Atomkraft er den eneste energikilde, vi kender i dag, der på sigt vil kunne erstatte den velsignede solenergi, som naturen har været så venlig at lagre til os i form af kul, olie og gas.
Der er derfor ikke noget at sige til. at vi har et par foreninger i DK, der kæmper varmt for atomkraft, nemlig REO og Foreningen Atomkraft Ja Tak.
De har til fælles at de med rette fremhæver atomkraft som en sikker, stabil og vedvarende (der er brændstof nok til solen brænder ud) kilde til energi. Men desværre bruger de ligeledes det primitive debatgreb med at male andre sorte for at male sig selv hvide. Og angriber den lagrede solenergi på et usagligt grundlag, nøjagtig på samme usaglige måde som atomkraftmodstanderne angriber atomkraft:
Om luftforurening, Joda, men det kan man billigt rense sig ud af – og det gør den rige del af verden, hvor vi synes at ren luft er det næste led i behovspyramiden efter at vi har skaffet os mad, sundhed og udannelse. Og om (katastrofale) klimaændringer, som ikke forekommer eller kommer til at ske i virkelighedens verden. Og i det omfang der fortsat forekommer delvis menneskeskabte klimaændringer vil omkostningerne ved at kommandoudfase kul med mm. blive flere størrelsesordener større end omkostningerne ved klimændringerne, som kan koges ned til at vi skal bygge lidt flere og højere diger end ellers. En forceret udfasning af kul mm. vil derimod med sikkerhed få katastrofale konsekvenser for menneskene, hvilket vi ser begyndelsen af nu med stigende energifattigdom selv i den rige del af verden.
Så vi klimarealisters opfordring til til vores gode venner blandt atomkrafttilhængerne er at I skal argumentere sagligt om kul, olie og gas, så kan vi hjælpe hinanden bedst muligt.
I anledning af REOS 40 års jubilæum i 2016 blev jeg opfordret til at skrive et artikel om mulige energi scenarier i 2056. Her er link til artiklen: REO 2056
I artiklen er der fire scenarier:
Her er gengivet beskrivelsen af, hvorfor det er det er langt bedre at være varm og rig end kold og fattig:
Den frie & varme verden i 2056 er en rig verden, flere gange rigere end nu. Ganske vist er der nettoomkostninger ved klimaændringerne, idet omkostningerne ved at tilpasse sig vandstandsstigningen på ca. en halv meter i lavtliggende kystområder som Bangladesh & ved at flytte landbrugsproduktion fra (for varme) tropiske områder overstiger gevinsterne for landbruget på grund af mere CO2, mere væde og højere temperatur og længere vækstsæson i store uudnyttede områder som Canada & Sibirien. Plus gevinsten ved lavere omkostning til opvarmning og meget færre kuldedødsfald i store dele af verden.
Den samlede klimaomkostning viser sig at ligge tæt på klimapanelets øvre intervalgrænse på 2 % af BNP.
Et stort beløb, men det overvældes fuldstændig af, at den frie verden har en økonomisk vækst på rundt 5 % om året således, at klimaændringerne kun udskyder opnåelsen af et givet velstandsniveau med 5 måneder.
“Hellere varm og rig end kold og fattig”
Baggrunden for den gode fremgang var blandt andet, at man på klimakonferencen i Djakarta i 2022 endelig fik realistisk greb om den internationale klimapolitik og vedtog de rigtige midler til at løse problemet med.
Man blev enige om at fjerne alle produktionstilskud til enhver form for energiproduktion og om at pålægge en global kulstofskat på et niveau, der svarer til de reelle omkostninger ved tilpasningen til klimaændringerne. Det gav et vældigt boost til udvikling af atomkraft, herunder thorium. Og det var med stolthed af energiminister Villum Christensen i 2030 indviede et 2 GW atomkraftværk på Anholt, som sikrede en dramatisk reduktion af det danske CO2 udslip på en meget kosteffektiv vis.
Danmark blev igen et foregangsland med energiteknologi. Og det nye globale økologiske modelcenter på DTU i Lyngby med Henrik Svensmark som leder, viste sig hurtigt i stand til at belyse forholdet mellem naturlige og menneskeskabte påvirkninger af klimaet på en retvisende måde, og fik afmonteret de urealistiske myter om den nært forestående ”klimakatastrofe”.
