Ekstra Bladet kunne for nylig fortælle, at kunstneren Jens Galschiøt vil sende 6.000 små nøgne Trump-figurer til COP30 i Brasilien. Figuren forestiller en fed, nøgen Trump, der sidder på nakken af en tynd afrikaner. Pointen er, at Trump – og hans klimapolitik – er den store trussel mod verdens fattige og mod en bæredygtig fremtid. Dansker i nøgen-angreb på Trump: – Han bliver sikkert skidesur – Ekstra Bladet

Det er spektakulært, fotogent og lige til forsiden. Men det er også en bekvem afledning fra det egentlige problem: at det ikke er Trump, der sidder tungest på ryggen af Afrika. Det er i høj grad vores egen grønne politik.

Min skulptur: den grønne elite på ryggen af Afrika

For at illustrere det har jeg lavet mit eget billede, inspireret af Galschiøts skulptur – men vendt på hovedet.

OpenAI Den grønne kolonialisme: Ursula von der Leyen som grøn gudinde, der sidder på ryggen af Afrika

Pointen er enkel nok: det er ikke den orange amerikanske populist, der i praksis sidder på Afrikas ryg. Det er den grønne europæiske elite.

Hvem forhindrer Afrika i at bruge kul og gas?

Hvis man spørger konkret: hvem står mest i vejen for, at Afrika kan bruge kul og gas til at blive rigt? – så er svaret ikke Trump. Tværtimod.

Det er først og fremmest EU’s grønne regler og taksonomier, Verdensbanken og andre finansinstitutioner, der presses til ikke at finansiere kul- og gasprojekter, samt FN-systemet og de store klima-NGO’er.

Det er alt sammen pakket ind i flotte ord om “klimaretfærdighed”, “grøn udvikling” og “just transition”. Men for den afrikaner, der bare gerne vil have arbejde, strøm og adgang til et hospital, betyder det noget helt andet:

Ingen kulkraft betyder ingen billig, stabil energi. Ingen gas betyder dyrere strøm og svagere industri. Der er masser af krav om klimahensyn, men meget begrænset vilje til at betale regningen.

Energi, velstand og hykleri

Der findes en ubehagelig simpel lov i verdenshistorien.

For det første er intet land blevet rigt uden rigelig, billig og stabil energi. For det andet er alle rige lande blevet rige ved hjælp af kul, olie og gas. For det tredje opdager de, når de er blevet rige, at det var forkert – og begynder at forklare andre, at de ikke må gøre det samme.

Det er historien om den grønne kolonialisme.

Europa vil gerne have kobolt, nikkel og andre råstoffer til batterier og elbiler fra Afrika. Men afrikanerne må helst ikke bruge kul og gas til deres egne fabrikker, byer og køleskabe. Vi får de grønne goder; de får de grønne begrænsninger.

Det er præcis den asymmetri, Galschiøt undgår. Han nøjes med at sætte en karikeret Trump på afrikanerens skuldre. Det passer fint ind i den europæiske selvforståelse: vi er de gode, de slemme sidder i Washington og Mar-a-Lago.

Kunst eller komfortzone?

Galschiøt er dygtig til at lave billeder, der sætter sig fast. “Survival of the Fattest” – den fede kvinde på ryggen af en udmarvet afrikaner – er en klassiker i global ulighedskunst. Men det er også blevet en stilart: den fede hvide skurk og den magtesløse sorte krop.

Min pointe er ikke, at man ikke må kritisere Trump. Min pointe er, at det er for nemt.

Det kræver ingen mod at stille Trump op som klimaskurk på en COP-konference, hvor næsten alle deltagere er enige om, at han er et monster. Det er billig modstand: man sparker ned i et allerede upopulært hjørne og bekræfter sit eget publikum.

Det ville være langt mere interessant – og langt mere ubehageligt – at rette skytset mod EU’s egen energipolitik, den grønne finansverden, der nægter at finansiere fossile projekter i fattige lande, og de europæiske vælgere, der vil have grøn samvittighed uden at betale regningen.

Det er det, min grønmalede Ursula på ryggen af Afrika forsøger at sige: problemet er ikke kun de andre. Problemet er os.

Symbolpolitik eller seriøs klimadebat?

Hvis vi tog klima, ulighed og udvikling alvorligt, ville vi tale mindre om nøgne Trump-figurer og mere om, hvordan fattige lande får meget mere energi, hurtigt. Vi ville acceptere, at de bruger kul og gas i en periode, mens de bliver rige nok til at vælge noget renere.

Det er en svær samtale. Den kræver regneark, cost-benefit-analyser og politisk mod. Den kan ikke løses med 6.000 bronzefigurer og et par gode pressefotos.

Så længe vi hellere vil se på en fed Trump på en afrikaners ryg end på vores egen grønne gudinde, der gør det samme, er vi stadig mest optaget af vores egen samvittighed – ikke af Afrikas fremtid.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Comments are closed.

Verified by MonsterInsights