Vi har længe kendt til begrebet idiot savant – en person, der ikke har stor mental kapacitet, men som på ét specifikt område er et geni. For eksempel har man mødt mennesker, der kan høre en hel Mozart-koncert én gang og derefter gengive den fejlfrit på klaver. Andre kan, uden formel uddannelse, tegne bylandskaber i perfekt perspektiv efter blot at have set dem fra et helikoptervindue i et minut.
AI’en er ved at blive et eksempel på det symmetrisk modsatte: Savant Idiote, universelt talentfuld – men med enkelte, groteske dumheder. Den digitale verdens svar på en professor, der kan løse kvantefysik, men glemmer at tage bukser på.
Lattergas og latterlig logik
Lad mig give et eksempel. Jeg testede forleden en AI’s evne til at regne på klimaregnskaber – nærmere bestemt på det seneste vås om, at man skal redde klimaet ved at fjerne lattergas i bedøvelsesmidler. Det viser sig, at lattergas fra bedøvelse i Danmark udgør ca. 0,015% af den samlede nationale drivhusgasudledning (0,25 % af den samlede lattergasudledning). Altså en bagatel – men i en tidsalder, hvor symbolpolitik trumfer sund fornuft, er det desværre ikke uvæsentligt. Og det på trods af, at et så vigtigt hensyn som sygdomsbehandling uden smerte overtrumfer stort set alle andre problemers betydning i et civiliseret samfund.
Men her bliver det dumt: AI’en mente, at 0,015% svarer til 1,5 promille. Det er faktor 10 forkert. Selv efter utallige rettelser og nudging insisterede den længe på sin vildfarelse, indtil den til sidst krøb til korset. Det svarer lidt til at have en medarbejder, der både kan oversætte sanskrit og græde over differentialligninger – men som ikke kan finde ud af at veksle en tier til to femmere. (Problemet er dog løst nu, i det mindste i OpenAI)
AI som web-assistent? Ja, men med hjelm på
I vores fælles familiefirma Byportalerne ville vi gerne lave et program, der holder øje med, hvad vores partnere skriver på deres Facebooksider, så vi kan hjælpe med at videreformidle opslagene. Det burde være en opgave skræddersyet til AI, tænkte jeg. En klassisk tretrinsraket:
- Gå ind på partnerens hjemmeside og find linket til deres Facebookside.
- Hvis ikke det lykkes, søg på nettet efter “Firmanavn + Facebook”.
- Hvis det heller ikke virker, søg direkte på Facebook og vælg den rigtige side blandt 3-5 muligheder.
Lyder simpelt, ikke? Det var det ikke.
AI’erne – OpenAI, Claude og Google Gemini – blev hurtigt viklet ind i uendelige løkker, hallucineringer og regulært vås. Gemini (2.5) begyndte ligefrem at opfinde facebooksider og følgertal og påstod stædigt, at det var rigtige data. Jeg sagde: ”Du må ikke gætte”, og den sagde: ”Forstået”… og gættede videre som en spillefugl i Las Vegas.
Da Python blev klogere end AI’en
Så jeg gik oldschool. Jeg bad Gemini om at skrive et Python-program til opgaven – og det var faktisk… godt. Jeg byggede videre i OpenAI og kombinerede det med Playwright til at styre browseren og AI-baseret udvælgelse af den rigtige Facebookside. For når du søger på Facebook, får du typisk flere muligheder – hvoraf mange har næsten identiske navne, billeder eller beskrivelser. Det er her, det virkelig bliver nødvendigt med kontekstforståelse, semantik og lidt sund dømmekraft – alt det, vi ellers forventer af et intelligent væsen, men som AI’en stadig kæmper med at simulere overbevisende. det kræver altså en snert af intelligens at vælge den rigtige.
Programmet fungerer nu. Det tjekker om en partner har lavet opslag, og sender et forslag til redaktøren. Vi har med andre ord gjort AI’en til et nyttigt redskab – men på vores præmisser, ikke dens.
Den store pointe
Vi står på tærsklen til AGI – kunstig generel intelligens – og den vil ændre alt. Men vi er der ikke endnu. Så længe en AI kan skrive en symfoni og bagefter ikke kan regne ud, hvad 0,015% svarer til i promiller, er det altså stadig en Savant idiote.
Det skal ikke afholde os fra at bruge teknologien. Det kræver bare kritisk sans, faglig viden og evnen til at debugge nonsens. Og måske en smule humor.
