I dag fylder min gode ven Erik Somer 100 år.
Sidste år skrev jeg, at der findes én helt ufravigelig betingelse for at blive 100: Man må først blive 99. Den opgave klarede Erik, og nu har han også taget det sidste skridt.
Det er selvfølgelig værd at fejre i sig selv, men i Eriks tilfælde er der noget mere. Han blev født i 1926 og har dermed levet gennem netop det århundrede, hvor menneskers livsvilkår er blevet forbedret mere end i noget tilsvarende tidsrum i historien.
Da Erik kom til verden, boede der omkring to milliarder mennesker på Jorden. I dag er vi over otte milliarder. Alligevel lever vi langt længere, langt færre børn dør, ekstrem fattigdom er faldet dramatisk, flere kan læse og skrive, og langt de fleste mennesker har adgang til elektricitet, moderne medicin og en langt mere sikker fødevareforsyning.
Det er en fantastisk historie.
Men når jeg tænker på Erik, tænker jeg nu ikke først og fremmest på verdensstatistikker. Jeg tænker på vandmiljø, kviksølv, diskussioner, Bruxelles, moules frites, et skab, der absolut skulle stå det rigtige sted, og en bryllupsdag, som var tæt på at gå helt skævt.
For det var gennem vandmiljøet, Erik og jeg lærte hinanden at kende.
Dengang vi byggede dansk vandmiljøforskning
I begyndelsen af 1970’erne var det danske faglige miljø omkring vandmiljø endnu forholdsvis overskueligt. Der var i praksis tre stærke miljøer, som på hver sin måde forsøgte at forstå, hvad der skete, når vi ledte spildevand og næringsstoffer ud i søer, fjorde og kystvande.
Erik var direktør for Isotopcentralen. Her arbejdede man blandt andet med at undersøge vandbevægelser ved hjælp af isotoper, med placering og længde af spildevandsledninger og med analyser af blandt andet kviksølv.
Jeg selv arbejdede på Vandkvalitetsinstituttet, hvor vi interesserede os for selve vandkvaliteten og for at forstå sammenhængen mellem udledninger og miljøtilstand.
Og så var der Dansk Hydraulisk Institut, som havde styr på, hvor vandet faktisk bevægede sig hen.
Vi var både kolleger og konkurrenter. Det var efter min mening en glimrende kombination, fordi man blev nødt til at kunne sit stof og samtidig kunne forsvare sine synspunkter over for folk, der var mindst lige så fagligt engagerede som én selv.
Det gav mange gode faglige diskussioner. Og nogle ganske morsomme.
Hvor skal skabet stå?
Min gode ven Knud Strange Nielsen, som også var på Isotopcentralen, fortalte en historie, som siger en del om Erik.
Erik ansatte den unge Poul Harremoës†, som senere blev en af de mest markante skikkelser i dansk vandmiljøvidenskab. Poul var både dygtig og meget diskussionslysten, og han havde bestemt ikke noget imod at få sin vilje.
Det samme kan siges om Erik.
Da Poul den første dag skulle indrette sit kontor, opstod der derfor næsten øjeblikkeligt en diskussion om, hvor skabet skulle stå. Det kunne i princippet have taget fem minutter, men med de to herrer kom der både argumenter, modargumenter og principielle overvejelser på bordet.
Diskussionen fortsatte til frokost og, så vidt historien går, også efter frokost.
Til sidst kom skabet til at stå dér, hvor Poul ville have det.
Det viser trods alt, at Erik altid har forstået, hvilke kampe der var værd at vinde.
Fra Isotopcentralen til Miljøstyrelsen
Erik blev senere kontorchef i Miljøstyrelsen, og her var han med til at fremme en tankegang, som jeg stadig mener var helt central: at vandmiljøet ikke blot skulle styres efter, hvor mange kilo eller tons der blev ledt ud, men efter hvordan recipienten faktisk havde det.
Det lyder næsten banalt i dag, men det var en vigtig ændring i tænkningen. En udledning er jo ikke interessant som et tal i et regneark. Den er interessant på grund af den virkning, den har i naturen.
Det var netop den tankegang, der lå tæt på mit eget arbejde med matematisk modellering af vandmiljøet. Hvor meget kan et bestemt vandområde tåle? Hvad sker der med stofferne? Hvor bevæger de sig hen? Og hvordan kan vi koble udledninger til den tilstand, vi faktisk observerer?
Det var på den faglige arena, at Erik og jeg for alvor kom til at kende hinanden.
Den krævende kunde
På et tidspunkt skulle Erik som kontorchef i Miljøstyrelsen have lavet en samlet status over kviksølvforureningen. Opgaven gik til mig og min gode kollega Bo Møller.
Vi lavede naturligvis et udkast, som vi selv syntes var ganske godt.
Erik var mindre imponeret.
