Gæsteindlæg af Allan Holm Nielsen, Growz – tænketank for de grønne erhverv
I forgangne uge var der en dag, hvor danske vindmøller dækkede 140% af det samlede danske elforbrug. Grønne interessegrupper klappede i deres små hænder og jublede. Grøn energi havde sejret. De ignorerede totalt det faktum, at kun ca 2% af verdens energiproduktion kommer fra grøn energi som vind og sol – og at udbygningen slet ikke kan følge med den løbende stigning i energiforbrug. De ignorerer også, at grøn energi i Danmark har kostet 1000-vis af arbejdspladser, og stadig truer atter tusinder, i virksomheder, der ikke er rentable her hjemme længere – pga den høje pris den grønne energi koster. De ignorerer, at man på en sådan dag, hvor vi er mere end selvforsynende sender for 1 mio kr grøn strøm ud af landet hver time – kvit og frit – og at det er skatteborgerne og virksomhederne, der betaler prisen for dette grønne feel-good eventyr. De ignorerer, at hver en kWh sparet i Danmark, blot medfører faldende CO2-kvote priser og billigere sort energi til vores nabolandes konkurrerende virksomheder, som allerede stjæler vores ordrer og job.
Danmark har virkelig brug for mere realistisk grøn politik. En der ikke skader mere end den gavner, og som ikke kræver konstant politisk indblanden. Det var der en politiker, der gik til valg på, men han har lige meldt pas, og affundet sig med, at der intet vil ske på hans vagt i denne valgperiode. Det energiforlig, der er tegnet, og som viderefører og udbygger ovennævnte absurde situation, får lov at bestå.
Men hvad kunne man gøre anderledes?
Ser vi logisk på det, så er grøn el faktisk billigere end sort el, når man medregner afgifterne. Problemet er, at man også betaler grønne afgifter af grøn el. Og det er jo helt sort. Lod man grøn el være grøn – og dermed afgiftsfri – ville private og afgiftsbetalende virksomheder helt automatisk have et incitament til at købe den. Kun de meget energitunge virksomheder, har brug for den sorte, billige strøm. Gjorde man altså grøn el afgiftsfri, ville markedet helt automatisk tilpasse sig, så grøn el dækkede netop den andel af vores elforbrug, som har behov for og råd til at købe den. Resten kunne slippe. Markedsmekanismerne ville kunne regulere markedet, helt uden politikernes konstante indblanden.
Så ville der jo mangle en masse milliarder i statskassen! Ville politikerne hurtigt himle op om. Og det ville der da, alt andet lige. Men til gengæld kunne man spare en masse offentlige ansatte, der ikke skulle administrere de mange afgifter og refusionsordninger. Man ville kunne spare en masse tilskud til grøn energi. Og man ville få skabt og fastholdt 1000-vis af job, der så ville holde folk i arbejde, så de betalte skat i stedet for at ligge til last for samfundet og trække på de offentlige kasser. Så alt andet ville ikke være lige. De dynamiske effekter ville givet vis endda opveje de mankoer, der opstod. Og det var vel ikke så ringe endda.
Se, det kunne være en herlig vision for en grøn realisme-minister. Men det bliver som sagt ikke til noget. Det er åbenbart bedre at lappe på dyre og dårlige politiske studehandler og kompromiser, hvor afgifter indføres med afgumenter om adfærdsregulering og miljø, imens de i virkeligheden handler om skatter og provenu – til trods for at danskerne allerede er verdens hårdest beskattede folk – og lafferkurvens top for længst er passeret.
Hvorfor ikke droppe hele det store regulerings-cirkus og bruge sin sunde fornuft? Bruge lidt grøn realisme.
