En af mine kæpheste er, at skole og uddannelse ofte er en alt for dyr omvej. Bryan Caplan har sagt det samme: Moderne samfund bruger for mange år på eksamener og signalværdi, før folk får lov til at skabe noget nyttigt. The Case against Education: Why the Education System Is a Waste of Time and Money on JSTOR
Ole Erik Mogensen† (bror til Kirsten Dahl†, min morbror Bents† kone) var et glimrende eksempel på det modsatte. Han gik rask til værks: fra landbrug og soldatertid til præliminæreksamen på et halvt år, videre til DTU, civilingeniør, teknisk licentiat — og siden anerkendt forsker i positronium.
Eventyret om Ole og det lille lys
Der var engang en dreng i Sønderjylland. Han hed Ole, og han boede ikke i noget slot, men i et lille hus, hvor der var flere børn end senge, og mere arbejde end snak.
“Du må tage fat,” sagde marken.
“Du må stå tidligt op,” sagde køerne.
“Du må selv finde vejen,” sagde verden.
Og Ole tog fat.
Han blev ikke længe i skolens varme stue, for livet kaldte ude fra gården. Han passede dyr, han blev karl, han blev soldat, og mens geværet stod i hjørnet, læste han i bøgerne. For der sad en lille flamme i ham, og den ville ikke slukkes.
Så gik han til eksamen.
“Det tager lang tid,” sagde de kloge.
“Det får vi se,” sagde Ole.
Og på et halvt år tog han sin præliminæreksamen til UG. Så bankede han på hos ingeniørerne, og døren gik op. Han læste, som en sulten mand spiser brød, og snart var han civilingeniør. Men endnu var han ikke færdig. Han gik videre ind i fysikkens mærkelige kammer, hvor selv det mindste fnug kan rumme en hel verden.
Dér mødte han positronium.
Det var et ganske lille væsen, næsten ingenting: en elektron og en positron, der fandt hinanden et øjeblik og forsvandt igen i et glimt. Men Ole bøjede sig ned over glimtet og sagde:
“Du er lille, men du kan fortælle noget stort.”

Sådan blev bondedrengen forsker. Han kom til Risø, til Moskva og til Japan. Han talte med lærde mænd, byggede forsøg, skrev modeller og fandt orden i det, andre knap kunne se.
Og det lille positronium blinkede, og Ole forstod det.
Se, det er eventyret: Ikke at en fattig dreng blev prins, men at en dreng, der lærte at arbejde, gik lige gennem systemet uden at falde i søvn derinde — og endte med at tænde lys i et af videnskabens mindste rum.
Om Ole som forsker
Ole Erik Mogensen blev en af de centrale danske forskere inden for positron-annihilation og positronium-kemi. Hans spur-model fra 1974 blev et referencepunkt i forståelsen af, hvordan positronium dannes i væsker og faste stoffer, og hans arbejde på Risø placerede ham i det internationale netværk af små, højt specialiserede forskergrupper, der udviklede positron-annihilation som metode i kemi og materialefysik. Han var ikke en verdensberømt atomfysiker i den brede offentlighed, men inden for sin niche var han en forsker, man citerede, inviterede og byggede videre på.
