Her kommer et led i rækken af opdateringer af mine gamle Børsen-artikler. Denne gang gælder det artiklen “Grøn velfærd og EU’s stagnation”, som jeg skrev i Børsen den 6. juni 2013. Artiklen er vedhæftet som PDF til dette blogindlæg.
Dengang skrev jeg, at EU var ved at blive “verdens syge mand”. Det var måske en skarp formulering. Men det ubehagelige ved skarpe formuleringer er, at de undertiden viser sig at være for milde.
Hvad jeg skrev dengang
Hovedpointen i artiklen var, at Europa havde spændt sine materielle produktionserhverv i fodlænker. Vi havde gode naturgivne forudsætninger, en veluddannet befolkning, stærke universiteter og en rig kultur. Alligevel formåede vi ikke at skabe den vækst, vi burde kunne skabe.
Jeg pegede på tre hovedproblemer:
For det første havde store dele af EU alt for stive arbejdsmarkeder, for høje offentlige udgifter og for svage incitamenter til produktion og beskæftigelse.
For det andet fastholdt landbrugsstøtten europæisk landbrug i ineffektive strukturer, til skade for både økonomi, natur og miljø.
For det tredje var den grønne omstilling blevet gjort til et dyrt politisk prestigeprojekt, hvor man støttede bestemte teknologier — vindmøller, biogas, bioethanol og elbiler — i stedet for at skabe en generel regulering, der belønnede faktisk miljø- og klimaeffekt.
Min pointe var, at EU ikke blot havde gjort energi og produktion dyrere. Vi havde også flyttet produktion, arbejdspladser og miljøbelastning ud af Europa — ofte til lande, hvor produktionen foregik med højere forurening og lavere energieffektivitet. Kort sagt: Vi importerede varer og eksporterede arbejdspladser, CO₂ og dårlig samvittighed.
Det var ikke særlig klogt. Og det var heller ikke særlig grønt.
Hvad der er sket siden
I dag er den europæiske vækstkrise ikke længere et polemisk synspunkt fra en Børsen-blog. Den er blevet officiel EU-diagnose.
Mario Draghis rapport om Europas konkurrenceevne beskriver netop, at EU har et alvorligt vækst- og produktivitetsproblem, og at høje energiomkostninger, regulering og svag innovation presser europæisk industri. Europa-Kommissionen præsenterer selv rapporten som et centralt oplæg til, hvordan Europa kan øge sin økonomiske vækst. (European Commission)
Kommissionens egen Clean Industrial Deal fra februar 2025 er også interessant. Den indrømmer i praksis det problem, som artiklen fra 2013 pegede på: Europæisk industri er presset af høje energiomkostninger og hård global konkurrence. Derfor forsøger EU nu at koble dekarbonisering sammen med konkurrenceevne og industripolitik. (European Commission)
Det er et fremskridt, at EU nu taler om konkurrenceevne igen. Men der er stadig en fare for, at man prøver at løse et problem skabt af regulering med endnu mere regulering, støtteordninger og central planlægning. Det er som at behandle tømmermænd med mere brændevin. Det kan føles logisk i øjeblikket, men regningen kommer.
Hvad jeg stadig mener
Jeg mener stadig, at hovedpointen holder:
Europa bliver ikke grønt ved at blive fattigere. Europa bliver grønt ved at blive rigere, klogere og mere teknologisk effektivt.
Det er ikke afsavn, der redder miljøet. Det er velstand, viden, teknologi og god regulering.
Jeg mener også stadig, at det er en fejl at støtte bestemte teknologier politisk. Staten skal ikke lege venturekapitalist med borgernes penge og udpege vindere i energi- og industripolitikken. Den skal fastsætte klare rammer: Forurening og klimabelastning skal have en pris, men virksomhederne skal selv finde de billigste og mest effektive løsninger.
EU har også indført CBAM, den såkaldte CO₂-grænsetold. Den bliver ofte præsenteret som en teknisk og rimelig løsning på problemet med, at produktion flytter ud af EU til lande med lavere klimakrav.
Men det er en farlig tankegang.
