Dette blogindlæg er et satirisk, men sagligt “køkkenbordstjek” af fortællingen om Kina som supermagt. Afsættet er historikeren Frank Dikötters nyeste udlægning af “illusionens imperium” i interviewet, og tonen er et venligt nik til Eddie Skollers elegante drilleri: Man må godt grin’a – især af magtens selvhøjtidelighed. Kritikken retter sig mod systemet og facaden, ikke mod kinesere som mennesker.
Illusionens imperium: når PR bliver til BNP
I årtier har vi hørt om “dobbeltcifret vækst” og “den nye verdensorden”. Smukt i powerpoint, mindre kønt i regnskab. Før WTO-medlemskabet hobede varer sig op i gigantiske lagre, statsvirksomheder blødte røde tal, og bankerne lignede juletræer pyntet med misligholdte lån. WTO i 2001 blev redningsplanken: åbn eksportporten, tøm lagrene, kald det reform. Effektivt? Ja. Sundt? Ikke nødvendigvis.
Kapitalisme med kinesiske karakteristika? jo tak – det kaldes kommunisme
Grundarkitekturen er leninistisk: etpartimonopol og ideologisk loyalitet som førsteprioritet. Drømmen om, at vækst automatisk bliver til demokrati, var en vestlig ønsketænkning. Når en “gnist kan antænde prærien”, bliver politik brandslukning før alt andet.
Folket bar byrden – staten bar fanen
Narrativet siger, at partiet løftede hundredvis af millioner ud af fattigdom. Den jordnære version: Almindelige mennesker løftede sig selv, så snart grebet blev løsnet – grå markeder, private værksteder, uofficiel jorddeling. Samtidig fastholder hukou-systemet et skævt velfærdsregnskab, hvor husholdningernes andel af kagen forbliver lav.
Frygtens maskinrum
1989 var ikke blot studerende på en plads, men landsdækkende vrede over inflation og korruption. Svaret blev kampvogne – og en lektie, systemet aldrig glemmer: giv ikke gnisten luft. Siden da: mere overvågning, mere kontrol, og uro forklares helst som udenlandsk indblanding. Paranoia er ikke et biprodukt; den er brændslet.
Den store tanker: kan den egentlig sejle?
Oprustningen på papiret er imponerende, men kamperfaringen er tynd. Demografien vender, produktiviteten halter, og hvis officiel glans pudser tallene bare lidt, peger regnemaskinen på ét ord: proportioner. Spørgsmålet er ikke, om skibet er stort, men om stålet er godt – og om pumperne kan følge med.
Hvad gør vi andre? inddæm og vent – uden trance
Den mest undervurderede strategi fra den kolde krig var også den kedeligste: inddæmning og tålmodighed. Ikke teatralsk afkobling, men koldblodig risikostyring: beskyt kritiske teknologier, undgå afhængigheder, handl hvor det giver mening, vær gennemsigtig hvor det er nødvendigt. Facader smuldrer bedst indefra.
Et Skoller-nik at runde af med
Skoller lærte os kunsten at drille uden had. Så ja, man må grin’a af en “supermagt”, der hele tiden må forsikre os (og sig selv) om sin uovervindelighed. Samtidig tipper vi hatten for de millioner af almindelige mennesker, der får hverdagen til at fungere – ofte på trods af systemet.
Grin, men med klart blik: Bag projektørlyset står et skrøbeligt imperium, hvor pumperne allerede kører. Det kalder ikke på panik – det kalder på proportioner. Og måske en lille sang på vej ud.
