I morgen, den 22. juni, fylder vores yngste barnebarn Carla 10 år, men vi fejrer hende allerede i dag i Værløse. Carla er en herlig pige, der går i skole, synger i kor, har gode venner og veninder og er aktiv med gymnastik, badminton og basketball. Hun er nysgerrig, livlig og fuld af godt humør. Og så er hun glad for sin tablet.
Det sidste skal man åbenbart næsten undskylde for i vore dage, men det har jeg nu ikke tænkt mig. For der er gået mode i at være bekymret for børns skærmbrug, som om en tablet i sig selv var en lille fordærvelsesmaskine. Det er efter min mening noget fjolleri.
Da jeg selv var dreng, var det bøgerne, der var problemet. Jeg læste hele tiden og blev kaldt en læsehest. Der var voksne, som mente, at det nok ikke var helt sundt, at jeg sad så meget med næsen i en bog. Måske fik jeg dårlige øjne, måske kom jeg ikke nok ud, og måske interesserede jeg mig for lidt for alt det praktiske og sociale. I dag ville de samme voksne sikkert have været henrykte, hvis de kunne få børn til at læse lige så meget.
Men forskellen er ikke så stor, som man tror. En bog er teknologi. En tablet er også teknologi. Begge dele kan bruges dårligt, og begge dele kan bruges fremragende. Det afgørende er ikke, om der er papir eller glas foran barnet, men hvad barnet møder derinde.
På sin tablet kan Carla læse, skrive, spille spil, lære sprog, se film, løse opgaver, tegne, kommunikere og opdage nye sider af verden. Hun lærer at tænke, vælge, forstå og reagere. Det er ikke en modsætning til et godt børneliv. Det er en del af et moderne børneliv.
Selvfølgelig skal børn også synge, løbe, lege, spille badminton og basketball, være sammen med venner og kede sig en gang imellem. Det gør Carla heldigvis også. Men at hun samtidig bruger sin tablet flittigt, er ikke et problem. Det er en mulighed.
For første gang i historien vokser børn op med adgang til noget, der minder om en personlig lærer, bibliotekar, oversætter, spillekammerat og samtalepartner i samme lille apparat. Med kunstig intelligens bliver den udvikling kun stærkere. Det minder mig om Neal Stephensons idé i The Diamond Age om en ung piges illustrerede lærebog — en intelligent bog, der hjælper barnet med at lære, tænke og vokse.
Så tillykke, Carla. Bliv ved med at være nysgerrig. Bliv ved med at synge, spille, grine, lære og stille spørgsmål. Og vær du bare glad for din tablet.
Det er farmor og farfar også.
En tegneserie om de næste 10 år
