Som formand for Klimarealisme taler jeg jævnligt med politikere. Jeg fremhæver altid én simpel regel: Der må aldrig gennemføres klimatiltag, hvor skyggeprisen for CO₂ er højere end ca. 750 kr. pr. ton – det niveau, den grønne trepart selv arbejder med, og som er et rimeligt bud på, hvad et ton CO₂ faktisk koster verden.
Alligevel står vi nu med endnu et grelt eksempel, som Jens Morten Hansen har slået op på FB: planen om en elfærge til Læsø, hvor skyggeprisen ender langt over dette niveau og dermed bliver et massivt samfundsøkonomisk tab.
Den reelle meromkostning ved den “grønne” løsning består af to dele:
- Ca. 240 mio. kr. til særlige ladeanlæg i Frederikshavn og Vesterø.
- Omkring 80 mio. kr. i merpris for en elfærge i forhold til en moderne dieselfærge.
I alt altså cirka 320 mio. kr. i ekstraregning alene for at gøre færgedriften elektrisk.
Læsøfærgerne udleder i dag i størrelsesordenen 5.000 ton CO₂ om året. Over 30 år, og med en normal samfundsøkonomisk diskontering, svarer det til en nutidsværdi på cirka 86.500 ton CO₂.
Regnestykket er brutalt enkelt:
320.000.000 kr. / 86.500 ton CO₂ ≈ 3.700 kr. pr. ton CO₂
Altså en CO₂-skyggepris, der ligger:
- Omtrent fem gange over de 750 kr./ton, der politisk bruges som reference.
- Omtrent syv gange over CO₂-prisen i EU’s kvotesystem.
Når man betaler 3.700 kr. for en CO₂-reduktion, man kunne have købt for 500–750 kr. pr. ton, er forskellen ren spild: penge, der kunne være brugt langt mere effektivt – eller på helt andre vigtige opgaver.
Elfærgen til Læsø er derfor ikke et forbillede på grøn omstilling, men et skoleeksempel på, hvordan klimapolitik kan udvikle sig til økonomisk vanvid, når ingen tør se på regnestykket.
