Det begyndte egentlig en ganske almindelig aften. Inge og jeg sad ved vores vanlige, hyggelige topersonersmiddag (4 gange om ugen, da en af os faster 3 dage), med dejlig mad og vin og snakken flydende.
Vi kom til at tale om vores seneste rejse til Thailand og morede os over, hvor hurtigt det i grunden går i dag. Elleve timer i et fly – og man er midt i Bangkok. Det føltes næsten for let. Så begyndte vi at diskutere, hvordan det mon havde været før i tiden. Jeg bemærkede, at selv Christian den 4., den største magtløve i dansk historie, stort set ikke kunne komme til Thailand – i hvert fald ikke uden risiko for at dø på vejen. Det satte tanker i gang hos mig, og jeg tog min gamle notesbog frem: En ingeniørs krønike over fem rejser til Siam.
Første rejse – sejl og stjerner (1700-tallet)
Mit første skib var et prægtigt orlogsfartøj med tre master, sejl så store som katedralvinduer og tov så tykke som mine arme. Skibets fart var naturens luner: 5 knob i medvind, 0 i vindstille. Navigationsinstrumentet var sekstanten, og vores motor var solen, der trak vindene frem. I månedsvis tumlede vi på Atlanten, 206 dage fra København til Tranquebar – det tal kan jeg aldrig glemme. Stjernehimlen var mit første laboratorium; Orion og Sydkorset var de eneste pålidelige kompasmænd. Da vi nåede Siam efter syv måneder, var jeg blevet overbevist: mennesket sejler ikke blot på havet, men også i tiden.
Anden rejse – dampens triumf (ca. 1890)
Jeg vågnede på dækket af en kuldreven kolos. Dens cylinder målte en meter i diameter, stemplerne hamrede med en rytme, der kunne høres gennem hele skroget. 1.000 hestekræfter skubbede os gennem Suez’ nye vandvej, 162 kilometer skåret med ingeniørers skovle gennem ørkenen. Fra Trieste til Bangkok var vi fremme på otte uger. Hvor vindens luner før havde sat dagsordenen, styrede nu maskinens regelmæssighed. Jeg førte notesbog: “Tryk: 8 bar. Hastighed: 12 knob. Kulfyret pr. døgn: 80 tons.” Og midt i alt dette sad damerne stadig med parasoller på dækket.
Tredje rejse – dieselens brummen (ca. 1930)
MS Selandia var mit tredje hjem. Ingen kul, ingen gnister, ingen sort røg – kun en stille, rytmisk brummen fra to Burmeister & Wain dieselmotorer, hver på 1.250 hk. Effektiviteten var forbløffende: hvor damperen havde krævet en kulskovl hvert minut, krævede Selandia blot olie sprøjtet ind under tryk. Marchfart: 11 knob, men uden stop til kul, uden slæbende støv. Rejsen til Bangkok tog fem uger. I salonen sad vi med radioens knitren, en ingeniørens triumf: trådløse bølger krydsede oceanet hurtigere, end vi selv kunne.
Fjerde rejse – jetalderen (nutid)
En dag sad jeg i en aluminiumscylinder med vinger: en Boeing 777. To turbofanmotorer, hver med 115.000 punds thrust, sugede luft som kæmpehvaler og spyttede det ud som ildstorme. Farten: 900 km/t, marchhøjde: 11.000 meter. Flyvetid: 11 timer fra København til Bangkok. Ingen kul, ingen sejl, intet dæk, blot film i ryglænet og en kop kaffe i hånden. Og dog – jeg mærkede stadig maskinens puls, for den bar os hurtigere end alle mine tidligere liv kunne forestille sig.
Femte rejse – stratosfærens motorvej (fremtid)
Mit sidste liv førte mig opad, ikke fremad. Et stratosfærejet, drevet af raket-turbiner, der trak ilt ind fra de højeste luftlag, mens hydrogen brændte som en stjerne i maven på maskinen. Acceleration: 3 g. Fart: Mach 12. Vi steg lodret, indtil himlen blev sort og Jorden krummede sig under os. Deroppe – i den blågrønne tynde kuppel – lå vi en time, og Bangkok kom nærmere som en prik på et kort. Fra Kastrup til Siam på tres minutter.
Jeg skrev det sidste notat i min ingeniørbog:
“Sejl: måneder. Damp: mange uger. Diesel: fem uger. Jet: timer. Stratosfære: én time.”
Og alligevel, da Inge og jeg sad tilbage ved middagsbordet, kunne vi ikke lade være med at smile. For trods maskinernes triumf og tidens kompression er det stadig rejsen selv – forventningen, samtalerne, tallene, notaterne – der gør Siam til en juvel i horisonten.
