Igen og igen får vi tudet ørerne fulde af, at klimaforandringer vil føre til flere og flere dødsfald på grund af hedebølger. Det lyder jo uhyggeligt. Men virkeligheden er, at dødeligheden faktisk falder i de varme uger, og årsagen er både enkel og menneskelig: Vi tilpasser os.
Ny forskning, gamle konklusioner – men med et twist
Et omfattende europæisk studie offentliggjort i 2025 i International Journal of Biometeorology: Outpacing climate change: adaptation to heatwaves in Europe dokumenterer, at Europas befolkninger over de seneste årtier har overhalet klimaforandringerne – altså tilpasset sig hurtigere, end klimaet er ændret. Det betyder konkret, at vi hvert 17. år kan klare én grad varmere vejr uden at se en stigning i dødeligheden.
De klimamodeller, som spår om død og ødelæggelse i takt med stigende temperaturer, bygger ofte på den fejlagtige antagelse, at folk ikke tilpasser sig. Det svarer til at tro, at folk stadig dør af træk, fordi man i 1800-tallet ikke havde vinduer. Det er både usandt og useriøst.
Så hvordan tilpasser vi os?
Studiet viser, at vores tilpasning foregår på mange fronter:
- Biologisk: Kroppen vænner sig hurtigt til varme – på få uger ifølge sportsforskningen.
- Infrastrukturelt: Aircondition, bedre isolering, varmeisolerede tage og kølige offentlige rum gør, at selv længere hedebølger ikke længere slår folk ihjel.
- Samfundsøkonomisk: I den varmere verden bliver vi ca. 20.000 euro rigere per person for hver ekstra grad, og det giver rigeligt råd til at bruge en del af disse penge på tilpasning – fx bedre bygninger, aircondition og energiadgang for alle. Det handler ikke om en regning, men om en gevinst, vi selv investerer i vores komfort og modstandsdygtighed.
- Socialt og kulturelt: Mennesker flytter til varmere områder, især som pensionister. Ikke fordi de vil dø tidligere, men fordi de faktisk trives bedre i varmen.

Mere varme ≠ mere død
Dataene bag studiet dækker over 95 millioner dødsfald i Europa fra år 2000 til 2022. Og nej, dødeligheden under hedebølger er ikke steget – tværtimod. Faktisk viser tal fra f.eks. Spanien, Sverige og Holland, at befolkningerne bliver mere robuste over tid. De få dødsfald, der sker under hedebølger, rammer i høj grad dem, som ville være døde kort efter alligevel – det man kalder harvesting-effekten.
Realistisk frem for alarmistisk
Hvad betyder det her for klimadebatten? Først og fremmest, at vi skal stoppe med de dramatiske kurver, der viser tusindvis af klimadødsfald i fremtiden, hvis vi ikke “gør noget nu”. Det reducerer kompleksiteten til en farlig forsimplet fortælling.
Der er ingen tvivl om, at klimaet ændrer sig. Men mennesker er ikke passive ofre for vejr og vind. Vi er aktive, tilpasningsdygtige væsener, der bygger, ændrer og udvikler os. Vi dør ikke bare, fordi det bliver lidt varmere.
Konklusion: Klimatilpasning virker – og det sker af sig selv
Tilpasning til varme er ikke bare mulig – den sker allerede. Og i stedet for at stirre os blinde på dommedagskurver, bør vi fokusere på at styrke tilpasningen yderligere: økonomisk vækst, energiadgang, målrettede sociale tiltag mod energifattigdom og teknologisk udvikling.
Så næste gang nogen prøver at skræmme dig med dødelige hedebølger: Spørg dem, hvorfor dødeligheden falder. Det svar skylder de os.




