Der er efterhånden mange, der udtaler sig med stor patos om situationen i dansk grundvand. Tonen er ofte sikker, dommen hård, og konklusionen klar: Det står elendigt til, og landbruget har forgiftet det hele. Men der er nok meget, meget få af dem, der rent faktisk har læst den grundvandsrapport, som viser fakta om sagen. Det har vi så gjort her.
Og når man læser rapporten i stedet for Facebook-opslagene, bliver billedet straks mindre dramatisk og mere virkeligt.
Grundvandsovervågningen viser ikke, at dansk drikkevand generelt er ved at bryde sammen. Den viser heller ikke, at der er dokumenteret et bredt sundhedsproblem fra lovlig anvendelse af moderne pesticider. Den viser noget langt mere jordnært: at der findes reelle problemer nogle steder, især i sårbart og ungt grundvand, men også at det vand, der faktisk bruges til drikkevand, gennemgående ser langt bedre ud end den offentlige skræmmekampagne giver indtryk af.
Det er især vigtigt at holde tungen lige i munden, når talen falder på pesticider. For her bliver tre forskellige ting hele tiden blandet sammen: at man kan måle et stof, at et administrativt kvalitetskrav er overskredet, og at der dermed skulle være et sundhedsproblem. Det er ikke det samme. Langtfra.
Når et pesticid eller et nedbrydningsprodukt findes i mikroskopiske mængder i grundvandet, bliver det ofte solgt som en giftalarm. Men det er en useriøs måde at føre debat på. Kvalitetskravet for pesticider er ikke en levnedsmiddelhygiejnisk grænse i nogen meningsfuld forstand. Det er ikke et tal, der fortæller os, at “herunder er vandet sundt, og herover er det farligt”. Det er et administrativt og politisk fastsat beskyttelsestal. Så når nogen råber op om “overskridelser”, bør det første spørgsmål være: overskridelse af hvad? Et toksikologisk faresignal? Nej. Et administrativt kvalitetskrav? Ja.
Den forskel bliver systematisk udvisket i debatten, fordi den ikke egner sig til skræmmebilleder.
Og hvad siger rapporten så om moderne, lovligt anvendte pesticider? Også her er svaret langt mere beskedent end kampagnefolkene ville ønske. Ja, rapporten viser, at nyere godkendte stoffer og deres nedbrydningsprodukter i nogle tilfælde kan spores i sårbart grundvand. Det ville næsten være mærkeligt andet i en tid, hvor laboratorier kan finde næsten hvad som helst i næsten ingenting. Men rapporten viser ikke, at dette i sig selv udgør et dokumenteret sundhedsproblem for danske forbrugere. Tværtimod er mange af de stoffer, der fylder mest i overvågningen, knyttet til ældre midler, gamle anvendelser eller blandede kilder, herunder biocider og brug uden for det egentlige landbrug.
Det er altså noget ganske andet end den fortælling, man møder i den politiske agitation, hvor hvert laboratoriefund behandles, som om det var en kræftdiagnose.
Det gælder også nitratdebatten. Nitrat er et mere alvorligt og mere reelt problem end pesticidpanikken, fordi der her faktisk er en klassisk diskussion om drikkevandskvalitet og miljøbelastning. Men også her bliver proportionerne ofte smidt ud ad vinduet.
Tag for eksempel det hysteriske Facebook-opslag fra Zenia Stampe om den “nye rystende sandhed”, at det samme kvælstof, der “dræber fjordene”, også “giver kræft”. Det er et skoleeksempel i politisk teater. Først kobles fjorde, kræft, ammoniak, luftforurening, svineproduktion og Kina sammen i én stor følelsespakke. Så gives læseren indtryk af, at dansk drikkevand nærmest er en tikkende bombe, og at politikerne bare sidder på hænderne, mens folk bliver syge. Det er effektiv agitation. Men det er ikke sober analyse.
Der er ingen tvivl om, at nitrat i grundvand skal tages alvorligt. Men når man læser overvågningsrapporten, er det helt tydeligt, at den faktiske drikkevandsforsyning ser væsentligt bedre ud end de mest højtråbende opslag lader forstå. Der er et stort spring fra at kunne påvise et problem i dele af det unge og sårbare grundvand til at påstå, at danskernes drikkevand generelt er på vej til at blive sundhedsfarligt. Det spring tager aktivisterne gladeligt. Rapporten gør det ikke.