Der kom kommentarer, rettelser og nye dessiner, og vi lavede det om. Så kom der nye kommentarer, og vi lavede det om igen. Erik var en krævende kunde, og han så ingen grund til at godkende noget, før han syntes, det var ordentligt.
Til sidst kom den store anerkendelse. Nu havde vi åbenbart vist, at vi var i stand til at lytte til de dessiner, han havde givet os, og nu var rapporten blevet rigtig god.
Så var den hjemme.
Derefter tog vi til Bruxelles, hvor vi naturligvis arbejdede seriøst med sagen, men også fik spist nogle fremragende moules frites på de rigtige steder. Den del kommer sjældent med i de officielle miljøhistoriske redegørelser, men den hører med.
Bryllupsdagen
En anden gang skulle Erik og jeg til Sverige for at diskutere Østersøen, iltsvind og andre af de problemer, som vi både dengang og nu kunne bruge mange timer på.
Turen faldt på den 14. februar, som er min og Inges bryllupsdag.
Planen var egentlig enkel. Først Sverige, derefter hjem i god tid til bryllupsmiddag.
Men vejret blev aldeles elendigt, og hjemturen udviklede sig til en længere omvej, hvor vi tilsyneladende måtte omkring både Herodes og Pilatus, før vi kunne komme videre.
Jeg begyndte efterhånden at forestille mig Inge sidde alene på restauranten og kigge mere og mere skeptisk på det tomme sæde over for sig.
Det var ikke noget smukt billede.
Men Erik fik mig hjem, og jeg nåede frem til restauranten, som jeg mener hed La Gitarra, inden situationen blev rigtig pinlig.
Det har jeg også ham at takke for.
Et helt århundrede
Bag alle de små historier ligger naturligvis et dramatisk liv.
Erik voksede op i en jødisk familie i Østrig, oplevede nazismens fremmarch og Anschluss, kom til Danmark og måtte i 1943 flygte videre til Sverige. Senere vendte han tilbage, uddannede sig som civilingeniør og blev en del af den generation, der byggede det moderne Danmark.
Det historiske spænd er næsten svært at fatte.
Da Erik blev født, var antibiotika ikke almindelig behandling, passagerflyvning var for de få, og der fandtes hverken fjernsyn, computere, internet eller mobiltelefoner i den form, vi kender dem i dag.
Nu kan almindelige mennesker flyve til den anden side af kloden, tale gratis med familien på video og blive behandlet for sygdomme, som tidligere var en dødsdom.
Det er ikke kommet af sig selv.
Det er skabt af videnskab, opfindsomhed, kapital, energi og hårdt arbejde.
Og Erik var selv en del af den udvikling. Han var ingeniør, leder og embedsmand. Han arbejdede med vandmiljøet, med analyserne og med principperne for, hvordan vi skulle regulere det. Han stillede krav, tog diskussionerne og blev ved med at være nysgerrig.
Jeg er sgu min egen
Eriks erindringer har en titel, som passer forbløffende godt:
Jeg er sgu min egen.
Det er han.
Han har meninger, han argumenterer for dem, og han giver sig ikke uden videre. Til gengæld kan han faktisk godt lytte, hvis argumenterne er gode nok.
Skabet er beviset.
Måske er det også en del af forklaringen på, at han i dag kan fejre 100 år: at han er blevet ved med at interessere sig for verden, for mennesker og for nye idéer.
Tillykke, Erik
Når man ser tilbage på de 100 år fra 1926 til 2026, kan man naturligvis finde krige, forbrydelser, katastrofer og masser af menneskelig dumhed. Erik har selv oplevet noget af det værste på nærmeste hold.
Men den store historie er alligevel fremgang.
Verdens befolkning er firedoblet, men vi lever meget længere. Børnedødeligheden er styrtdykket. Ekstrem fattigdom er faldet dramatisk. Vi producerer mere mad, har mere viden og kan behandle sygdomme, som tidligere slog os ihjel.
Mennesket er faktisk ret godt til at løse problemer.
Erik har brugt et helt liv på netop det.
Kære Erik, tak for samarbejdet, for diskussionerne og for alle de gode historier. Og tak for, at jeg nåede min bryllupsdagsmiddag.
Hjertelig tillykke med de 100 år.
Du er stadig sgu din egen.
Kilder og links
Erik Somers hjemmeside:
https://erik-somer.dk/
Erik Somers erindringer:
https://erik-somer.dk/documents/Mit%20liv/MitLiv-Tekst.pdf
Mit opslag ved Eriks 99-års fødselsdag:
https://dahl-madsen.dk/2025/08/tillykke-med-de-99-erik-somer/
Our World in Data – levealder:
https://ourworldindata.org/life-expectancy
Our World in Data – børnedødelighed:
https://ourworldindata.org/child-mortality
Our World in Data – ekstrem fattigdom:
https://ourworldindata.org/extreme-poverty
