Der er kommet en ny fagfællebedømt artikel, som på systematisk vis gør noget, der burde være helt banalt: Den sammenligner IPCC’s lokale fremskrivninger af havstigning med de faktiske målte data fra tidevandsstationer verden over.
Artiklen hedder: A Global Perspective on Local Sea Level Changes og er publiceret i august 2025 i Journal of Marine Science and Engineering .
Det er ikke et blogindlæg. Det er ikke en kommentar på sociale medier. Det er en statistisk analyse af over 200 lange tidevandsserier, hvor man eksplicit tester for acceleration i havstigningen.
Og resultaterne er mildest talt interessante.
Ingen statistisk acceleration i 95 % af stationerne
For at kunne sige noget meningsfuldt om acceleration kræver det lange dataserier. Forfatterne stiller et minimumskrav på 60 år og data frem til mindst 2015.
Kun ca. 15–20 % af verdens tidevandsstationer opfylder disse krav.
Ud af de stationer, der gør:
- Ca. 95 % viser ingen statistisk signifikant acceleration
- Kun omkring 5 % viser acceleration
- De få med acceleration er geografisk spredte og ofte knyttet til lokale forhold
Dette fremgår klart af resultatafsnittet (bl.a. side 8–9 og konklusionen side 16) .
Det er værd at dvæle ved.
IPCC’s projektioner bygger på en antagelse om, at havstigningen accelererer – drevet af stigende temperatur, issmeltning og termisk ekspansion.
Men i de lange observerede serier kan denne acceleration i overvejende grad ikke påvises statistisk.
Lokale forhold forklarer “ekstreme” stigninger
De få steder, hvor man ser kraftige stigninger eller acceleration, bliver analyseret nærmere.
Her finder man:
- Glacial isostatisk landhævning (Skandinavien, Alaska)
- Tektonisk aktivitet (Japan, Samoa)
- Sedimentkompaktion og delta-sætninger (Gulfkysten)
- Grundvandsindvinding (Bangkok, Mumbai)
- Instrumentændringer (Australien)
Det fremgår tydeligt af tabel 1 og diskussionsafsnittet (side 12–15) .
Med andre ord: De “dramatiske” signaler er i høj grad geologiske eller lokale.
Det er ikke global klimafysik.
IPCC’s fremskrivninger ligger systematisk for højt
Det mest opsigtsvækkende er sammenligningen mellem målte stigningsrater i 2020 og IPCC’s SSP2-4.5 projektion.
Figur 8 (side 11) viser, at hovedparten af stationerne ligger over 1:1-linjen – dvs. IPCC’s fremskrevne stigning er højere end den målte .
Forfatterne konkluderer:
- IPCC’s lokale rater i 2020 er i gennemsnit ca. 2 mm/år højere end observeret.
- I nogle regioner (f.eks. den amerikanske østkyst) er forskellen 4–5 mm/år.
- Kun få steder er projektionerne lavere end observationerne – og her er der typisk stærke lokale geologiske forhold.
Deres formulering i konklusionen er diplomatisk:
“The current generation of projections can therefore be considered conservative.”
“Conservative” er et pænt ord.
På almindeligt dansk betyder det: de ligger for højt.
Problemet med acceleration som forudsætning
IPCC’s modeller indbygger acceleration.
Men acceleration skal kunne observeres i data, hvis den allerede er i gang.
Hvis man statistisk ikke kan påvise acceleration i 95 % af lange serier, rejser det et helt legitimt spørgsmål:
Er det metodisk forsvarligt at basere kystplanlægning på fremskrivninger, der systematisk ligger over de observerede trends?
Især når forskellen ikke er marginal, men i størrelsesordenen 2 mm/år – hvilket over 50 år bliver 10 cm.
I kystsikring er 10 cm ikke trivialt.
Men det er heller ikke apokalyptisk.
Et historisk perspektiv
Tilbage i 2002 talte oceanografen Walter Munk om “the sea level enigma”. Dengang handlede det om uoverensstemmelsen mellem observeret havstigning og bidragene fra is og temperatur.
Tyve år senere ser vi en anden type mismatch:
Ikke mellem fysiske bidrag, men mellem fremskrivninger og lokale observationer.
Det er ikke første gang i klimadebatten, at modeller ligger højere end virkeligheden.
Det er heller ikke første gang, at det efterfølgende bliver kaldt “konservativt”.
Hvad betyder det for Danmark?
I Nordeuropa – inklusive Nordsøen og Østersøområdet – finder studiet en overestimering på typisk 1–3 mm/år .
Samtidig ved vi, at glacial isostatisk landhævning spiller en betydelig rolle i vores region.
Hvis man lægger landhævning og manglende acceleration sammen, bliver billedet mindre dramatisk end mange offentlige fremstillinger antyder.
Det betyder ikke, at havet ikke stiger.
Det betyder, at:
- Stigningen i vid udstrækning er lineær.
- Acceleration ikke kan påvises statistisk de fleste steder.
- IPCC’s nutidige rater ligger systematisk over de målte.
Det er tre nøgterne, datadrevne pointer.
En nødvendig nøgternhed
Klimadebatten om havstigninger er ofte følelsesladet.
Men kystsikring, infrastruktur og milliardinvesteringer bør baseres på at målinger styrer modellerne – ikke på scenarier, der allerede i nutiden ligger over observationerne.
Det mest fornuftige budskab fra den nye artikel er måske dette:
Før man bygger diger til 2100, bør man først analysere de lokale data ordentligt.
Det er egentlig bare sund ingeniørfornuft.
Og den slags har vi brug for.
