Et af de mest almindelige – og mest presserende – spørgsmål til alle tider er dette:
Hvordan ved man, hvad der er sandt, og hvad der er falsk?
Det er et rimeligt spørgsmål. Og samtidig et farligt et, hvis man tror, der findes et enkelt svar.
Rational uvidenhed – en nødvendighed, ikke en fejl
Begrebet rational uvidenhed er centralt, hvis man vil forstå både videnskab, demokrati og den offentlige debat. Det dækker over en banal, men uomgængelig kendsgerning: Ingen kan vide alt om alt.
Derfor er det rationelt – ja, nødvendigt – at være uvidende om en masse ting og overlade dem til andre. Vi gør det hele tiden. Ingen forventer, at almindelige mennesker forstår avanceret kvantemekanik eller kan udlede Standardmodellen på bagsiden af en serviet.
Men her kommer humlen.
Hvornår er noget vigtigt nok?
Problemet opstår, når vi skal afgøre, hvad vi trygt kan overlade til andre – og hvad vi selv bør sætte os ind i. For også betydningen af et emne kan manipuleres. Noget kan fremstilles som enten livsvigtigt eller ligegyldigt, alt efter hvem der fortæller historien.
Hvis man selv vurderer, at et emne er vigtigt, så er der i realiteten ingen undskyldning for ikke selv at grave i det. Ikke ved at læse overskrifter, ikke ved at stole på mediernes sammenfatninger – men ved at gå til data, tal og baggrundsartikler.
For langt de fleste samfundsrelevante emner er det faktisk muligt. Det kræver tid, nysgerrighed og en nogenlunde fornuftig uddannelsesbaggrund – men ikke et professorat.
Mediernes fortælling og virkelighedens data
Tag verdensudviklingen som eksempel. Der findes enorme mængder solide, uomstridte data om levealder, fattigdom, sundhed og uddannelse. Data, som viser et billede af verden, der er markant mere positivt end det, man får indtryk af i nyhedsstrømmen.
Det betyder ikke, at alt er godt. Men det betyder, at fortællingen ofte er selektiv.
En af mine foretrukne kilder til inspiration er Roger Pielke Jr. som netop har udgivet denne blog om informationsøkosystemet.
Informationsøkosystemet – og hvorfor sandhed er omstridt
Pielke peger på, at vi ikke lever i et neutralt informationsrum. Tværtimod lever vi i et informationsøkosystem, hvor:
- nogle får lov at tale med autoritet
- nogle budskaber forstærkes
- nogle kanaler dominerer opmærksomheden
- og nogle målgrupper bevidst adresseres
Det betyder, at “fakta” sjældent bare ligger der og venter på at blive opdaget. De konkurrerer. De fortolkes. De pakkes ind i symboler.
Walter Lippmann beskrev det allerede i 1922: Verden er for kompleks til, at borgerne kan opleve den direkte. I stedet handler vi ud fra “billederne i vores hoveder”.
Og disse billeder formes i høj grad af symboler.
Symboler, propaganda og demokrati
Når Pielke – via Lasswell – taler om propaganda, er det ikke som et skældsord. Propaganda er simpelthen styring af kollektive holdninger gennem betydningsfulde symboler.
Flag, slogans, personer, frygtbilleder, håbsfortællinger. Det hele virker, fordi mennesker handler på følelser og forestillinger – ikke på Excel-ark.
Propaganda er derfor ikke en fejl i demokratiet. Den er en del af det. Det afgørende spørgsmål er ikke, om der findes propaganda, men hvilken propaganda der dominerer, og om den har forbindelse til virkeligheden.
Eksperter, autoriteter og sund skepsis
Her bliver det fristende at sige: “Så må vi bare stole på eksperterne.”
Men også det er for let.
Man bør naturligvis identificere personer med faglig tyngde, dokumenteret redelighed og evne til at udtale sig nuanceret. Ofte er det netop ikke dem, der råber højest i medierne.
Men selv de bedste kan tage fejl. Eller blive korrumperet. Eller forenkle for meget. Derfor bør skepsis aldrig slås fra – heller ikke over for dem, man normalt har tillid til.
Som jeg selv erfarede i min tid som afdelingsleder: Jeg vidste godt, at mange af mine kolleger vidste meget mere end mig om deres specialer. Men respekt opstår, når man viser, at hvis noget er vigtigt nok, så kan man sætte sig ind i det – og stille kritiske spørgsmål.
Sandhed, demokrati og det hårde arbejde
Demokrati handler ikke om, at alle tænker ens. Det handler om, at mennesker med forskellige opfattelser kan handle nogenlunde koordineret.
Det kræver fælles referencepunkter. Fælles fakta. Og viljen til at skelne mellem det, der kan dokumenteres – og det, der blot føles rigtigt.
Derfor er diskussionen om rational uvidenhed, informationsøkosystemer og propaganda helt central. Ikke som akademisk øvelse, men som demokratisk overlevelsesstrategi.
Og netop derfor bør den diskuteres langt mere åbent – på undervisningsinstitutioner, i det offentlige rum og blandt almindelige borgere.