En told bliver ikke bedre af, at man maler den grøn. Told er stadig told. Den gør varer dyrere, hæmmer handel, svækker arbejdsdeling og rammer især de lande, der prøver at blive rigere ved at sælge varer til os. Det er ikke en grøn løsning. Det er protektionisme med pænt brevpapir.
Hvis Europa gør sin egen produktion dyr gennem dårlig energi- og klimapolitik, er løsningen ikke at straffe resten af verden for ikke at kopiere vores fejl. Løsningen er at føre en bedre politik selv.
Frihandel er en af de stærkeste motorer for velstand, teknologiudbredelse og effektiv ressourceudnyttelse. Når vi lægger nye barrierer ind i verdenshandlen, bliver vi ikke grønnere. Vi bliver fattigere, mindre effektive og mere selvtilfredse.
CBAM bør derfor ikke forbedres, forenkles eller udbygges. Den bør afskaffes.
Hvad jeg ville skrive anderledes i dag
Der er især tre ting, jeg ville justere i dag.
For det første ville jeg være mere præcis om globaliseringen. I 2013 skrev jeg kritisk om, at produktion flyttede til Kina. Det er stadig et reelt problem, hvis flytningen skyldes europæisk selvskade gennem dyr energi og dårlig regulering. Men global handel er i sig selv ikke problemet. Tværtimod er frihandel normalt både økonomisk og miljømæssigt fornuftig, fordi produktion flyttes derhen, hvor den kan foregå mest effektivt. Problemet er ikke handel. Problemet er dårlig politik.
For det andet ville jeg i dag lægge endnu større vægt på energi. Efter energikrisen og Europas brud med billig russisk gas er det blevet brutalt tydeligt, at billig og stabil energi er grundlaget for moderne industri. Uden rigelig energi får man ikke grøn industri. Man får dyr industri — eller ingen industri.
For det tredje ville jeg være mere opmærksom på, at EU’s grønne politik i dag ikke blot handler om klima. Den er blevet et stort industripolitisk projekt, hvor subsidier, statsstøtte, strategiske teknologier og forsyningssikkerhed blandes sammen. Det gør debatten mere kompliceret, men ikke nødvendigvis klogere.
Den aktuelle politiske situation
Europa står i dag med præcis den konflikt, artiklen beskrev: Vi vil have høj velfærd, grøn omstilling, stærk industri, strategisk uafhængighed, lave udledninger og social tryghed — helst uden at nogen skal arbejde mere, betale mere eller producere mere.
Det kan man ikke. Ikke engang i Bruxelles.
Hvis EU vil klare sig i konkurrencen med USA og Kina, må man holde op med at behandle produktion som noget lidt suspekt. Produktion er grundlaget for velfærd. Energi er grundlaget for produktion. Teknologi er grundlaget for miljøforbedringer.
Derfor bør EU’s grønne politik måles på tre enkle spørgsmål:
Skaber den mere produktivitet?
Gør den energi billigere og mere stabil?
Reducerer den miljø- og klimabelastning globalt — ikke bare i europæiske regneark?
Hvis svaret er nej, er det ikke grøn politik. Så er det bare dyr selvros.
Konklusion
Artiklen fra 2013 holder desværre bedre, end jeg havde ønsket. EU har i alt for mange år troet, at man kunne regulere, støtte og moralisere sig til velstand. Men velstand kommer af produktion, arbejde, investeringer, energi, teknologi og risikovillighed.
Europa skal ikke være et museum med god samvittighed og dårlig vækst. Vi skal være et produktivt kontinent, der bruger sin rigdom og viden til at løse reelle miljøproblemer.
Så ja: Vi skal stadig træde på speederen. Ikke på bremsen.
Vedhæftet PDF:
Den oprindelige Børsen-artikel fra 6. juni 2013, hvor jeg argumenterede for, at EU’s kombination af høj velfærd, dyr grøn omstilling og svækket produktionskraft ville føre til stagnation. Artiklen læses i dag som et tidligt varsel om den konkurrenceevnekrise, EU nu selv officielt erkender.
