Vi (Inge og jeg) sidder på Steigenberger Icon Grandhotel Handelshof i Leipzig. Ikke et hvilket som helst hotel, men et af den slags steder, hvor man straks får fornemmelsen af, at tyskerne stadig har en vis respekt for orden, kultur og civiliseret nydelse.
Og så sker det smukke: Man bestiller et glas vin – og på vinkortet står der, hvor meget der er i glasset.
Ikke noget med gætværk. Ikke noget med et fornærmet bundskjuler-glas, hvor man først bagefter opdager, at man har betalt en mindre formue for tre mundfulde Chardonnay. Nej, der står ganske enkelt, hvad man får.
I Østrig er de endnu mere ordentlige. Der bestiller man en Viertel eller en Achterl, og så ved alle, hvad der er tale om. Vin er ikke et lotteri. Det er en aftale mellem vært og gæst.
I Danmark er det derimod ofte det rene gedemarked. Man bestiller et glas vin, og så kommer der noget, der kan være alt fra en rimelig skænk til en våd vittighed i bunden af glasset. Og prisen? Den er til gengæld sjældent beskeden.
Der burde være en simpel regel: Hvis man sælger vin glasvis, skal man skrive, hvor mange centiliter der er i glasset. Punktum.
Det er ikke bureaukrati. Det er almindelig hæderlighed.
Indtil da må man fortsat spørge tjeneren med et venligt smil:
“Kun til randen tak?”
