samfund tåleligt at leve i. Bedre boliger. Billigere energi. Effektiv transport. Moderne landbrug. Medicin. Hospitaler. Rensningsteknologi. Højere løn. Bedre ældrepleje. Mere robusthed, når kriser rammer. Vækst er ikke en bourgeois fetish. Vækst er det overskud, der betaler for civilisationen.
Derfor er det heller ikke bare lidt naivt, når Alternativet taler om opgør med vækst. Det er farligt. Ikke i symbolsk forstand. Ikke som en lidt sær akademisk tankeøvelse. Men konkret farligt, fordi et samfund, der systematisk gør produktion dyrere, energi dyrere, transport dyrere og investeringer mindre attraktive, ender med mindre velstand. Og mindre velstand betyder ikke flere blomsterenge og mere mening i hverdagen. Det betyder færre muligheder, dårligere sikkerhedsmarginer og mere pres på almindelige mennesker.
Det er altid de samme, der bliver klemt først. Ikke foredragsholderen på Vesterbro med ladcykel og korrekt værdigrundlag. Det er familien med to børn og presset økonomi. Det er pensionisten med varmeregningen. Det er virksomheden, der mister konkurrenceevne. Det er den unge mand, der aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er landbruget, produktionen, eksporten og de dele af samfundet, som faktisk skaber værdier, før andre kan omfordele dem med store armbevægelser.
Historien er nådesløs på det punkt. Samfund bliver ikke humane af at blive fattigere. De bliver hårdere. Mere smålige. Mere konfliktfyldte. Mere optagede af fordeling af knaphed. Når kagen ikke vokser, begynder folk at slås om krummerne. Det er ikke poesi. Det er politikens svar på at save den gren over, man selv sidder på.
Og her rammer vi det mest tåbelige i hele modvækstfantasien: den bygger på forestillingen om, at man kan få alle de gode ting fra et rigt samfund uden at acceptere det, der skaber rigdommen. Man vil gerne have hospitalet, men ikke industrien. Man vil gerne have den grønne teknologi, men ikke væksten, der finansierer forskning og udrulning. Man vil gerne have naturgenopretning, men ikke det økonomiske overskud, der gør det muligt. Man vil gerne have et rent miljø, men man foragter den velstand, som historisk set er det, der har givet os råd til at rense op.
Det er ren ønsketænkning. Ja, værre end det. Det er intellektuel dovenskab med moralsk overfrakke.
For sandheden er ubehagelig for denne type politik: Fattige samfund passer sjældent bedre på miljøet. De har dårligere teknologi, ringere infrastruktur og mindre overskud til at prioritere natur, rensning og effektivitet. Det er de rige samfund, der har råd til at rydde op efter fortidens svineri, udvikle smartere løsninger og producere mere med færre ressourcer. Vækst er ikke modsætningen til forbedring. Vækst er ofte forudsætningen.
Alternativet sælger derfor ikke håb. De sælger afkald. Ikke fremskridt, men stilstand. Ikke realisme, men en romantisk længsel efter et samfund, hvor vi alle sammen skal nøjes lidt mere, ville lidt mindre og skamme os lidt oftere. Det kan muligvis give mening som privat livsfilosofi. Folk må spise linser, strikke deres egne karklude og holde ferie i baghaven, hvis det gør dem lykkelige. Men det er ikke en model for et moderne samfund på otte milliarder mennesker, der skal producere mad, energi, medicin og velstand i stor skala.
Der er altså intet nyt under solen. Alternativet er ikke fremtid. De er fortid. De repræsenterer en meget gammel menneskelig fristelse: at gøre mangel til moral og kalde tilbagegang for visdom. Den tanke har været forkert i tusind år, og den er ikke blevet klogere af at få grønt logo og bløde vokaler.
Hvis deres ideer nogensinde blev ført konsekvent ud i livet, ville resultatet ikke blive et smukkere, friere og mere harmonisk Danmark. Det ville blive et fattigere, mere besværligt og mere elendigt Danmark. Det er den barske sandhed. Og den burde enhver kommentator, der taler om “noget nyt”, have lært i folkeskolens historietimer.
