Godt begyndt, Sverige. Nu mangler I resten

Sveriges regering har netop besluttet at udfase det langsigtede bilaterale udviklingsbistand til fem lande: Tanzania, Mozambique, Zimbabwe, Liberia og Bolivia. Alle igangværende indsatser skal være lukket senest 31. august 2026. Samtidig lukkes de svenske ambassader i La Paz (Bolivia), Monrovia (Liberia) og Harare (Zimbabwe). Begrundelsen er, at bistanden har givet for ringe resultater, og at midlerne i stedet skal prioriteres til bl.a. Ukraine; humanitær nødhjælp påvirkes ikke af beslutningen. Swedish Government decides to phase out bilateral strategies and close embassies | Sida

Det er en overordentlig fornuftigt beslutning. Men lad os være ærlige: det går slet ikke langt nok.

Problemet er ikke, at udviklingshjælp nogle gange virker dårligt. Problemet er, at vi efter årtiers arbejde, milliarder af kroner og bunker af rapporter igen og igen kan se det samme mønster: udviklingshjælp virker ikke som motor for udvikling. I værste fald gør den skade. I bedste fald er den spild af penge.

Og det er ikke en løs mavefornemmelse. Dygtige udviklingsforskere – Martin Paldam er et godt eksempel – har vist empirisk, at bistand i det store billede ikke flytter lande ud af fattigdom. Den ændrer ikke de institutioner, der bestemmer, om et land udvikler sig eller ej. Tværtimod kan den fastholde dårlige systemer.

Udvikling handler ikke om penge – men om regeringsførelse

Når et land ikke udvikler sig, skyldes det ikke mangel på vestlige penge. Det skyldes mangel på ordentlig regeringsførelse.

Der er to hovedtyper af udviklingsstop:

1. Banditstaten
   Her sidder diktatoren og hans klike og tapper landet. Bistanden bliver til præsidentpalæ, kamphelikoptere og et privat luksusliv, mens befolkningen får smuler. De er banditter. Enkle at forstå. Vi kender typen fra Rusland og mange andre steder: magten er et bytte, ikke et ansvar.
2. Den institutionaliserede idioti
   Her er der ikke nødvendigvis én stor skurk. Man har bare indrettet hele samfundet efter økonomiske modeller, der igen og igen har vist sig ubrugelige: socialistisk planøkonomi, statsstyring, politisk kontrol med priser, produktion og investeringer. Det er ideologi forklædt som økonomi. Og det ender forudsigeligt: stagnation.

Tag Tanzania. Omkring 1960 lå Tanzania og Sydkorea på omtrent samme – ekstremt lave – BNP pr. indbygger. I 1960 var Sydkorea på ca. 160 US$ pr. person og Tanzania ca. 270 US$, altså samme fattigdomsklasse. Derefter løb Korea fra alle, mens Tanzania blev stående.

Hvorfor? Ikke fordi Sydkorea fik flere bistandskroner. Men fordi Sydkorea byggede institutioner, der belønner produktion, opsparing, investering, handel og konkurrence. Tanzania byggede institutioner, der belønner politisk loyalitet og statsstyring.

Det er ikke raketvidenskab. Det er bare økonomisk virkelighed.

Min egen AHA-oplevelse: bistanden som fastholdelsesmekanisme

Jeg har selv haft fornøjelsen – og det var faktisk en fornøjelse – af at arbejde to år med udviklingshjælp. Jeg var udstationeret af DANIDA på Asian Institute for Technology fra 1997-99, hvor jeg underviste kommende miljøingeniører i vandmiljø. Mine studenter fik forhåbentlig noget ud af det. Jeg gjorde i det mindste.

Men sideløbende skulle jeg vurdere Danidas projekter i regionen: gav det mening at bruge penge der?

Nepal: elendighed som forretningsmodel

I Nepal talte vi med embedsmænd og beslutningstagere, der havde én dominerende tanke: hvordan fastholder vi Nepal som et af verdens fem fattigste lande, så vi altid kan få udviklingshjælp?

Det lyder grotesk. Men når man belønner fattigdom med gratis penge, så får man fattigdom som strategi.

Eksempel: Kathmandu havde brug for en ny vandledning. Det centrale spørgsmål var ikke, om det var en god investering (det var det). Spørgsmålet var udelukkende: hvem betaler? Ikke en krone selv. Ikke engang når det tydeligvis ville løfte landet.

Danida synes i sin visdom, at det vigtigste problem Nepal havde på den tid var, at landet manglede et momssystem! Så derfor sendte man en tolder ud til at leve i luksus i en stor villa i Kathmandu med 5 tjenestefolk, en vagt og 2 chauffører. Jeg var misundelig, da jeg kun havde råd til en tjenestepige/kok, da alting var meget dyrere i Thailand.

