I et indslag den 3. januar i P1 Morgen om New Yorks nye borgmester, Zohran Mamdani, vælger Danmarks Radio igen en bemærkelsesværdig mild og næsten begejstret tilgang til noget, der historisk burde udløse langt skarpere journalistiske reflekser: socialisme.
Mamdani præsenteres som en 34-årig politisk komet, der åbent erklærer sig som demokratisk socialist og lover at styre verdens måske mest komplekse storby efter netop denne ideologi . Det beskrives som modigt, spændende og ambitiøst. Kritikken? Den er sen, forsigtig og teknisk.
Hvad indslaget handler om – kort fortalt
DR fortæller, at Mamdani:
- skal lede en by med ca. 8,5 mio. indbyggere
- råder over et budget på ca. 732 mia. kr.
- vil gennemføre klassiske socialistiske tiltag:
- fastfrysning af huslejer
- gratis busser
- gratis børnepasning
- højere skat på “de rige”
Alt sammen præsenteret med en tone, der ligger tættere på kulturstof end på kritisk samfundsjournalistik.
Minnesota – virkeligheden banker på døren
Efterfølgende nævner journalisten dog Minnesota. Og det er faktisk vigtigt.
I Minnesota – en solidt demokratisk, progressiv stat – forsøgte man netop at indføre huslejeloft. Intentionerne var de samme: beskytte lejere, dæmpe boligudgifter, skabe “retfærdighed”. Resultatet var også det samme, som det altid er:
- Nybyggeriet stoppede.
- Investorer trak sig.
- Boligknapheden blev værre.
- Tiltaget måtte opgives.
Det er ikke et højreorienteret skræmmeeksempel. Det er et venstreorienteret eksperiment, der kollapsede under sin egen logik.
At DR nævner Minnesota er et skridt i den rigtige retning. Men det bliver behandlet som en praktisk udfordring – ikke som det, det reelt er: empirisk dokumentation for, at planøkonomiske indgreb i boligmarkedet systematisk fejler.
Det principielle problem: historieløshed forklædt som neutralitet
Problemet er ikke, at DR fortæller om Mamdanis politik. Problemet er, hvordan de fortæller om den.
Når ordet socialisme bruges, burde følgende være standardjournalistik:
- historisk kontekst
- systematiske sammenligninger
- klare referencer til kendte resultater
Det sker ikke.
Der findes ingen historiske eksempler på realiseret socialisme – hverken demokratisk eller autoritær – som har ført til varig velstand, frihed og stabilitet. Tværtimod. Facitlisten hedder:
- økonomisk stagnation
- knaphed
- magtkoncentration
- og i de værste tilfælde: undertrykkelse og død
At undlade denne kontekst er ikke neutralitet. Det er selektiv tavshed.
Et tankeeksperiment DR aldrig ville tillade
Forestil dig følgende formulering i P1 Morgen:
“New York har valgt en demokratisk fascistisk borgmester. Hans ideer er radikale og planøkonomiske – og spændende.”
Det ville aldrig ske. Og med god grund.
Men socialisme, fascisme og nazisme deler centrale strukturelle træk:
- staten over individet
- politisk styring af økonomien
- mistillid til markeder og frivillighed
Alligevel behandles socialisme som noget fundamentalt andet – nærmest ufarligt. Det er journalistisk inkonsistent.
Minnesota er ikke undtagelsen – det er reglen
Det afgørende er ikke, at socialistiske tiltag kan være svære at gennemføre.
Det afgørende er, at:
hver gang de møder virkeligheden – fra Minnesota til Venezuela – producerer de de samme negative resultater, uanset intentioner og demokratiske valg.
Minnesota viser, i miniature, det som historien viser i fuld skala.
Afslutning
Man må gerne være socialist.
Man må også gerne vælge en socialist.
Men public service-journalistik har pligt til at være historisk og empirisk redelig. Når Danmarks Radio omtaler socialisme som spændende uden konsekvent at konfrontere ideologien med dens dokumenterede resultater, så er det ikke oplysning.
Det er normalisering.
Og det burde bekymre langt mere end, hvem der har nøglerne til rådhuset i New York.
