Dette er en viderepostering af Lars Christensen opslag denne morgen på FB:
Av, min arm… De japanske aktier styrtbløder her til morgen.
Nikkei er faldet mere end 12% (det ser heller ikke for godt ud i Sydkorea). Og hele årets aktiekursstigning er væk.
Hvad er historien?
I sidste uge satte den japanske centralbank Bank of Japan renten op – med en kvart procent til 0,25%.
Er det virkelig det, der gør det? Det er en del af historien, men man skal også huske, at det ikke ligefrem var den mest overraskende renteforhøjelse.
Jeg tror snarere, at man skal se det i et globalt pengepolitisk perspektiv.
Basalt set fører de fleste centralbanker i den civiliserede verden pengepolitik ved at forsøge at ramme en inflationsmålsætning på 2%.
For at gøre det, sætter de en pengepolitisk rente. Den rente skal afspejle den underliggende økonomiske udvikling – vækst, arbejdsløshed og inflation samt det, som økonomer kalder den naturlige rente. Altså den rente, der underliggende skal være, når økonomien er i balance, og inflationsforventningerne er i overensstemmelse med inflationsmålsætningen.
Udfordringen for centralbankerne er, at de ikke præcis ved, hvor økonomien er, og ikke præcis kender niveauet for den naturlige rente.
I dette opsving har det været karakteristisk, at vi igen og igen er blevet overraskede over, at renteforhøjelserne i første omgang kunne fortsætte – og siden at rentenedsættelserne igen og igen blev udsat.
Men i sidste uge gik Federal Reserve og Bank of Japan måske et skridt for langt. Fed holdt renten uændret, og BoJ satte renten op. Og markederne reagerede – aktierne er styrtdykket, og måske endnu mere væsentligt for centralbankerne, så er obligationsmarkedernes inflationsforventninger faldet kraftigt.
Samtidig så vi i fredags den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der viste en overraskende stigning i arbejdsløsheden i juli, hvilket yderligere for markederne var en indikation af, at Fed var “behind-the-curve” i forhold til rentenedsættelserne.
Basalt set har Fed siden midten af 1980’erne haft et operationelt setup, hvor man har sat sin pengepolitiske rente – Fed funds rate – ved at følge en form for pengepolitisk regel – en Taylor-regel – hvor den pengepolitiske rente sættes ud fra, hvor stort kapacitetspres der er i økonomien, og hvor inflationen er i forhold til inflationsmålsætningen.
Men nogle gange kommer Fed til at afvige fra reglen – især fordi de underliggende parametre er usikre – og når det sker, så kan man godt regne med, at markedet tydeligt fortæller det til Fed. Det er for mig at se det, der sker lige nu.
Amerikansk pengepolitik er blevet for stram – og Fed skal til at have renten ned. Og det kommer den også.
Lige nu er markedet dog ved at finde ud af, hvor stor en fodfejl Fed har begået – og om Fed retter sin fejl.
Mit bud er, at vi ikke skal være voldsomt bekymrede. Fed ved godt, renten skal ned, men på normal vis vil Fed også tendere til at være tøvende. Og derfor kan der naturligvis være behov for, at markedet taler lidt mere “højt” – altså at aktierne falder yderligere, indtil det bliver klart, at Fed nok skal få renten ned.
Situationen minder mig om to tidligere episoder i de senere år. I slutningen af 2015 var Fed lidt for ivrig efter at få renterne op – og udløste dermed en større korrektion i aktiemarkederne. Og tilsvarende i 2018, hvor Fed fik sat renten en tand for meget op – og udløste aktiemarkedsuro.
Det er dog karakteristisk, at Fed i begge omgange lyttede til signalet fra markedet, og begge gange kom, der dog relativt hurtigt ro på markederne igen – og de makroøkonomiske effekter var begrænsede.
Og her er det naturligvis vigtigt at understrege, at det ikke er centralbankernes opgave at understøtte aktiemarkederne, men modsat SKAL centralbankerne forstå signalerne fra markederne, da de finansielle markeder er de bedste indikatorer, vi har for den fremtidige makroøkonomiske udvikling.
Så når jeg siger, at Fed skal til at sætte renterne ned, så er det ikke for at redde investorerne, men for at sikre, at amerikansk og global økonomi ikke bliver sendt ned i en dyb recession.
Det tror jeg heldigvis godt Fed forstår. Og derfor får vi også rentenedsættelserne fra Fed meget snart. Og så skal tingene nok også stabilisere sig igen.
Jeg har over den seneste uge skrevet et par blogposts om pengepolitiske regler (den såkaldte Mankiw-regel), og om hvor meget vi kan forvente, Fed skal sætte renten. Find link til disse artikler i kommentarerne. Det overordnede budskab er at renterne skal pænt ned.
