Anledningen til denne blogpost er mit foredrag i Byens Hus i går, arrangeret af Hemingway-klubben i Gentofte. Der var mange spørgsmål fra salen – ikke kritiske i klassisk forstand, men oprigtigt opklarende. Publikum ville forstå sammenhænge, tal og proportioner. Og det er altid et godt tegn.
De stille skeptikere
Et gennemgående tema i spørgsmålene – og i snakkene bagefter – var det, jeg kalder de stille skeptikere. Mennesker, der hverken benægter klimaændringer eller er ligeglade, men som oplever, at klimaretningen og virkeligheden ikke helt følges ad.
De ser, at verden bliver rigere, sundere og mere robust. At ekstremvejret ikke udvikler sig som varslet. Og at omkostningerne ved klimaændringer – målt i forhold til BNP – forbliver beskedne. Alligevel mødes de af en retorik om krise, undtagelsestilstand og nødvendige afsavn.
Det skaber undren. Ikke vrede. Undren.
Når man mangler ordene
Mange sagde det samme: “Det her har jeg godt fornemmet, men jeg har ikke selv kunnet finde tallene eller argumenterne.” Netop dér ligger pointen. Klimadebatten er i høj grad normativ og moralsk, mens mange savner data, historisk perspektiv og økonomisk realisme.
Foredraget gav – forhåbentlig – et sprog for den erfaring.
Afslutningen: Livet skal leves
Jeg sluttede som altid med en opfordring til at nyde livet. Ikke som provokation, men som konstatering: Velstand, energi og vækst har gjort mere for mennesker, miljø og natur end nogen planøkonomisk grøn omstilling.
Flyv. Rejs. Lev.
Og spis det kød, du har lyst til.
En deltager bemærkede tørt, at “der bliver kø hos slagter Broe”. Slagter Broe – en af Gentoftes kendte slagtere – leverer stadig rigtigt kød til rigtige mennesker, der ved, at livet ikke bliver grønnere af dårlig samvittighed alene.
En stille konklusion
Aftenen i Gentofte bekræftede mig i, at mange tænker selv – også om klima. De stiller spørgsmål. De vil forstå. Og de sætter pris på, at debatten føres med fakta frem for frygt.
Og bagefter?
Ja, så går man måske forbi slagter Bro.
Måske går man hen og får sig en lille én.
Måske går man hen og får sig en lille én. Nu kommer den guhjælpe mig og siger, at det har jeg sagt før!