Theresa Scavenius skal skamme sig over sine flyrejser, mener Politiken. (bag betalingsmur). Men det gælder åbenbart ikke avisen selv.
Debat indlæf fra Martin Ågerup, fra CEPOs hjemmeside og bragt i Berlingske den 29/11. (bag betalingsmur).
Chefredaktør Christian Jensens klimalogik tilsiger, at Politiken skal have lov til at udlede CO2, så længe gevinsten af udledning overstiger omkostningen. Det må det vel også gælde for os andre?
»Helvede er de andre«, mente Jean-Paul Sartre. Mange lever fuldt op til Sartres misantropiske observation, når det gælder CO2. Andres udledninger er kritisable. Mine udledninger er nødvendige.
Politikens chefredaktør, Christian Jensen, præsenterede i sidste uge avisens årlige klimaregnskab, hvoraf det fremgik, at Politikens CO2-udledning fra flyrejser er steget betragteligt. Journalisterne flyver mere end tidligere. Den udvikling forsvarede Christian Jensen. »Havde vi ikke gjort det, havde vi svigtet vores opgave som avis,« skrev han. At udlede mere CO2 var det rigtige at gøre, ford i »mange af flyrejserne har handlet om at dække krigen i Ukraine«, COP27, forholdene i Qatar osv.
Jensen påpeger, at det er Politikens opgave at »oplyse jer læsere, så I får indsigt i verdens reelle tilstand og på det bedst mulige grundlag kan danne jeres holdninger og træffe jeres beslutninger som borgere i et oplyst demokrati.« Og den opgave ser Politikens chefredaktør altså som vigtigere end den CO2-besparelse, som kunne opnås ved ikke at flyve til disse brændpunkter.
Jensen tilføjer sågar, at hvis flere af verdens brændpunkter flytter uden for Europas grænser, kan det blive nødvendigt at øge antallet af de endnu mere klimabelastende oversøiske flyrejser.
Er Christian Jensen nået til den erkendelse, at vores forbrug af billig fossil energi fører så spektakulært gode ting med sig for menneskeheden, at bivirkningen – klimaforandringer – ofte er værd at leve med?
Er Christian Jensen nået til den erkendelse, at vores forbrug af billig fossil energi fører så spektakulært gode ting med sig for menneskeheden, at bivirkningen – klimaforandringer – ofte er værd at leve med? Noget kunne tyde på det, når det gælder egne aktiviteter. Men hvad med andres udledninger?
Et par dage efter chefredaktørens overvejelser offentliggjorde Politiken en leder under overskriften »Skam dig, Theresa Scavenius«. Dét, som Alternativets nyudnævnte klimaordfører skulle skamme sig over, var at have fløjet 24 gange i arbejdsmedfør siden 2017. Det kan man ifølge Politiken ikke tillade sig som klimaordfører. Men man kan åbenbart godt, hvis man har udråbt sig selv til »Danmarks førende klimaavis«. Helvede er de andre.
Når det handler om egne udledninger, gør Politikens chefredaktør det samme som alle andre: Han anvender en cost/benefit-tilgang til klimaspørgsmålet. Han sammenligner gevinsten ved at udlede (oplysning af læserne i demokratiets tjeneste) med omkostningen (mere klimaforandring fra den ekstra udledning).
De fleste økonomer er helt enige med chefredaktøren i, at det er sådan, man skal forholde sig til klimaspørgsmålet, men ikke kun, når det handler om egne udledninger.
Skadevirkningen af CO2 er blevet estimeret af klimaøkonomer til i runde tal at ligge imellem 400 og 1.000 kroner pr. ton CO2. Det lave estimat er fra Bill Nordhaus, som har fået Nobelprisen i økonomi for sit arbejde inden for klimaøkonomi. Det høje estimat er fra Robert Pindyck.
Allerede i dag koster mange danske reduktioner langt over 1.000 kroner pr. ton CO2 sparet. For eksempel koster det cirka 1.500 kroner pr. ton at leve op til 70 procentmålet – og det endda hvis man gør det på den mest omkostningseffektive måde, nemlig via en CO2-afgift. Hvis disse estimater er korrekte, overstiger omkostningen ved at reducere med 70 procent klimagevinsten ved at gøre det.
Helt galt bliver det, hvis et politisk flertal indfører et 80 procentmål, som De Radikale, Alternativet og Enhedslisten har foreslået. Her kan omkostningen pr. ton CO2 blive 3.000 kroner eller mere.
Bill Nordhaus har anvendt Christian Jensens klimalogik til at beregne den optimale globale klimapolitik, hvor de globale gevinster ved at reducere mere ikke overstiges af omkostningerne ved at gøre det.
Nordhaus når frem til, at den optimale temperaturstigning fra menneskeskabte klimaforandringer ikke er halvanden grad celsius, som politikerne har valgt som (formentlig urealistisk) målsætning. Den optimale temperaturstigning er godt tre grader celsius – altså lidt over, hvad FNs klimapanel forventer, hvis alle lever op til Parisaftalen. Er Nordhaus’ estimat korrekt, er der altså ikke brug for yderligere skærpelse af de globale klimamål.
Christian Jensens klimalogik tilsiger, at Politiken skal have lov til at udlede CO2, så længe gevinsten af udledning overstiger omkostningen. Det må det vel også gælde for os andre? Det kræver estimater af både gevinster og omkostninger ved at reducere udledningen. Sådanne har jeg linkte til her. Fra særdeles anerkendte kilder. Tallene er dog usikre og kan diskuteres, og det er netop, hvad man bør gøre: Diskutere estimaterne for omkostninger og gevinster ved den førte klimapolitik. Også i medierne, så læserne – med Christian Jensens ord – kan danne deres holdninger og træffe deres beslutninger som borgere i et oplyst demokrati.