Det er netop hele pointen: overvågningen er lavet til at finde problemer. Det er dens opgave. Den leder målrettet efter stoffer, den måler følsomt, og den ser især på de dele af grundvandet, hvor man må forvente at finde påvirkninger. Det er fint og fornuftigt. Men så skal resultaterne også læses fornuftigt. Hvis man leder intenst nok og måler præcist nok, vil man finde spor. Det siger i sig selv meget lidt om reel sundhedsfare.
Det mest rimelige standpunkt er derfor hverken jubelidioti eller dommedag. Vi skal selvfølgelig beskytte grundvandet. Vi skal selvfølgelig reagere, når der er reelle problemer. Men vi skal også holde fast i, at dansk drikkevand ikke bliver sundhedsfarligt, bare fordi moderne analysemetoder kan finde rester langt nede i decimalerne. Og vi skal især holde op med at lade politiske kampagnefolk forvandle administrative kvalitetskrav til skrækhistorier om sygdom og død.
Når man læser rapporten i stedet for overskrifterne, står der faktisk noget ganske enkelt: Nitrat er et reelt problem i dele af det sårbare grundvand, men i vandforsyningsboringerne er andelen over nitratkravet lav, og hovedparten er nitratfrie. På pesticidesiden er kvalitetskravet 0,1 µg/l for enkeltstoffer og 0,5 µg/l for summen, men rapporten dokumenterer ikke dermed noget generelt sundhedsproblem fra moderne, lovligt anvendte pesticider; den viser snarere, at der findes spor af både gamle og nyere stoffer, og at flere af de dominerende fund stammer fra ældre midler eller blandede kilder.
Så nej: rapporten siger ikke, at dansk drikkevand er ved at blive giftigt. Og nej: den siger heller ikke, at lovlig anvendelse af moderne pesticider har vist sig at være et dokumenteret sundhedsproblem. Den siger noget langt mere kedeligt, og derfor også langt mere sandt: at vi har et overvåget system, nogle lokale og stofspecifikke problemer, og en offentlig debat, der alt for ofte lever fedt på at puste laboratoriefund op til national katastrofe.
Set fra et miljøbeskyttende synspunkt er der flere problematiske antagelser i argumentationen. Her er de vigtigste kritikpunkter:
1. Forsigtighedsprincippet tilsidesættes
Teksten argumenterer for, at fordi vi ikke ser en akut sundhedsfare for mennesker her og nu, er fundene “dramatiserede”. Miljøbeskyttelse i Danmark bygger på forsigtighedsprincippet: Vi ønsker ikke blot at undgå sygdom, men at holde grundvandet helt rent (en naturressource i sig selv). At vente på “dokumenteret sundhedsskade”, før man handler, strider mod moderne miljøledelse.
2. “Administrativt krav” vs. “Miljømæssig grænse”
Forfatteren affærdiger grænseværdien på 0,1 µg/l som et rent “politisk tal”. Fra et grønt synspunkt er værdien dog valgt, fordi grundvand skal være upåvirket af menneskelig aktivitet. At der overhovedet kan måles pesticider i det “unge” grundvand ses som et advarselstegn om, at vi er ved at forurene fremtidens drikkevand.
3. “Ungt grundvand” er fremtidens drikkevand
Teksten beroliger med, at vandet i de dybe boringer ser fint ud, mens fundene primært er i det “unge og sårbare” grundvand. Miljømæssigt er dette et svagt argument: Det unge grundvand er det, der med tiden siver ned og bliver til vores fremtidige drikkevand. Hvis det øverste lag er forurenet i dag, har vi reelt pantsat næste generations ressourcer.
4. Nedtoning af cocktaileffekten
Argumentationen fokuserer på de enkelte stoffer og deres (manglende) akutte toksicitet. Miljøbiologer peger ofte på cocktaileffekten – altså hvordan mange små mængder af forskellige stoffer (pesticidrester, nitrat, PFAS osv.) interagerer over tid. Denne risiko overses totalt i teksten.
