Der var engang en by, som ville være ren.
Ikke bare pæn om lørdagen og nymalet til torvedag. Ikke bare sådan almindeligt ordentlig, som når folk fejer fortovet og sætter geranier i vinduet. Nej, den ville være ren i en højere og mere ophøjet forstand. Ren i luften, ren i vandet, ren i havnen, ren i samvittigheden. Ja, hvis man havde spurgt byrådet, ville de sikkert også have ønsket sig, at duer fløj mere diskret og mågerne lagde deres efterladenskaber et andet sted.
Byen lå ved en fjord, som byer nu engang gør, når de er bedst: lidt bred over skuldrene, lidt humørsyg og med sivene stående som en gammel dames grå hår i kanten. Der var marker bag byen, et lille havnebassin foran, en kro på hjørnet, en smed, en bager, et andelsmejeri, et vandværk og et rådhus med et ur, som gik rigtigt, når vinden stod fra vest.
Folk levede godt nok.
Ikke fornemt, ikke fejlfrit, men godt nok. Bageren bagte, fiskeren fiskede, landmanden gødede, smeden slog på jernet, og på kroen kunne man få stegt flæsk, som duftede så kraftigt, at de gamle i byen mente, det kunne kalde døde sømænd hjem fra Kattegat.
Men så kom Renhedsudvalget.
Det begyndte ganske beskedent, som den slags altid gør. Først holdt man et møde om brønden bag missionshuset. Vandet var aldeles drikkeligt, men en ung fuldmægtig fra hovedstaden havde fået målt nogle spor af noget, som lød bekymrende på latin. Ingen vidste rigtigt, hvad det betød, men det lød ikke som noget, man skulle hælde i dåbskanden.
“Vi må have renere vand,” sagde formanden for teknisk udvalg.
“Naturligvis,” sagde alle.
“Og mindre lugt ved havnen,” sagde købmandens kone.
“Selvfølgelig,” sagde alle.
“Og klarere fjord,” sagde skolelæreren.
“Det ville være dejligt,” sagde alle.
Indtil da var byen styret af almindelig menneskelig visdom, som er en langsom, men ofte brugbar størrelse. Nu blev den styret af udvalgsvisdom, og den har det med at yngle.
Man nedsatte først et udvalg for vandets renhed. Så et for havnens lugt. Så et for fjordens tilstand. Dernæst et samlende udvalg for helhedsorienteret bæredygtig renhedskoordinering. Ingen kunne helt forklare forskellen, men alle kunne mærke, at byen nu var blevet vigtigere.
Snart begyndte bestemmelserne at falde som let regn i november.
Bageren måtte ikke længere fyre som før, for skorstenen gav røg. Fiskeren måtte holde op med at tjære sin båd, for havnen skulle dufte maritimt, men ikke for maritimt. Smeden måtte lægge hammeren fra sig efter klokken tre, for støj var også en påvirkning. Kromanden fik påbud om bedre udsugning over panden, fordi stegeos havde en tendens til at lægge sig som et demokratisk tæppe over torvet. Landmanden fik at vide, at han godt nok gerne måtte dyrke sin jord, men helst uden at sætte spor i naturen, hvilket forekom ham at være en noget vanskelig opgave for en mand med plov.
Først tog folk det med godt humør.
Danskere har en ejendommelig evne til at finde sig i næsten hvad som helst, så længe det kommer i ringbind og ledsages af kaffe.
“Det går nok,” sagde de.
“Det er nok kun i starten,” sagde de.
“Det er sikkert meget fornuftigt,” sagde de, især hvis de ikke selv blev ramt endnu.
Men bestemmelserne formerede sig. Hver ny regel fødte to vejledninger, og hver vejledning fik en undtagelsesbekendtgørelse, som krævede et skema, en signatur og ofte også en konsulent med briller så tykke, at han så samfundet som én lang risikoanalyse.