Cambodja: små joller til en struktur, der er forkert

I Cambodja var jeg sammen med folk fra Carl Bro, som var glade og engagerede i at hjælpe en lille fiskerlandsby med lidt bedre fiskejoller.

Men det er jo ren symbolpolitik forklædt som udvikling. En eneste moderne fiskekutter kan fange lige så meget som hele landsbyen tilsammen på et år. Så de 500 mennesker skulle ikke have bedre joller – de skulle have et bedre økonomisk alternativ: arbejde, uddannelse, markedsintegration.

Det er hårdt sagt, men det er sandt: bistanden fokuserer ofte på at forbedre noget marginalt i et system, som i sig selv er fejlkonstrueret.

Vietnam: svensk fosfor-fetichisme

Og så er der de såkaldt “ansvarlige” donorers idiotiske prioriteringer.

Min kollega Gunnar Kjær Hansen, agronom på AIT, var rasende over de svenske myndigheder, der slog knuder på sig selv sig for at forhindre brug af fosfor i vietnamesisk landbrug.

De havde eutrofierede søer i Sverige → derfor skulle Vietnam holde sig fra fosfor.

Det er en tankefejl så stor, at den burde udstilles i et museum: Når man forveksler et svensk miljøproblem med et vietnamesisk overlevelsesproblem, så er man ikke miljøbevidst. Man er bare virkelighedsfjern.

Hvad der faktisk virker: handel, ikke almisser

Hvis man vil hjælpe fattige lande, er der én type hjælp, der giver mening: handel.

• Lad dem sælge til os uden importrestriktioner.
• Lad dem få adgang til markederne.
• Lad dem konkurrere.
• Lad dem investere og vokse.

Det er ikke pænt pakket ind, men det er præcis sådan alle vellykkede udviklingshistorier ser ud. Ikke gennem permanent bistand, men gennem produktivitet og markedsadgang.

Akut nødhjælp ved katastrofer? Ja, selvfølgelig. Når det handler om liv og død her og nu, hjælper man. Punktum.

Men vi skal ikke bilde os ind, at nødhjælp er uden bivirkninger. Også den kan blive en sovepude for dårlige regeringer. Hvis man ved, at så snart der er tørke, oversvømmelse, hungersnød eller sammenbrud i forsyningerne, så står Vesten klar med fly og dollars, så forsvinder incitamentet til selv at forebygge.
Hvorfor investere i dæmninger, vandlagre, robuste fødevaresystemer, beredskab og basale infrastrukturer, hvis regningen alligevel ender hos “det internationale samfund”? Man får kort sagt et system, hvor politisk inkompetence belønnes med hjælp, og ansvarlighed bliver en dårlig forretning.
Det ændrer ikke ved, at man hjælper mennesker i nød her og nu. Men det betyder, at nødhjælp bør gives med åbne øjne: som plaster for en akut skade – ikke som permanent driftstilskud til stater, der nægter at lære af deres egne katastrofer.

Men langsigtet bistand til stater, der enten er banditstyrede eller ideologisk økonomisk fejlindrettede? Det er ikke hjælp. Det er finansiering af stagnation.

Hvorfor det haster nu

Den globale fattigdom faldt markant gennem flere årtier. Underernæring blev reduceret. Middelklasser voksede i Asien og dele af Afrika.

Men de seneste år ser vi stagnation i de områder, der er hårdest ramt. Det er ikke mærkeligt, for de lande, der er tilbage i bunden, er netop dem med banditstyre og planøkonomisk idioti.

Hvis vi vil have den positive udvikling tilbage på sporet, skal vi:

1. Stoppe finansieringen af de systemer, der holder landene nede.
2. Lade markedsmekanismer og handel gøre det, de kan.
3. Sætte pres på regeringsførelse – ikke proppe flere penge i hullet.

Det første og letteste skridt er at stoppe bistanden. Ikke fordi vi er onde. Men fordi vi ikke skal holde elendigheden ved lige.

Bundlinjen

Sveriges beslutning er et lille skridt i den rigtige retning. Men hvis vi mener det alvorligt, skal vi stoppe al langsigtet udviklingshjælp til dårligt regerede og planøkonomiske stater.

Udvikling kommer indefra gennem institutioner, ejendomsret, retssikkerhed, handel og ansvarlige regeringer – ikke gennem vestlige checks skrevet med dårlig samvittighed og endnu dårligere effekt.

Vi hjælper ikke folk ved at sende penge til deres undertrykkere eller til deres fejlslagne systemer. Vi hjælper dem ved ikke at gøre det.