Det berettes — men sandheden kendes bedst af dem, der har hørt junglen ånde i mørket — at den modige biolog Bo Møller drog til Thailand med sin frue Helle, for at besøge deres gode venner Karl Iver og Inge. De rejste sammen til den store park Khao Yai, hvor skoven er så vid og så vild, at mennesket dér kun er på tålt ophold.
Den første aften så de et syn, som ingen af dem siden glemte. Da solen sank, vældede flagermusene ud i tusindvis, ja i så store skarer, at himlen blev mørk af vinger. Bo så op og sagde:
“Nu forstår I, hvorfor junglen ikke er fuld af summende plageånder. Flagermusene tager deres del, før insekterne tager os.”
Og de stod alle tavse, mens natten selv syntes at gå på jagt.
Men helt fri for plageånder var skoven dog ikke. For nede i stiernes mørke kravlede iglerne, de små varmesøgende blodigler, som utrætteligt søgte mod fødder og ankler, som om menneskeben var den fineste spise i Siam. Hver gang de standsede, måtte de se ned, børste, rive og bande, og det var, som om selve jorden ville drikke en smule af dem, før de fik lov at gå videre.
Næste dag gik de ved floden, hvor luften lå tung, og rødderne vred sig som slanger over bredden. Da standsede Helle brat og pegede mod et træ. På en gren, næsten usynlig mellem bladene, sad en pitviper, grøn som løvet og dødelig som et fejltrin. Den sad netop i den højde, hvor et hug kunne ramme halsen, og dens blik var koldt som slebet glas.
Inge tav. Karl Iver frøs fast. Selv skoven syntes at holde vejret.
Men Bo Møller trådte frem, løftede sin stok og slog den hårdt mod stammen. Slangen fór sammen, gled bort mellem grenene og forsvandt som en ond tanke i det grønne. Da sagde Bo:
“I junglen dør den, der går tankeløst. Men den, der ser sig for og holder hovedet koldt, kommer hjem igen.”
De gik videre, lidt blegere og langt mere vågne. Og senere, da dagen hældte mod aften, fandt de spor i mudderet, store og runde som tegn sat af selve skovens hersker. Så lød der et knurrende drøn fra bambussen, og tigeren trådte frem — stribet som ild og skygge, tavs og frygtelig.
Helle greb Inges arm. Karl Iver tog et skridt tilbage. Men Bo blev stående.
Han rettede sig op i fuld højde, slog stokken hårdt mod jorden og råbte:
“Tilbage, junglens fyrste! Denne vej går vi!”
Tigeren standsede og så på ham. Bo slog endnu en gang stokken mod jorden, så det rungede mellem træerne. Og tigeren, som nok var farlig, men ikke dum, vendte om og gled tilbage i mørket.
Da sagde Karl Iver:
“Nu har du sat både blodigler, hugorm og tiger på plads, Bo.”
Men Bo svarede:
“Nej. Jeg satte kun frygten på plads. Det er ikke den stærkeste, der klarer junglen, men den, der kan se, tænke og stå fast.”
Det er pointen i denne historie: Naturen bøjer sig ikke for mennesket, men den, der møder den med mod og besindighed, går ikke under i den.
Så drog de hjem, rigere end da de kom. For de havde set flagermusene mørkne himlen, mærket iglerne søge deres fødder, undgået flodens dødelige slange — og til sidst set Bo Møller sætte den farlige tiger på plads.
Og dermed ender eventyret, som et rigtigt eventyr bør: med fare, med mod og med en mand, der beholdt hovedet, da junglen prøvede at tage det.
