Jeg blev inspireret af James Pethokoukis’ fremragende opslag om Gerard K. O’Neill og hans rumkolonier — men også af noget mere jordnært: en spildt valgkamp, hvor hovedemnet blev noget så perifert som gylle og grise, mens tidens virkelig store spørgsmål fuldstændigt forsvandt.
For fremtidens største muligheder og udfordringer hedder ikke grisestald og gyllevogn. De hedder kunstig intelligens, rumfart, energi, teknologi og menneskets evne til at skabe mere i stedet for bare at administrere mindre.
Gerard K. O’Neill var Princeton-fysiker og en af 1970’ernes store teknologiske visionære. Hans berømte idé var enorme roterende rumkolonier — O’Neill-cylindre — hvor mennesker kunne bo på indersiden af kæmpemæssige cylindre med kunstig tyngdekraft, sollys, marker, byer og industri.
Det lyder vanvittigt. Men det er vanvid af den gode slags.
O’Neill levede i en tid præget af oliekriser, befolkningspanik og dommedagsrapporter om ressourceknaphed. Mange mente, at løsningen var stilstand: mindre vækst, mindre energi, mindre industri, mindre menneskelig udfoldelse. O’Neill accepterede bekymringen, men ikke kapitulationen. Hans svar var ikke at gøre civilisationen mindre, men at gøre dens horisont større.
Det er derfor, han er interessant i dag.
Vi har igen en offentlig debat, hvor meget handler om begrænsning, regulering og frygt. Men de vigtigste spørgsmål er ikke, hvordan vi bedst skruer ned. De vigtigste spørgsmål er, hvordan vi skruer op for intelligens, energi, produktivitet og opfindsomhed.
O’Neill-cylinderen bliver næppe bygget i morgen. Men som tankeeksperiment er den fremragende. Den minder os om, at knaphed ikke altid er en naturlov. Nogle gange er knaphed bare dårlig teknologi, dårlig adgang eller for lille forestillingsevne.
Jeg har derfor skrevet et længere illustreret notat om O’Neill, hans cylinder og den store kamp mellem knaphedstænkning og fremskridtstro.
Læs notatet her:
O’Neill og cylinderen – da fremtiden fik kunstig tyngdekraft og udsigt til egen baghave i rummet
Anledningen var dette opslag på Faster, Please!:
James Pethokoukis: “The high frontiersman: Gerard K. O’Neill”
Det korte budskab er dette:
Hvis vi bruger al vores politiske ilt på gylle og grise, mens AI og rumfart forandrer verden, svarer det til at diskutere hestepærer på landevejen, mens de første jernbaner bliver anlagt.
Det er ikke seriøst.
Fremtiden kommer ikke af sig selv. Den skal tænkes, bygges og diskuteres. Og den diskussion bør handle om mere end, hvor mange liter gylle der kan være i en valgkamp.
Hvad er én specifik måde, hvorpå kunstig intelligens kunne bruges til at skabe noget helt nyt i landbruget i stedet for blot at optimere eksisterende processer som gyllehåndtering eller foderadministration?
see
AI bruges til udvikling af nye proteiner og nye organismer