Anbefaling
Rolf Ask Clausens blogindlæg “Din nye AI-ekspert kan være over 60” (udgivet 28. juli 2025) rammer plet: AI kræver først og fremmest dømmekraft, og den findes ofte hos de erfarne. Læs det, del det med HR, og brug det som afsæt for at rekruttere og opkvalificere seniorer målrettet til LLM-arbejde, mens de mere tekniske spor planlægges med passende støtte. Det er klogt — og økonomisk. (Racmeister)
Note om kilder: Blogindlægget citerer Douglas Adams’ velkendte “tre regler” om teknologi fra The Salmon of Doubt; se fx gengivelsen hos Goodreads og andre sekundære kilder. Bloggens pointe om aldersforskelle og læringskurver støttes i indlægget af et Consensus‑resume af relevant forskning. (Goodreads, wist.info, Racmeister)
Her er et resume af bloggen i Johannes V. Jensen novellestil produceret af ChatGPT 3o og ukritisk viderebragt af mig på 79 år:)
Æblet og algoritmen
Det var en sensommerdag med lav sol over en fabriksgård, som kunne have ligget hvor som helst i landet. En mand med sølv i håret stod og vendte et æble i hånden. Han slap det. Det faldt — ikke fordi sandsynligheden bød det, men fordi verden er indrettet sådan. Han nikkede. Sandsynlighed kan få én langt. Forståelse får én hele vejen. Og netop den forskel er det nye håndværk i maskinernes tidsalder. (Racmeister)
Han havde set verden skifte før: damp til diesel, regnestok til lommeregner, papir til skærm. Hver gang havde nogen råbt, at ordenen var brudt. En britisk humorist havde engang sat det på formel: Det du fødes ind i, er naturligt; det du møder som ung, er en mulighed; og det, der kommer efter de femogtredive, er imod naturens orden. Manden smilede skævt. Den regel er vittig — og nu er den i færd med at få modspil. (Goodreads, en.wikiquote.org)
Inde i hallen ventede hans nye lærling. Ikke et menneske, men en sprogmodel, som talte pænt og hurtigt og ofte klogt — og somme tider rent vrøvl. Den slags kræver dømmekraft, ikke forbløffelse. Han stillede maskinen spørgsmål, drejede den rundt, lugtede til svarene som en slagter lugter til et stykke kød. Det var her, de mange år begyndte at løbe foran de få: erfaringen med at høre, når en forklaring runger hult, og vide hvornår man skal bede om data og hvornår man skal bede om tavshed. (Racmeister)
Han kendte stierne i terrænet. Der er tre højdedrag her: de talende modeller og deres hjælper-agenter; værktøjerne til kodere, der lader hænderne gå hurtigere end tanken; og de små, strenge modeller i maskinrummet, hvor sensorer og mønstre vejer tungere end ord. Den første bakke kan alle bestige. Den anden kræver skodder for vinden og flere trin. Den tredje tager man med tov, hakke og faglig stædighed. For de ældre er stien bredest ved ordenes bakke — men udsigten er god nok til at lede hele karavanen. (Racmeister)
Han havde set mange ansigter i mødelokalerne, unge og gamle, ivrige og skeptiske. De ældste kom ofte med den ro, der følger af at have taget fejl mange gange og lært at leve af det. Nogle var over firs og ville stadig prøve nyt; mange var i halvtredserne og tresserne og talte om nytte, om at bøje karrieren et nøk i stedet for at lade den dø i vanen. Han skrev sig bag øret, at HR burde høre efter: her gik en uudnyttet styrke rundt i hallerne. (Racmeister)
Han satte æblet på kant, som om han ville lære det at balancere. Maskinen ved siden af foreslog kilder, tabeller, ordninger. Et andet værktøj — trænet på videnskaben — hviskede, at litteraturen faktisk støtter tanken: De store sprogmodeller er tilgængelige for alle aldre, og ældre brugere kan endda have fordel af deres kritiske blik; mere specialiserede værktøjer har stejlere læringskurver. Han nikkede igen. Det var ikke beviset, kun bekræftelsen. Videre arbejde trængtes — men retningen var klar. (Racmeister)
Til sidst tog han æblet op fra støvet, tørrede det af i jakkeærmet og bed. Syrligheden skar igennem. “Kritisk tænkning,” sagde han for sig selv, “er ikke at sige nej. Det er at vide, hvornår man siger ja — og hvorfor.” Så gik han ind for at lære sin lærling at arbejde.
