Klaus Wivel har skrevet denne suveræne leder i denne uges Weekendavis, som jeg genposterer med tilladelse fra Klaus Wivel.
Jeg har to bemærkninger til lederen:
- Det er mig bekendt det eneste danske ledende medie, der i nyere tid har gjort op med den uansvarlige og dybt skadelige dommedagsretorik, der præger klimadebatten.
- Klaus Wivel tager ikke den fulde konsekvens af afmonteringen af klimadommedag, som er, at vi har god tid til at håndtere udfordringerne på en måde der ikke er (meget) dyrere end konsekvenserne af klimaændringerne. Vi skal ikke holde ambitionsniveauet højt, men tværtimod tage den med ro og fortsætte med at bruge kul mm, indtil andre energiformer bliver mere lønsomme, som beskrevet i mit blogindlæg
Og her er så lederen:
Rekviem på repeat
Vi vælger ikke altid de mest oplagte kriser at gå i panik over
I har måttet vænne os til en ny lidelse. Den går, som vi kunne læse i forrige uges IDEER, under det i grunden besynderlige navn klimaangst og rammer mest af alt unge og børn. Antallet af diagnosticerede er alarmerende højt. De frygter for, at kloden om føje år bliver ubeboelig, og at menneskeheden inden længe udslettes. Nogle går så vidt som til at nægte at få børn, et slags slægtsmæssigt selvmord, som begrundes med, at børn vil øge belastningen af Jorden, og at de går en håbløs fremtid i møde. Mon ikke COP26 i Glasgow sender yderligere mængder af unge ned i en dyb depression, når de oplever, at næppe heller her vil klodens ledere falde hinanden om halsen og love at skaffe sig af med alle fossile brændstoffer inden årets udgang?
SKRÆMMER vi livet af børn og unge, gør vi det med fanatisk konsekvens. Medier bringer ustandselig apokalyptiske forsidebilleder af brændende skove og hvirvlende orkaner samt ledere og daglige artikler iført mental sørgeramme. Det er rekviem på repeat og maksimal styrke, hvorfor det virkelig ikke er overraskende, hvis unge føler sig skræmt fra vid og sans, skønt ingen seriøse klimaforskere forudser, at vi samlet set går vores undergang i møde. Politikerne gør det ikke bedre ved i årevis at have fremturet med, at de kan løse denne globale krise, når den stadig stigende globale CO₂-udledning med al uønskelig tydelighed fortæller den modsatte historie. De falske løfter er kun i stand til at fremprovokere yderligere sortsyn. Ingen tør sige, at dette er et problem, der globalt ikke kan løses inden for en kort årrække, uden vi skal gå meget ned i levestandard. Og sker det, vil de fleste nok føle, at kuren er værre end sygdommen.
LIVET er godt, og fremtiden lovende. Det er nærmest blasfemisk at ødelægge den triste stemning ved at komme anstigende med den slags optimisme. Man har bare permanent at bøje nakken i skam. Men sagen er, at levestandarden aldrig har været højere, at vi i dag kan udrydde sygdomme, tidligere generationer døde af, at krige med millioner af ofre hører fortiden til, at minoriteter beskyttes, og fattige løftes, og at vi bliver ældre og ældre. For det kan vi takke de uforfærdede, entreprenante idealister, der siden tidernes morgen har håndteret vores største problemer – ikke dem, der har insisteret på at gå gennem tilværelsen iklædt sæk og aske.
LIVET er godt, og fremtiden lovende
For kommer vi næppe til at løse klimakrisen i det tempo, som vil afværge temperaturstigningerne, vil vi blive bedre i stand til at forebygge følgerne. Vi skal ikke sænke ambitionsniveauet, men gå til opgaven med en frugtbar kombination af fremskridtstro og realisme. Er klimatopmøder så spild af tid? Nej, de forpligter klodens ledere til at forklare, hvordan de vil sænke landenes CO₂-udledning, til at investere i fossilfrie alternativer og hjælpe de nationer, der rammes hårdest af den globale opvarmning. Men den svulstige og evindelige dommedagskværnen og de urealistiske krav om »radikale løsninger« vil kun skabe kynisme og fortvivlelse.
AF trøsterige tendenser er, at skønt ekstremt vejr ifølge forudsigelserne vil blive hyppigere, dør langt færre af det. I mange egne har man formået at bygge huse, der kan modstå storme, og varslingssystemer, som kan redde de fleste fra de værste ulykker. Vi går en fremtid i møde, hvor der skal bygges diger, dæmninger og andre former for beskyttelse mod havstigninger og vildt vejr. Det bliver dyrt, uskønt og besværligt, men det er gjort før: Holland er eksempelvis en nation, som delvis befinder sig under havoverfladen. I nogle områder af kloden vil man skulle flytte væk fra kysterne, andre vil blive svære at bebo længere. Det er ulykkeligt og visse steder katastrofalt, men det er ikke, ja, klodens undergang. Mennesket har aldrig ladet sig viljeløst drukne i oversvømmelserne. Vi har altid befolket de mest fjendske egne, fra Arktis til Sahara.
VORES forbrug af fossile brændstoffer har sandt nok ført til denne krise, men det har også været en kilde til velstand og velfærd. Kloden skal nu hurtigst muligt overgå til fossilfri energi. Det foregår allerede, men det kommer til at gå langsommere, end mange har tålmodighed til at vente på. Og taler klimaeksperterne sandt, er skaden allerede sket. Om vi så stopper al fossil energi i morgen, undgår vi ikke temperaturstigninger.
BØRN vil nok alligevel blive bedre stillet, end vi andre var. Sådan har det været i århundreder, og der er ingen grund til at tro, det vil ændre sig. Det er hjerteløst, hensynsløst og skadeligt, når medier og klimaaktivister giver det modsatte indtryk. I grunden er det mærkeligt, at det er klimakrisen, der sender de unge på briksen, når vi stadig står midt i en pandemi, som The Economist vurderer har taget livet af 17 millioner mennesker verden rundt. Også den har vi kun løst sporadisk og midlertidigt. Alligevel er det trods nedlukning, isolation, sygdom og død ikke den, der skaber frygt og bæven blandt unge. Den har de lært at leve med – det gælder tydeligvis også den reelle trussel om mere dødelige pandemier. Af det kan der læres to ting: dels at vi ikke altid vælger de mest oplagte kriser at gå i panik over. Dels at mennesket er et tilpasningsdygtigt, opfindsomt og livsdueligt dyr.
