Både min kone Inge og jeg er vokset op i lavere middelklasse/arbejderklasse. Vi havde ingen særlig indsigt i investeringer eller forretning. Vores forældre var fornuftige med privatøkonomien, men de interesserede sig ikke for den slags – og vidste heller ikke meget om det.
Som unge begyndte vi selv at snuse til investeringer, og det åbnede øjnene for de mange faldgruber, der findes. Vi lærte blandt andet en norsk milliardær at kende – Martin Siem – der bl.a. havde tjent sine penge ved at flytte rundt på store norske sten. Han investerede i Dansk Biologisk produktion amba og sendte sin søn, Ole Martin Siem, til at rådgive os og han var et interessant bekendtskab. Han var ikke bedre begavet end os andre, men han havde fået forretningssans ind med modermælken.
Det var ham, der første gang sagde til os: “Man skal ikke smide gode penge efter dårlige.” Med andre ord: Man skal ikke fortsætte med at investere ressourcer i et projekt, der allerede ser ud til at mislykkes, for så risikerer man bare at tabe endnu mere – og går glip af bedre muligheder andre steder.
Faldgruben vi alle kender
Vi kender alle fristelsen: Man har lagt en stor indsats i et projekt, som ser ud til at mislykkes. Man bliver ved med at hælde penge og tid i det – for bare at få det til at lykkes. Problemet er, at det meget ofte intet ændrer ved udfaldet. I stedet risikerer man både at miste det, man allerede har investeret, og det, man hælder i efterfølgende.
Dertil kommer de skjulte “offeromkostninger”: Pengene og kræfterne kunne være brugt på noget, der gav et langt bedre afkast – eller en langt større værdi.
Et aktuelt eksempel: Ørsted
Lige nu ser vi staten køre dette princip ud i fuld skala med planerne om at give Ørsted et gigantisk kapitaltilskud. Lad os være ærlige: Ørsted ligner et fallitbo.
Aktiekursen toppede i 2021 på 1.299 kr. – i skrivende stund ligger den på 220,5 kr. Det er et fald på ca. 27 % siden i går alene. Der er en reel risiko for, at Ørsted ender i konkurs, og at alle de milliarder, politikerne pumper i, går tabt.
Min vurdering er klar: Vind og sol er en blindgyde i energiforsyningen. Det er dyrt, og det leverer ikke den stabile energi, et moderne samfund kræver. Verden over vender man nu ryggen til de grønne prestigeprojekter og vender tilbage til kul, olie og gas – og på længere sigt atomkraft.
Hvorfor skal vi betale?
Som skatteyder er det frustrerende at se politikere hælde penge i et sort hul uden at spørge os. Vores pensionskasser, som ATP, laver samme fejl og har allerede tabt enorme summer på lignende projekter.
Bundlinjen er enkel: Stater og kommuner skal holde sig langt væk fra investeringer i produktions- og servicevirksomheder. Det er ikke deres opgave at gamble med vores penge.
Hvis vi er heldige, lykkes det ikke at skaffe den sidste halvdel af de 60 mia. kroner, der skal i Ørsteds sorte hul. Så kan vi som skatteydere ånde lettet op – og undgå endnu et eksempel på at smide gode penge efter dårlige.
