Gæsteindlæg af Allan Holm Nielsen, Cand. Hort. PhD., Tænketanken Growz
Økologi er yt og regenerativt landbrug er in. Så kort kan det siges. Dette nye begreb er på alles læber når der tales om landbrug – men hvad er det egentlig for noget? Det vil jeg dykke lidt ned i her.
Dyrkningen af markerne har de sidste mange år sikret rigeligt med mad til at brødføde verdensbefolkningen, men det er gået op for flere og flere landmænd, at der er blevet drevet rovdrift på jordens humuslag: det bliver simpelthen tyndere og tyndere, og det truer i sidste ende fødevaresikkerheden.
Derfor parkerer flere og flere ploven i og dyrker jorden ved hjælp af reduceret jordbehandling, det der populært kaldes pløjefri dyrkning, der således har overhalet økologi på få år, og det endda helt uden særtilskud. Plovens problem er nemlig, at hvor den for 6000 år siden da den blev opfundet havde tre primære funktioner: den løsnede jorden, slog ukrudt ihjel, og den satte gang i omsætningen af humus så der blev frigivet næringsstoffer til afgrøderne og de kunne vokse – så er humuslaget nu efterhånden blevet så tyndt mange steder, at der snart ikke er mere at tære på – og dermed bliver jorden svær at dyrke afgrøder i.
Et andet problem med humusnedbrydningen er i nogens øjne, at omsætningen frigiver CO2 til atmosfæren. Det har særligt haft fokus på lavbundsjorde, men gælder reelt set generelt for alle jordbundstyper.
Behovet for at øge humusindholdet i jorden igen – at regenerere – jordens humuslag – er den drivende kraft bag det man i dag kalder regenerativt landbrug.
Udviklingen i maskinteknologi har samtidig gjort, at det er blevet lettere at jordbehandle præcist og samtidig gøde mere effektivt, så man også på den måde har haft de praktiske værktøjer til at gennemføre dette systemskifte – for at parkere ploven i laden er en stor ændring, som det tager tid at lære at gøre med succes.
Der har samtidig været behov for at øge brugen af integreret produktion (IP) hvor man bruger samspillet imellem fysiske metoder, biostimulanter, sortsvalg, timing og lejlighedsvis pesticidanvendelse til at få has på f.eks. genstridige ukrudtstyper, svampesygdomme og reducere behovet for stråforkortning. Igen er det omtanke og viden der gør udfaldet – mindre pesticidbehandling, men indsat intelligent og selektivt, gør at resistensudviklingen mindskes og pesticidanvendelsen falder.
En mere intelligent gødskningsstrategi har samme effekt: ved at gøde på de rette tidspunkter og med de rette næringsstoffer undgåes at gøde ukrudtet i højere grad – man giver i stedet afgrøden de dyre næringsstoffer at vokse af. Ved samtidig af undgå meget høje mængder frie næringssalte i jorden, fremmes det naturlige mikrobielle liv, og f.eks. dannelsen af symbiose imellem rødder og mykorrhiza svampe, der igen fremmer plantens modstandskraft overfor f.eks. sygdom og tørke.
Den reducerede jordbehandling har også vist sig at have en gavnlig effekt på dræning af jorden, fordi regnormegange mv. ikke ødelægges og virker som naturlig dræning af overfladevandet, alt imens jorden bliver mere robust overfor erosion. Det at droppe ploven gør også at dannelsen af en pløjesål undgås, så man også her får bedre rodvækst og dræning af jorden.
Med hensyn til humusdannelsen er kontinuerlig tilførsel af biologisk materiale også vigtigt. Dvs. tilførsel af f.eks. gylle med biologisk materiale, planterester osv. er en vigtig del af genopbygningsprocessen. Her kan samfundets behov for f.eks. ”grøn energi” være en uheldig drivkraft, for reelt set bør halmen blive på marken, som man siger. Det skal være med til at genopbygge humussen – ikke brændes af i et kraftværk eller laves til biokul.
Samlet set er regenerativt landbrug altså ikke et veldefineret system som sådan, lige som konventionelt landbrug ikke er nogen veldefineret størrelse. Regenerativt landbrug er snarere ”moderne landbrug med anvendelse af best practice” for at fremme jordens gode egenskaber og undgå at humus og mikrobielt liv i jorden nedbrydes, men snarere gendannes.
Det fantastiske ved regenerativt landbrug er dog, at det er rentabelt i sig selv – for hvor systemet måske nok koster i form af nyt materiel og kræver erfaring – så spares der på diesel, gødning og pesticider. Regenerativt landbrug gavner altså både natur, miljø, klima, forbruger og landmand – det eneste det forudsætter er at landmanden har adgang til de nyeste metoder samt at troen på fremtiden er intakt. Og der er det kildne i disse tider. For mister landmanden troen på fremtiden. Bliver metoderne for restriktive til at landmanden kan få økonomien til at hænge sammen på kort sigt. Så opstår behovet eller fristelsen til at fortsætte med at ”tære på humuslaget” – den gratis næring der ligger i jorden og som kan omsættes hver gang ploven spændes bag traktoren.
At genopbygge humus kræver måske nok mindre diesel og sparer på den måde penge. Men det kræver mere kvælstof og fosfor, og de snærende kvoter i Danmark gør det svært at finde overskuddet hertil. Tilsvarende kræver det meget viden og erfaring – og har man ikke overskud til at investere i denne læringsproces, så fastholdes man måske i den gamle vante gænge – og må se humuslaget blive tyndere og tyndere år efter år.
Så hvis kunder og politikere vil gavne regenerativt landbrug og gendannelsen af jordens humuslag og mikrobielle flora – så er vejen at give landmanden troen på fremtiden tilbage – og hjælpe med at udbrede best practice indenfor reduceret jordbehandling, præcisionsdyrkning og integreret produktion i et fleksibelt samspil der skaber win-win scenarier. For de tre elementer er essensen af regenerativt landbrug og det der skal til for at vi kan brødføde klodens befolkning sikkert og effektivt i mange mange år fremover.
Læs mere:
https://en.wikipedia.org/wiki/Regenerative_agriculture
https://videnskab.dk/teknologi/ploven-betoed-begyndelsen-paa-civilisationen/
https://www.landbrugsinfo.dk/public/4/f/d/plantebeskyttelse_ipm_og_ploejefri_dyrkning
