Lars Tvede har fået skabt en digital tvilling af sig selv, som det fremgår af dette opslag på Facebook:
NYHED FRA SUPERTRENDS OG FRAIA.AI! 🌟
Vi har skabt en digital tvilling/deep fake af mig, der ikke kun ligner og taler som mig, men også kan tale 30 sprog (jeg kæmper med 5!). Denne digitale tvilling kører fra en server og har fra mig krævet to timers optagelser, personlighedstests og mange spørgsmål for at blive realistisk.
For at sikre at min digitale tvilling har min viden, har teamet uploadet 10 af mine bøger og omkring 150 blogs om teknologi, innovation, iværksætteri og fremtiden. Den er også koblet til Supertrends serveren med beskrivelser af 20.000 innovationer og videnskabelige opdagelser, samt utallige nyheder og analyser. Resultatet? Min digitale tvilling kan ofte give mere præcise svar end jeg selv.
🎙 Skræddersyede podcasts 🎙
Supertrends tester nu dette koncept i skræddersyede podcasts. Forestil dig at kunne anmode om et podcast om et hvilket som helst emne, for eksempel:
“Lav et 25 minutters podcast om 3D-printning i modebranchen”.
Og vupti, min digitale tvilling bliver interviewet af en anden digital tvilling om netop dette emne – i præcis 25 minutter.
Der mangler stadig lidt finjustering, men jeg tror, vi har skabt et helt nyt medie! Dette erstatter ikke de fremtidsdiskussioner, som Liselotte Lyngsø og jeg har med gæster, men det supplerer normale podcasts ved at tilbyde skræddersyede episoder til enhver bruger.
Teknologien bag ved bygger i øvrigt på noget andet, Supertrends har lavet, hvor man kan bede om en struktureret analyse om et hvilket som helst teknologisk emne eller om den teknologiske fremtid for enhver branche. Den laves så på sekunder.
Simpelt sagt rekvirerer vores digital-twin podcast værter en sådan analyse og diskuterer den så i podcast-format for kunden.
Jeg er på venteliste
Det er en aldeles spændende udvikling, som man kan forestille sig kan anvendes til mange ting f.eks.:
Sprogoversættelse og kommunikation, personlig assistent, undervisning og præsentationer, kundeservice, træning og uddannelse, sociale medier og markedsføring, virtuelle møder, underholdning og personlig brand
Spændende at se hvad det kommer til at koste. Nok lidt dyrt i starten, men gående hurtigt mod nul.