På et møde i forsamlingshuset fremlagde Renhedsudvalget sin nye plan: Byen skulle være den første i landet med en vision om fuldkommen renhed i 2050.
“Fuldkommen?” spurgte mejeribestyreren.
“Ja,” sagde formanden og nikkede, som om han personligt havde opfundet fromheden.
“Men hvad betyder det?”
“Det betyder, at vi skal være helt i balance med naturen.”
“Vi er jo en by,” sagde smeden. “Ikke en birkeskov.”
Der blev hostet lidt i salen. Den slags bemærkninger passede dårligt til powerpoint.
Planen var ellers smuk. Der var farvede søjler, pile opad, cirkler med grønne blade og ord som “omstilling”, “vision”, “resiliens” og “målskærpelse”. Det hele så meget rent ud. Der var bare det ved det, at ingen af søjlerne bagte et brød, landede en rødspætte eller betalte regningen hos smeden.
Alligevel vedtog man planen.
Det gjorde byrådet med den særlige højtidelighed, som mennesker får i ansigtet, når de stemmer for noget, andre skal betale.
Så begyndte byen for alvor at rense sig.
Landmanden skar ned, for han kunne ikke både gøde marken og forklare ethvert kvælstofatoms fremtidige færden i et excelark. Fiskeren sejlede til nabohavnen, hvor tjære stadig blev betragtet som et arbejdsredskab og ikke en moralsk udfordring. Bageren fyrede mindre og bagte mindre. Kromanden serverede flere kolde retter og sagde tørt, at man jo ikke kunne få stegeos af kartoffelmadder.
Til gengæld blev rapporterne bedre og bedre.
Vandet blev målt. Luften blev målt. Fjorden blev målt. Jorden blev målt. Til sidst manglede man kun at måle tavsheden, men den kunne enhver høre.
For byen blev stille.
Ikke den gode stilhed, som hviler over marker en sensommeraften, når lærkerne er gået til ro, og man kan høre en fjern traktor som et bevis på, at nogen stadig holder samfundet i gang. Nej, det blev den anden stilhed: den administrerede. Den, der opstår, når man har reguleret så længe på livet, at man til sidst kun har orden tilbage.
Folk begyndte at tage til nabobyen for at spise. Unge håndværkere søgte væk. Havnen lå pænere, men tommere. Fjorden var ikke blevet noget paradis, for der kom stadig vand ind udefra, og vejret gjorde, som vejret altid har gjort: præcis som det passede det. Men byen kunne nu dokumentere, at den havde meget høje ambitioner.
Det var der stor tilfredshed med på rådhuset.
En dag rejste en embedsmand sig og sagde, at nu burde byen sætte sig et endnu modigere mål.
“Hvordan modigere?” spurgte købmanden.
“Vi skal ikke bare være renere. Vi skal være helt rene.”
“Hele?”
“Ja. Nul påvirkning.”
Der blev stille i salen. Selv folk, som normalt elskede møder, fik et træt udtryk i øjnene, som heste får, når de ser seletøjet komme frem for tredje gang samme dag.
Bagest i lokalet sad en gammel mand, som ikke plejede at sige så meget. Han havde været ingeniør engang, eller måske møller, eller måske begge dele på skift, sådan som folk kunne være det før i tiden, når de både kunne regne og bruge hænderne. Han kendte lidt til vand og lidt til jord og en hel del til mennesker. Han rejste sig langsomt, som om han først skulle have kroppen med på idéen.
“En by,” sagde han, “er ikke en operationsstue.”
Ingen sagde noget.
“Den skal ikke være steril. Den skal være levende.”
Formanden for Renhedsudvalget smilede venligt, sådan som man gør til gamle mennesker, før man går videre til det egentlige dagsordenspunkt.
Men den gamle mand var ikke færdig.
