Det er dybt trættende at høre på det konstante alarmistiske præk om “havets forsuring” og “skaldyrene, vis skaller opløses” når det absolut intet har med den observerede virkelighed at gøre.
I dette opslag på WUWT fra vores alle sammen klimarealistiske arbejdsjern, Willy Eschenbach, tager han tosserierne ved vingebenet: pHony Alarmism – Watts Up With That? baseret på en ny artikel, som beskriver havets pH i den tid hvor der har været flercellet liv på jorden.
Alarmistisk sprogbrug
Udtrykket “ocean acidification” giver indtryk af, at havet er på vej til at blive et syrebad. I realiteten taler vi blot om et marginalt skifte fra pH 8,2 til cirka pH 8,1 – altså fra noget basisk til lidt mindre basisk. Selv indlæggets forfatter bemærker, at bevægelsen mod neutralitet markedsføres som “forsuring”, fordi det lyder mere dramatisk end det mere korrekte neutralisering.
Historiske data viser vedvarende basisk hav
Et nyt Science-studie, som Eschenbach analyserer, rekonstruerer havets pH-variationer gennem de seneste 485 millioner år. Kurven krydser aldrig under pH 7; havet har altså aldrig været surt i geologisk forstand.
I hele den periode, hvor pH har svinget inden for det basiske område, har skaldyr og andre kalkdannende organismer trivedes. Det gælder eksempelvis den urgamle nautilus, der stort set er uforandret siden kambrium. Med andre ord: liv med kalkskaller har overlevet langt større pH-udsving end dem, der diskuteres i dag.
Havets bufferkapacitet
Årsagen til havets stabile pH er det enorme buffersystem af bikarbonat, karbonat og borat. Disse kemiske ligevægte modvirker pludselige pH-fald. Derfor kræver det enorme CO₂-mængder at flytte pH mærkbart – og selv da forbliver vandet basisk.
Perspektiv og proportioner
Konklusionen i blogindlægget er enkel: Den observerede pH-ændring siden 1850 er en parentes i forhold til havets lange historie. Alarmistiske scenarier om skaldyrs undergang mangler empirisk belæg; naturen har allerede testet ekstremt høje CO₂-niveauer uden masseudryddelser i havet. Kritisk omtanke og præcis terminologi er derfor afgørende, når vi diskuterer havets kemi.
