Forureneren er ikke producenten. Det er dig

Jeg bliver ærlig talt lidt træt, når jeg igen og igen hører denne floskel: “Det er forureneren der skal betale.”

Ja, det skal han (M/K) da. Men hvem er det?

Det er her, hele den offentlige debat kører af sporet. For politikere, kommentatorer og en stor del af den velmenende middelklasse har fået bildt sig ind, at forureneren er producenten. Altså landmanden, vognmanden, fabrikken, kraftværket, havbruget eller hvem man nu ellers kan pege fingre ad uden at ødelægge stemningen ved middagsbordet.

Men det er jo ikke rigtigt.

Producenten producerer ikke for sin egen fornøjelses skyld. Han producerer, fordi du vil have varen. Punktum.

Der bliver ikke lavet kød, strøm, emballage, flyrejser, beton, plastikspande eller opdrættet fisk, fordi nogen vågner om morgenen med lyst til at “belaste miljøet”. Det bliver lavet, fordi millioner af mennesker gerne vil købe det og bruge det. Det er efterspørgslen, der driver produktionen. Det burde være så banalt, at selv en folketingspolitiker kunne forstå det.

Alligevel opfører vi os, som om producenten er skurken, mens forbrugeren er et uskyldigt lam, der tilfældigvis står ovre ved kasseapparatet med bagagerummet fuldt af varer.

Det er en bekvem løgn.

For hvis staten lægger afgifter og skatter på producenten, så sker der kun to ting. Og der er ikke noget tredje, smart og moralsk alternativ gemt bag gardinet.

Enten sender producenten regningen videre til kunden. Eller også lukker virksomheden.

Det er hele regnestykket.

Jeg ved godt, at dette er upopulært at sige højt, for folk elsker tanken om, at “de andre” skal betale. Det er en af de mest slidstærke illusioner i moderne politik: at man kan lægge byrder på erhvervslivet uden at ramme den almindelige borger. Som om virksomheder er nogle mystiske væsener, der lever af regnbuehåb og gode intentioner.

Det gør de ikke.

De lever af at sælge varer til kunder. Hvis omkostningerne stiger, så stiger priserne. Hvis priserne ikke kan stige, så forsvinder overskuddet. Og hvis overskuddet forsvinder, så forsvinder virksomheden. Så enkelt er det. Enhver købmand ved det. Enhver landmand ved det. Enhver, der nogensinde har haft ansvar for et budget, ved det.

Men i den offentlige debat foregiver man, at dette simple forhold er meget kompliceret, fordi sandheden er politisk besværlig.

Sandheden er nemlig, at forureneren i den store sammenhæng er forbrugeren.

Det er dig, der vil spise den billige bøf
Det er dig, der vil bo i et varmt hus
Det er dig, der vil have bilen til at køre.
Det er dig, der vil have pakken leveret i morgen.
Det er dig, der vil have mere for mindre.

Og fred være med det. Jeg er ikke ude i en moralprædiken om, at mennesker ikke må ville have et godt og bekvemt liv. Tværtimod. Hele civilisationens idé er jo netop at gøre livet bedre, rigere og lettere.

Men så må vi også holde op med at lade som om ansvaret ligger et helt andet sted.

Det svarer til at bestille en stor middag, spise rub og stub og bagefter sende regningen til kokken med den begrundelse, at det var ham, der tændte komfuret.

Det er jo latterligt.

Og alligevel er det præcis sådan, en stor del af miljøpolitikken fungerer. Man udskammer produktionen, fordi man ikke tør tale ærligt om forbruget. Man piner erhvervene med afgifter og regler og lader som om man dermed har ramt “forureneren”, selv om enhver med lidt økonomisk sans kan se, at regningen havner hos forbrugeren alligevel.

Enten som højere priser.
Eller som dårligere udvalg.
Eller som tab af arbejdspladser.
Eller som produktion, der bare flytter til et andet land.

Det er ikke grøn visdom. Det er politisk trylleri.

Jeg har det grundlæggende problem med denne debat, at den er gennemsyret af moralsk forfængelighed. Folk vil gerne føle sig rene og ansvarlige, men de vil nødig betale selv. Derfor opfinder man fortællingen om den onde producent, som bare skal flås lidt mere, og så kan vi andre fortsætte som hidtil med god samvittighed.

Det er noget pjat.

Hvis man virkelig mener, at forureneren skal betale, så må man også have mod til at sige, at det er den, der efterspørger forureningen, der skal betale.

Ikke kun den, der leverer varen. Ikke kun den, der står med traktoren, lastbilen eller produktionsanlægget. Men den, der driver det hele med sine køb. Det er forbrugeren, der sætter maskinen i gang. Producenten reagerer bare på signalet.

Så lad os få lidt ærlighed ind i debatten. Ja, lad forureneren betale.

Men hold dog op med at bilde folk ind, at forureneren altid er producenten.

For producenten er ofte bare opkræveren.
Forbrugeren er betaleren.
Og forbrugeren er i den afgørende forstand også forureneren.

Det er dig.

Og mig.
Og alle de andre, der gerne vil have et moderne liv, men helst uden at se regningen i øjnene.

Det er måske en ubehagelig sandhed. Men den er trods alt bedre end de sædvanlige floskler.