“Jeg har set lidt af hvert,” sagde han. “Jeg har set beskidt vand blive rent nok til at drikke. Jeg har set fabrikker slippe mindre ud og landbrug få større udbytte med mindre tab. Jeg har set teknologi løse problemer, som politikere troede krævede forbud. Men jeg har også set mennesker gøre sig fattigere, stivere og dummere i jagten på det perfekte.”
Nu lyttede de.
“Hvis bageren ryger, må I regulere røgen. Hvis landmanden udleder for meget, må I regulere udledningen. Hvis havnen stinker, må I gøre noget ved stanken. Men I skal ikke forbyde bageren at bage, landmanden at dyrke jorden og fiskeren at tjære sin båd, hvis de kan gøre deres arbejde inden for nogle ordentlige grænser.”
“Men vi skal jo have mål,” sagde skolelæreren.
“Ja, men mål skal være fornuftige. Ikke fromme. Der er forskel.”
Han pegede ud mod fjorden.
“Den dér fjord bliver ikke god af, at I skriver dristige årstal på en tavle. Den bliver bedre, hvis I gør de ting, der virker, og lader det tage den tid, det tager. Og hvis de sidste forbedringer koster en formue og knap kan måles med andet end embedsmændenes samvittighed, så er det måske, fordi I er gået fra fornuft til religion.”
Det var stærke ord i en købstad, hvor selv skænderier plejede at blive ført med en vis hensyntagen til gardinerne.
“Og vandet?” spurgte præsten.
“Vandet skal være sikkert,” sagde den gamle mand. “Ikke helligt. Rent nok. Ikke renset for selve virkeligheden.”
Der lød et lille grin, først fra kromanden, så fra et par stykker mere.
“Og klimaet?” spurgte skolelæreren, som gerne ville være sikker på, at ingen slap forbi uden også at sige noget stort om klimaet.
“Klimaet,” sagde den gamle mand, “er en sag for hele verden. Det gør ikke vore egne mål bedre, bare fordi de lyder flottere end andres. Hvis man sætter sig et mål, som ingen har råd til at nå, så har man ikke vist lederskab. Så har man bare pyntet manglende dømmekraft med store ord.”
Der blev helt stille igen. Men det var nu en bedre stilhed. En stilhed, hvor folk tænkte.
Købmandens kone så på sine hænder. Bageren nikkede. Selv formanden for Renhedsudvalget fik et udtryk, som om han pludselig anede, at verden var større end et skema.
Mødet sluttede uden vedtagelse.
Det var i sig selv et fremskridt.
I ugerne derefter begyndte byen langsomt at komme til sig selv. Ikke ved at opgive ønsket om ordentlighed. Det var der ingen, som foreslog. Men ved at genopdage forskellen mellem orden og sterilitet. Man satte grænser for det, der faktisk skadede. Man holdt op med at føre krig mod det, der bare mindede om menneskeliv. Man målte mere nøgternt. Man regnede mere ærligt. Man lod folk finde løsninger i stedet for at udstede bekendtgørelser om alting mellem himmel og gylletank.
Fjorden blev ikke himmelsk. Havnen duftede stadig lidt af fisk på varme dage. Der var stadig røg over bageriet en vintermorgen. Men der var også liv i byen igen. Og det viste sig, at lidt virkelighed var langt at foretrække frem for fuldkommen renhed.
Siden fortalte man historien til børnene i skolen. Ikke fordi byen havde været ond, men fordi den havde været naiv. Den havde troet, at alt godt kunne gøres fuldkomment, hvis bare man skrev nok planer og satte årstallet langt nok frem. Men et samfund er ikke skabt til at være pletfrit. Det er skabt til at være levende, produktivt og anstændigt.
Og sådan lærte byen, hvad voksne mennesker burde vide fra begyndelsen:
At vi ikke skal gøre verden renere end livet kan holde til.
Vi skal gøre den god nok til, at mennesker kan leve, arbejde og trives i den.
Resten er ikke politik. Det er overtro.
