Klimarealismen breder sig hos de danske politikere. Kontrast har bragt dette glimrende indlæg af Steffen W. Frølund, klima- og energiordfører (LA). Energipolitik uden tøj på
Her er et ChatGPT resume af indlægget i bedste H. C. Andersen stil.
Der var engang et lille land, hvor folket drømte om en grøn fremtid. De byggede store vindmøller og opsatte solceller i håbet om at udnytte naturens egne ressourcer til at skabe et moderne samfund. Men drømmen var som kejserens nye klæder – skabt af illusioner og hule løfter.
I landet boede en mand ved navn Magnus, der hver dag arbejdede hårdt på at forsørge sin familie. Magnus så med bekymring, hvordan de grønne energiprojekter ikke kunne levere den stabile energi, landet behøvede. Når vinden ikke blæste, og solen ikke skinnede, stod landet i mørke, afhængig af dyr biomasse og fossile brændstoffer. „Dette kan ikke vare ved,” tænkte han.
Landets ledere, kejserne, priste sig lykkelige over deres „visionære” politik, men Magnus kunne se sandheden. Kejserne havde skabt et system, hvor overproduktion fra vind og sol gjorde energipriserne ustabile, og hvor virksomheder blev tvunget til at bygge deres egne kraftværker for at sikre sig mod mørklægning. Samtidig var atomkraft – den stabile og pålidelige energikilde – blevet afvist som „unaturlig” og „farlig”.
„Hvorfor bygger vi ikke noget, der virker?” spurgte Magnus en dag. Hans naboer rystede på hovedet. „Kejserne siger, det er vejen frem. De lover, det bliver bedre.” Men Magnus vidste bedre. Han så, hvordan landets industrivirksomheder flyttede til nabolande, hvor atomkraft sikrede billig og stabil energi, mens hans eget land gled ned i ineffektivitet og afhængighed.
En dag kom der bud, at endnu et stort vindprojekt var gået i stå. Ingen ville byde på det, for byrderne var for store, og afkastet for usikkert. Kejserne kaldte det et „uheld”, men Magnus vidste, det var begyndelsen på enden. „Naturen kan ikke alene forsørge et moderne samfund. Vi har brug for noget mere, noget sikkert,” sagde han til sine børn.
Magnus tog sin familie med hen til det gamle kraftværk ved fjorden. „Her brugte vi kul og atomkraft til at holde lysene tændt. Det var ikke perfekt, men det virkede. En dag vil vi vende tilbage til det, der virker, og så kan vi igen drømme om en fremtid uden illusioner.”
Og mens vinden susede over fjorden, og solens stråler glimtede på vandet, vidste Magnus, at sandheden altid ville sejre til sidst. Men prisen for kejserens illusioner ville for altid være en del af historien om det lille land.
