Drake-ligningen bliver tit brugt som en slags optimistmaskine. Man stiller en række faktorer op, ganger dem sammen, og vupti: så ser det pludselig ud, som om Mælkevejen burde vrimle med intelligente civilisationer. Men sådan fungerer virkeligheden ikke altid. Når man ganger mange usikre størrelser sammen, er det nok, at én af dem er meget lille, for at hele resultatet styrter mod nul.
Og netop dér ligger sagens kerne. Det er ikke særligt svært at forestille sig, at simpelt liv kan opstå mange steder. Men intelligent liv er en helt anden historie. På Jorden tog det milliarder af år at komme fra de første primitive organismer til væsener, som kunne bygge teleskoper, skrive bøger og føre krig på internettet. Undervejs skulle der ilt i atmosfæren, flercellet liv, komplekse dyr, masseuddøen og en hel stribe tilfældigheder til. Hvis den asteroid, der ryddede dinosaurerne af vejen, ikke var faldet, var vi næppe kommet til orde. Der er ikke meget i den historie, der lugter af uundgåelighed.
Derfor er det efter min mening en fuldt rimelig vurdering, at liv måske kan være ret almindeligt i universet, mens intelligent liv er sjældent. Måske meget sjældent. Måske så sjældent, at vi er alene i vores egen galakse. Det er ikke et nederlag for videnskaben. Det er bare almindelig sund sans. Naturen skylder os ikke selskab.
Og så kommer det lidt upopulære punkt: Måske er det i virkeligheden ikke så tosset endda.
Der er en næsten barnlig forestilling i meget science fiction om, at hvis vi en dag møder liv fra andre verdener, så vil det være nogle kloge, fredelige og nysgerrige væsener, som vi kan sidde i rundkreds med og udveksle erfaringer om etik, musik og bæredygtighed. Den tanke er hyggelig, men der er ikke meget, der taler for den. Evolution belønner ikke venlighed som sådan. Den belønner overlevelse, dominans og tilpasning. Her på Jorden er arter ikke søde ved hinanden, bare fordi de er intelligente nok til at forstå et problem. Tværtimod.
Hvis der findes andre teknologiske civilisationer, er der ingen grund til at tro, at de skulle være venligt stemt over for os. De kan være komplet ligeglade. Det ville faktisk være det mest sandsynlige. Men de kan også opfatte andre intelligente arter som konkurrenter, som en risiko eller som noget, der bør fjernes, før det bliver besværligt. Det er ikke paranoia. Det er bare den samme nøgterne tænkning, som man i andre sammenhænge ville kalde realisme.
Vi mennesker har i øvrigt ikke selv nogen prangende historik, når det gælder mødet med fremmede, svagere eller mindre teknologisk avancerede samfund. Historien er ikke fuld af varme kram og kulturel udveksling. Den er fuld af erobring, underkastelse og udslettelse. Det er en lidt hård påmindelse om, at intelligens ikke automatisk følges af moral. Hvorfor skulle det være anderledes andre steder i universet?
Så ja, måske er intelligent liv sjældent. Og måske skal vi være glade for det. Et tomt univers kan virke ensomt. Men et univers fyldt med teknologiske rovdyr ville være langt værre.
Her er en Youtube om netop dette emne:
NotebookLM Resume
Videoen undersøger ti videnskabeligt funderede scenarier for, hvordan møder med fremmede intelligenser i værste fald kan føre til menneskehedens undergang. Fokus skifter fra Hollywoods klichéer om krigsførelse til kolde, rationelle processer, såsom maskiner der ubevidst omdanner Jorden til råmaterialer eller kosmiske karantæner, der håndhæves med total destruktion. Teksten belyser, hvordan vores biologiske eksistens kan være fuldstændig ligegyldig for avancerede civilisationer, der blot betragter os som laboratoriedyr eller en ubelejlig ressource. Gennem koncepter som nanoteknologisk nedbrydning og angreb med lysets hastighed præsenteres et univers, hvor menneskelig betydning er forsvindende lille. Samlet set fungerer kilden som en dyster advarsel om, at den største fare ved rumvæsner er deres ligegyldighed, snarere end deres ondskab.
