I går den 6. maj, var Inge og jeg i Sydbank på Kongens Nytorv. Jeg fylder snart 80, så pensionsforholdene skulle lige have et eftersyn. Det er den slags, man helst skal gøre, før både rente, helbred og tålmodighed begynder at vakle.
Heldigvis så det fornuftigt ud. Så fornuftigt, at vi besluttede, at der nok var råd til at slå til Søren.
Det blev nu ikke til østers, champagne og en suite på d’Angleterre. Vi gik gennem København, spiste et let måltid i Nyhavn og nød en hvedeøl. Det var rigeligt ekstravagant.
Her er Inges billeder fra turen:
Inden middagen gik vi en tur vi langs havnen. Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at kigge på vandkvaliteten, for det arbejdede jeg selv med fra 1993-97 i Københavns Kommunes vandafdeling, hvor vandet blev gjort badeklart. Og vandet så glimrende ud: klart til bunden, fine sten med tang og ingen fedtemøg. Det sidste problem er i øvrigt meget mere dramatisk i avisoverskrifterne end i virkeligheden.
Mens vi sad i Nyhavn, kom Magnus Heunicke forbi. Han havde vist været henne og indvie figuren af Bodil Begtrup, som Inge også fik fotograferet. Jeg hilste på ham, og han kom venligt hen og vi fik en hyggelig snak. Jeg roste ham for hans pointe om, at partierne — også Socialdemokratiet — ikke lytter nok til folks reelle bekymringer. Det er jo en sund erkendelse. Især hvis den når længere end til festtalen.
Hvad vil det sige at slå til Søren?
Udtrykket “at slå til Søren” betyder at gå amok, feste voldsomt, leve løssluppent eller på anden måde give den hele armen.
“Da de vandt lotteriet, slog de til Søren i København.”
Eller mere kontant:
“Nu skal der slås til Søren!”
Men hvem er Søren?
Der findes ikke én sikker forklaring, men der er nogle gode bud. Den mest sandsynlige hænger sammen med gamle danske udtryk om fanden selv. “Søren” har i folkemunde været brugt som et mildt dæknavn for djævlen — ligesom man sagde:
- “Fanden og hans pumpestok”
- “Pokker”
- “Satan”
- “Den lede”
- “Sørensen”
I folkemunde blev Søren nærmest et harmløst kaldenavn for noget dæmonisk, vildt og ustyrligt. Når man så “slog til Søren”, gav man efter for det lidt syndige og løsslupne.
Det svarer lidt til englændernes:
“raise hell”
Der er også teorier om, at udtrykket kan stamme fra gamle studentermiljøer i 1700- og 1800-tallet, hvor Søren var en stereotyp figur — lidt som Jens eller Mads. Men forbindelsen til fanden er den forklaring, sprogforskere normalt hælder mest til.
Sproglig camouflage
Det sjove er, at dansk er fuld af den slags sproglige camouflageord. Folk ville nødig nævne djævlen direkte. Derfor opstod alle de mærkelige omskrivninger. Lidt ligesom bønder før i tiden sagde “den grå” om ulven. Man ville ikke påkalde ulykke ved at sige navnet direkte.
Så når nogen “slår til Søren”, er det i virkeligheden en gammel sproglig rest af at give fanden frit løb et øjeblik.
Det er egentlig meget poetisk.