5. Skellet mellem “gamle” og “moderne” stoffer
Forfatteren frikender det moderne landbrug ved at give “gamle midler” skylden. Men fra et naturbeskyttelsessynspunkt er pointen netop, at vi historisk set altid har troet, at “nutidens” stoffer var sikre, indtil vi fik bedre målemetoder. At vi overhovedet finder “moderne” stoffer i sårbart grundvand, viser, at de nuværende godkendelsesordninger ikke yder 100% beskyttelse.
6. Fokus på drikkevand fremfor økosystemer
Argumentet handler udelukkende om menneskers sundhed via postevandet. En miljøbeskyttende vinkel ville også inddrage, hvordan nitrat og pesticider påvirker vandløb, fjorde og biodiversitet. Selvom vandet ikke er “giftigt” for en voksen mand at drikke, kan nitratindholdet være katastrofalt for iltsvind i havet.
Kort sagt: Teksten bruger manglen på akut sygdom hos mennesker til at legitimere en løbende påvirkning af naturens ressourcer, hvilket er det stik modsatte af en bæredygtig miljøstrategi.
Tak for kommentaren. Vi er enige om, at drikkevand ikke må udgøre en sundhedsfare. Men uenigheden handler om, hvad der tæller som et reelt problem.
Det afgørende er, at forsigtighedsprincippet ikke fungerer som rationelt forvaltningsprincip for miljø og natur. Hvis enhver målbar menneskelig påvirkning skal behandles som alvorlig, også når der ikke er påvist nogen skade, ender man i symbolpolitik og nulrisiko-fantasier i stedet for saglig prioritering.
Der er en grund til, at jeg lægger vægt på manglende skadevirkninger. Hvis der ikke er observeret nogen som helst sundhedsskade fra pesticider i drikkevand i de koncentrationer, man faktisk har fundet, så er der ikke påvist noget reelt problem. Så enkelt er det faktisk. At et stof kan måles, er ikke det samme som, at det er farligt.
Grænseværdien på 0,1 µg/l er heller ikke en faregrænse i toksikologisk forstand. Den er en administrativ og politisk fastsat grænse. Derfor er en overskridelse ikke automatisk bevis på sundhedsrisiko eller miljøskade. Det er først og fremmest bevis på, at et administrativt ideal ikke er opfyldt.
Det samme gælder snakken om cocktaileffekter. Den bruges ofte som et retorisk nødbatteri, når man ikke kan påvise skade fra de faktiske koncentrationer af de enkelte stoffer. Men i praksis er der ikke påvist nogen reel cocktaileffekt i forbindelse med grundvand og drikkevand på de niveauer, vi taler om her. Man kan altid henvise til hypotetiske samspil mellem stoffer, men hypotetiske risici er ikke det samme som dokumenterede problemer. Hvis man gør det til grundlag for politik, kan man i princippet forbyde hvad som helst på hvad som helst.
Ja, ungt grundvand er fremtidens drikkevand, og derfor skal det naturligvis overvåges. Men overvågning er ikke det samme som alarmisme. Det relevante er, om der er dokumentation for faktisk skade eller realistisk risiko. Ikke om man kan finde stadig mindre spor med stadig bedre apparater.
Så min pointe står ved magt: Der er stor forskel på at kunne måle noget og på at have påvist et problem. Når der hverken er observeret sundhedsskader, påvist reelle cocktaileffekter eller dokumenteret konkret fare ved de fundne niveauer, så er det misvisende at fremstille situationen som et alvorligt drikkevandsproblem. Det er netop her, forsigtighedsprincippet gør mere skade end gavn, fordi det ophæver forskellen mellem spor og fare.
Misbrug af forsigtighedsprincippet – som du udtrykker her – er dybt skadeligt og har kostet millioner af menneskeliv og haft store samfundsmæssige omkostninger. Ved forhindre hurtig udvikling af snilde teknologier. Det skal erstattes af et tapperhedsprincip
https://dahl-madsen.dk/2023/12/burde-vi-have-forbudt-trykpressen/
Med en kemisk rent vand, vurderes mennesket til at blive så sterilt det mister alt sin modstandskraft!
I de samfund hver der medgår forskellige parallelle stoffer af urenheder, opleves der en befolkning der i ringe grad bliver syge!